Rødding Højskoles litteraturseminar – Omsorg
Weekenden den den 20.-22. marts 2026
Tidspres og udbrændthed, moralsk stress, mangel på varme hænder. Ord og vendinger, der efterhånden er groet sammen med omsorgssektoren i velfærdsstaten i det 21. århundrede. Omsorg forbindes ofte med nærhed, opmærksomhed og tid – men netop tid er blevet en mangelvare i et samfund, der synes hele tiden at accelerere. I sundhedssektoren opgøres omsorg i minutter og ydelser. Samtidig udføres store dele af omsorgsarbejdet stadig i det skjulte: som reproduktivt arbejde i hjemmet, som følelsesmæssig opmærksomhed, som det usynlige arbejde med at få andre trygt gennem sygdom, alderdom eller sårbarhed. I offentlige debatter omtales omsorg som en sektor, som investering, som politisk stridspunkt. I aviserne skriver eksperter om en omsorgskrise. Men vi spørger sjældent, hvad omsorg egentlig er – og om noget så grundlæggende lader sig måle, effektivisere eller styre.
Velkommen til Rødding Højskoles litteraturseminar. Igen dette forår samler vi en række forfattere, oversættere, kritikere og forskere til samtaler hen over en weekend om et aktuelt tema i litteraturen.
Vi ønsker at undersøge, hvordan omsorg træder frem i samtidslitteraturen. Hvad vil det sige at drage omsorg for andre? Hvordan skildrer litteraturen omsorgen for de syge, de små, de ældre og de forsvarsløse – både som institutionaliseret praksis og som konkret relationel handling? Hvilke forestillinger om ansvar, opmærksomhed og magt knytter sig til omsorg i litteraturen, og handler den såkaldte omsorgskrise også om vores manglende evne til at tage vare på vores natur og klode, at drage omsorg for andre levende arter? Og kan litteraturen give os inspiration til nye måder at tale om, organisere og prioritere omsorg på?
Vær med til en weekend, hvor vi sætter den gode litteratur og samtalen om den i højsædet.
Deltagere
Peter Simonsen, professor i litteratur ved Syddansk Universitet. Forsker i ældrelitteratur og litteraturens forhold til velfærdsstaten og har blandt andet udgivet Livslange liv. Plejehjemsromaner og pensionsfortællinger fra velfærdstaten (2014).
Astrid Saalbach, dramatiker og forfatter. Har siden debuten i 1981 skrevet en lang række skuespil, der er opført i Danmark og mange andre lande, samt romaner, senest Lindely (2023).
Simone Mørch Stjer, forfatter. Debuterede i 2020 med romanen S og har siden udgivet Solhaven (2022). Har arbejdet flere år i omsorgsfaget på plejehjem og i hjemmeplejen.
Jonas Eika, forfatter. Debuterede i 2015 med Lageret Huset Marie og modtog i 2019 Nordisk Råds Litteraturpris for Efter solen. Senest er udkommet Åben himmel (2024). Har redigeret et udvalg af Ivan Malinowskis digte under titlen Er døden ikke politisk? og i samarbejde med Nanna Dahler oversat det politisk-teoretiske værk Fængselskapitalisme til dansk.
Andreas Vermehren Holm, forfatter, oversætter og forlægger på Forlaget Virkelig. Senest har han udgivet Gaia uhyre – nye digte (2024) og Vandene falder (2025).
Pernille Abd-El Dayem, forfatter. Debuterede i 2015 med Inden for revet og har senere blandt andet udgivet novellesamlingen Omsorgsdage (2022) og romanen Softice (2025).
Jacob Birkler, filosof med speciale i etik, ph.d. i medicinsk etik, forfatter, underviser og tidligere formand for Det Etiske Råd. Har skrevet en række bøger om etiske og filosofiske emner, blandt andet Omsorg – når menneskelighed er et arbejde (2023).
Tue Andersen Nexø, lektor i litteraturvidenskab på Københavns Universitet. Har udgivet en række bøger om dansk samtidslitteratur, senest Fælles liv (2025).
Malte Tellerup, forfatter. Debuterede i 2017 og har siden udgivet en række bøger, senest Landsbyen genrejst (2025).
Gry Stokkendahl Dalgas, forfatter og autodidakt botaniker. Debuterede i 2019 med Det er herfra jeg vil begynde at tale, disse ord kan finde vej og har senest udgivet Calluna (2025).
Inger Smærup Sørensen, forfatter og kunsthistoriker. Har skrevet en lang række tekster om visuel kunst samt arbejdet med bæredygtighed i nordisk regi. Debuterede i 2024 med romanen Dødsbo.
Andrea Fjordside Pontoppidan, forfatter, litteraturanmelder og tidligere forlagsredaktør. Har skrevet en lang række essays og artikler og debuterede i 2023 som skønlitterær forfatter med Kartoffeløje.
Mia Degner, forfatter og visuel kunstner. Har udgivet fem bøger. Seneste udgivelse er essayhæftet Børneårene (2024).
Kirstine Reffstrup, forfatter. Debuterede med romanen Jeg, Unica i 2016 på Gyldendal i Danmark og forlaget Oktober i Norge. Seneste bog er Jernlungen (2023).
Julie Sten-Knudsen, forfatter og litteraturkritiker. Har senest udgivet digtsamlingen Syv lag (2021) og essaysamlingen Sang for brummere (2024).
Selma Rosenfeldt-Olsen, forfatter og oversætter, tidligere højskolelærer. Har udgivet Leipziger Tagebuch (2017) og Det fælles bedste (2022).
