Design & Arkitektur

I Design & Arkitektur arbejder vi bredt og introducerer dig til en verden af forskellige designgenrer.

Sådan laver vi designhøjskole

I Design & Arkitektur arbejder vi med en bred vifte af design, og vi introducerer dig til en række forskellige designdiscipliner: grafisk design, arkitektur, møbeldesign foruden grundlæggende designprocesser og kreativ tænkning.

Måske tror du, at du gerne vil arbejde med grafisk design, men finder ud af, at du er vildt god til at tænke i rum og arkitektur; eller du er 100% sikker på, at du skal være møbeldesigner, men finder ud af, at skrifttyper er det fedeste i verden. På Rødding Højskole tager vi os tid til at snuse til mere end én designdisciplin, så du kan blive klogere på, hvilken retning du gerne vil gå. Undervejs vil du blive inspireret af gæstelærere og designere, der tænker og arbejder på nye måder.

I Design & Arkitektur arbejder vi både praktisk og løsningsorienteret, og så undersøger vi, hvordan vi kan gøre en forskel i verden gennem design. Du lærer at navigere i Adobe-programmerne, bygge modeller, lave plakater og lasercutte. Du kommer til at producere alt fra konkrete designs, som møbler og grafiske plakater, til abstrakte modeller af gips og træpinde. Du kommer både til at bruge hovedet – og få beskidte hænder.

I vores verden af farver, skrifttyper, papmodeller, mood boards og et virvar af tegninger eksisterer der ikke facitlister. Vi fokuserer på den kreative proces frem for det endelige resultat. Så du behøver hverken kende til designhistorie eller være verdensmester i Photoshop – blot du er nysgerrig og klar på at udfordre dig selv. Du bliver del af et kreativt miljø med plads til dine vildeste tanker. Så hvad enten du gerne vil være møbeldesigner, grafiker, arkitekt eller noget helt fjerde, så er Design & Arkitektur et godt sted at starte.

En bred tilgang til design og arkitektur

I løbet af et ophold kommer du igennem op til fire forløb.

Undervisningen i Design & Arkitektur er opdelt i en række projektperioder på tre til fire uger. Det giver os mulighed for at introducere dig for det særegne ved de forskellige designdiscipliner, samtidig med at du får mulighed for at fordybe dig i den kreative proces og skabe noget!

Du kommer til at afprøve forskellige principper og arbejdsmetoder, og du lærer, at eksempelvis en arkitekt arbejder på en helt anden måde end en grafiker. På den måde kan faget også bidrage med en afklaring af, hvad du eventuelt ønsker at arbejde med fremover – professionelt eller i fritiden.

Forløb i Design & Arkitektur

Design & Arkitektur er opdelt i fire projektperioder på 3-4 uger.

Værktøjskassen

Under første forløb vil du få en kort introduktion til Adobe-programmerne Photoshop, Illustrator og InDesign. Programmerne vil mere eller mindre blive brugt undervejs i alle forløb. Hvis du overvejer at søge optagelse på en af landets designskoler, er det et krav, at du kan orientere dig i netop disse programmer.

Grafisk design

Grafisk design består af trykte medier – plakater, magasiner, logodesign, kampagner, emballage og digitale medier. Du kommer til at lege med typografi og layout, og du lærer, hvordan man skaber gode kompositioner.

Arkitektur

Arkitektur er kunsten og videnskaben at varetage formgivning af bygninger, rum eller fysiske strukturer. I arkitektur arbejdes med mange elementer, herunder blandt andet rumlighed, volumen, stoflighed, lys og skygge, for at opnå det rette æstetiske udtryk.

Møbeldesign

Med vægt på møblets håndværksmæssige og industrielle fremstilling tager vi afsæt i den skandinaviske designtradition, som er forankret i samspillet mellem mennesket, møblet og rummet, hvor traditionen afspejles selvfølgeligt og aflæseligt helt ned i detaljen i møblets fremstilling.

Det sociale kunstværk

Der opstår en speciel magi, når man skaber sammen. Det sidste forløb på Design & Innovation handler derfor om at skabe et fælles kunstværk. Et socialt kunstværk, hvor vi bruger alt det, som vi har lært i månederne på højskolen.

