Syv hovedfag på Rødding Højskole
På Rødding Højskole udbyder vi en lang række fag, som du selv kan sammensætte. Du kan vælge enten at gå i dybden indenfor et fagområde eller prøve kræfter med forskellige fag. Hovedfaget er det fag, du bruger mest tid på i løbet af dit højskoleophold – nemlig ni timer i ugen. Du kan se, hvordan skemaet med hovedfag og sidefag er sammensat her.
Nogle vælger hovedfag, fordi de ønsker at forberede sig til et kommende studie, andre blot af ren interesse eller fordi de ønsker at prøve kræfter med fag, de ikke har haft tidligere. Af den grund er der plads til alle niveauer af erfaring på de forskellige hovedfag. Det betyder altså ikke noget, om du er erfaren musiker, designer eller litterat, om du er verdensmester i at fermentere grøntsager eller god med en drejebænk i keramik.
Ét hovedfag og otte sidefag
Hvert hovedfag kombineres med fire sidefag, hvor du får mulighed for at vælge nye af disse i 2. periode. Det vil altså sige har du kan vælge otte forskellige sidefag i løbet af dit højskoleophold. Her kan du vælge imellem kreative, boglige, musikalske og andre sidefag.
Studietur med hovedfaget
Alle hovedfagene har en studietur. Du kan komme med til enten Brasilien, Mellemøsten*, Norge, Istanbul, Estland, USA eller på Interrail i Europa. I undervisningen på hovedfaget vil du opleve, at I op til studieturene har undervisning, der beskæftiger sig med temaer fra det land, I skal til. Derfor kan du også glæde dig til at få internationale perspektiver på dit hovedfag.
Studieturene betales som en ekstra udgift, og prisen afhænger af, hvilken tur du skal på. Det er som udgangspunkt ikke muligt at vælge en anden studietur end den, som dit hovedfag skal på. Du kan læse meget mere om de forskellige studieture her.
*OBS. Vi følger løbende situationen i Israel og Palæstina og følger Udenrigsministeriets anbefalinger. Skulle turen mod forventning ikke kunne gennemføres, rejser vi til et andet land/andre lande i Mellemøsten.
Højskole i foråret vs. efteråret
Når du tilmelder dig et forårshold, varer opholdet i knap seks måneder fra januar til juni måned.
Ønsker du at starte senere på et forårshold?
Så er det også muligt at starte på andet optag i februar måned. Mange vælger at starte på andet optag, hvis de er forhindret i at starte i januar måned grund af afsluttende eksamener eller rejser.
Når du tilmelder dig et efterårshold, varer opholdet i fire måneder fra august til december måned.
Ønsker du at starte senere på et efterårshold?
Så er det også muligt at starte på andet optag i september måned. Mange vælger at starte på andet optag, hvis de er forhindret i at starte i august måned grund af afsluttende eksamener eller rejser.