Undervisere fra designbranchen

Ligesom højskolens andre hovedfag, lægger Design & Arkitektur stor vægt på faglighed. Fagets to faste lærere har baggrund inden for henholdsvis grafisk design og arkitektur. Derudover vil du møde dygtige og inspirerende gæsteundervisere, der kender branchen, og som lever af og for design.

Interrail til Europas storbyer

Verden forandrer sig hele siden, og det samme gør designverdenen. Et år er der Biennalen i Venedig, et andet er der i October Design Week i Amsterdam, og et tredje er der filmfestival i Berlin. Europa er et mekka for design. I hvert land findes utallige events, festivaler og kunstmesser.

På Design & Arkitektur rejser vi ikke for at komme hurtigst fra A til B – vi rejser for at opleve. Derfor tager vi på rundtur langs Europas jernbaneskinner på en interrailbillet, gennem foranderligt landskab og over landegrænser. Vi stiger på toget i Vejen og rejser sydpå med vores tætpakkede rygsæk for at opleve design i forskellige europæiske storbyer, og vi udforsker aktuelle udstillinger, bygninger, jagter trends og tendenser. Undervejs møder vi mennesker der både lever for og af design.

Tidligere har turen taget os forbi Hamborg, hvor vi kunne gå på opdagelse i storslået arkitektur, til Amsterdam, der har en stor scene for grafisk design og grafittikultur og til Antwerpen, der er særligt kendt for mode og diamanter. 

Billede af Catharina May Vedkiær

At gå på hovedfaget Design & Arkitektur er en enestående mulighed for at udforske din kreativitet og udvikle dine evner, uanset om du kommer med en tom eller fuld værktøjskasse. Her får du mulighed for at fordybe dig i designprocesser, lære at tænke innovativt og arbejde med konkrete projekter, der udfordrer dine idéer og teknikker. Hvis du kommer med en baggrund i design, vil du kunne bygge videre på dine færdigheder og udfordre dig selv i et miljø, der fremmer kreativ vækst. Hvis du derimod er ny inden for design, vil højskolen give dig en solid introduktion og støtte dig i at udvikle dine kompetencer fra bunden. Her er plads til at eksperimentere, fejle og finde nye veje, både individuelt og i samarbejde med dine hovedfagskammerater.

Catharina May Vedkiær, Design & Arkitektur, forår 2024

Billede af Oline Dybdal Reimer

Rødding Højskole er mere end blot en skole. Det er for evigt et hjem man tager med sig gennem livet, hvor venskaber på kryds og tværs skabes under kreative og inspirerende rammer. Hverdagen bliver vendt på hovedet med både ud af kroppen oplevelser og elskværdige stunder, men også helt konkrete ting som kendskab til højskolesangbogen og keramiske finesser. Rødding Højskole er for dig, der gerne vil have en på opleveren og få et socialt netværk fra hele landet. På designlinjen er der yderst kompetent personale, der formår at rykke og presse dig i en gavnlig retning, du ikke selv havde overvejet at gå. At tage på Rødding Højskole er den bedste investering, jeg har gjort i mig selv.

Oline Dybdal Reimer, Design & Arkitektur, forår 2024

Billede af Maja Schytte

At have tid og mulighed for at være kreativ og udvikle på sine idéer hver dag, har været helt unikt for min tid på Rødding Højskole. Undervisningen i Design og Arkitektur har givet mig blod på tanden til at fortsætte med at være kreativ og måske en dag uddanne mig inden for den kreative verden.

Maja Schytte, Design & Arkitektur, efterår 2023

Billede af Vibe Pjengaard

Mit højskoleophold overgik alle mine vildeste fantasier. Jeg har taget så meget med mig hjem. Alt fra inspirerende håndværk og ny læring om de mest finurlige emner til de tætteste venskaber og så meget selvudvikling. Rødding Højskole er et sted, der er så fyldt med liv og glæde. Det skinner i gennem i undervisning, i lærerne, i aktiviteterne og ikke mindst i eleverne. Fællesskabet på en højskole er ulig noget andet, jeg har prøvet før i mit liv.

Vibe Pjengaard, Design & Arkitektur, efterår 2023

    Lyder det som noget for dig?

    Ønsker du mere information, om hvad vi kan tilbyde dig, så kan du sende os en uforpligtende besked, og så vender vi tilbage hurtigst muligt.