Johannes Fogtmann, kulturjournalist på Weekendavisen og tidligere højskolelærer.
Mikkel Krause Frantzen, litteraturforsker på Københavns Universitet og kritiker på Politiken. Er forfatter til blandt andet Klodens fald (2021) og Slutspil (2024) og en del af forskningsprojektet OIKOS - Omsorg og Krise i det 21. århundrede. Arbejder på en bog med titlen The Green Gambit - Manifesto for the Climate Endgame.
Program
Fredag den 20. marts 2026
Kl. 16.30-18.00: Ankomst, indkvartering og kaffe.
Kl. 18.30: Aftensmad.
Kl. 19.30-19.45: Åbning og velkomst v/ højskolelærere og seminarværter Jakob Damgren Nielsen og Andreas Ullum.
Kl. 19.45-21.00: Plejehjemmet i litteraturen
Vores befolkning bliver ældre og ældre, og det afspejler sig i meget af den nye danske skønlitteratur, hvor karaktererne er blevet pensionister eller ligefrem kommet på plejehjem. I Astrid Saalbachs Lindely (2023) skal to voksne døtre håndtere deres gamle fars sygdom på plejeinsitutioner, der ikke yder den omsorg, de skal. I Solhaven (2022) af Simone Mørch Stjer oplever vi et plejehjem gennem en hovedperson, der arbejder som kompetent og omsorgsfuld sosu-assistent. Litteraturprofessor Peter Simonsen, der i en årrække har forsket i ældrelitteratur, spørger i denne samtale de to forfattere, hvilken rolle plejehjemmet som sted spiller i deres romaner. Hvad kan de fortælle os om den ældreomsorg, som vi i høj grad har udliciteret til professionelle, og hvad siger denne type pleje om vores samfund og velfærdsstat?
Kl. 21.30-22.15: Aftenkaffe og sangaften.
Lørdag den 21. marts 2026
Kl. 8.00-8.45: Morgenmad.
Kl. 9.00-10.15: Omsorg – hvad, hvorfor og hvordan?
Vi priser omsorgen og ønsker, den skal sikres. Men hvad er det mere præcist, vi ønsker, og hvad kræver det at yde omsorg? Ofte forbinder vi omsorg med menneskelighed og værdighed. Men hvordan finder disse abstrakte begreber en praksis i et reguleret velfærdssystem? Hvordan skaber vi forbindelse mellem parolen om ‘mennesket i centrum’ og en travl hverdag, hvor opgaverne er mange? I dette foredrag fokuserer filosof Jacob Birkler på disse spørgsmålet og leverer en række mulige svar.
Kl. 10.15-11.00: Kaffepause samt ankomst og indkvartering.
Kl. 11.00-12.15: Omsorgsdage
Pernille Abd-El Dayem er blevet kaldt en af de helt store stilister i dansk samtidslitteratur, og omsorgen er et gennemgående tema i hendes forfatterskab. Ofte handler hendes bøger om omsorg i familien og de ambivalente følelser og det ubehag, der også kan være knyttet til den. I 2022 udkom novellesamlingen, der slet og ret har titlen Omsorgsdage. I den nyeste roman Softice fra 2025 samles flere af karaktererne fra Omsorgsdage op igen. Vi følger blandt andet Cecil, der er begyndt at tage hul på voksenlivet; faren Eric, der ligger på hospitalet og erindrer den datter, der blev tvangsfjernet ved fødslen; og kusinen Jill, der forsøger at navigere rundt i moderskab, arbejdsløshed og en obskur rekrutteringsproces til en lederstilling. I samtale med litteraturforsker og kritiker Mikkel Krause Frantzen udforskes betydningen af de nære relationers omsorg i Dayems seneste værker.
Kl. 12.30: Frokost.
Kl. 13.30-14.45: Simone Weil: styrke og udsathed
Den franske filosof, mystiker og aktivist Simone Weil (1909-1943) levede og skrev i første halvdel af 1900-tallet, men hendes tanker om fællesskab, solidaritet og sårbarhed er endnu aktuelle. Forfatterne Jonas Eika og Andreas Vermehren Holm vil i denne samtale præsentere grundtrækkene i Weils forfatterskab samt diskutere hendes betydning som en tænker, der formåede at vende op og ned på tænkningen omkring udsathed og afmagt, styrke og svaghed. Samtalen bevæger sig også ind i Eikas og Holms egne forfatterskaber for at undersøge, hvordan Weils kompromisløse tænkning fortsat kan virke som en etisk og litterær kraft i dag.
Kl. 14.45-15.15: Kaffe og kage.
Kl. 15.30-17.00: Guidet fælleslæsning af to udvalgte værker
I fællesskab læser vi uddrag af to værker, som handler om omsorg. Uddragene læses højt og kommenteres ved bordene guidet af et par enkle og åbne læsespørgsmål. Herefter gives ordet frit, og vi lader samtalen tage form efter deltagernes oplevelser af teksterne. Fælleslæsningen guides af højskolelærer og læseguide Andreas Ullum, mens elever fra Rødding Højskoles litteraturhold styrer samtalerne ved de enkelte borde.
Kl. 18.00: Aftensmad.
Kl. 19.00-20.15: Samfundsomvæltende kærtegn: om omsorgens rolle i de litterære forestillinger om en bedre verden
Hvordan får vi en bedre verden? Måske er svaret ikke kun gennem diplomati og geopolitik, men i stedet i det helt nære. Det er i hvert fald det, lektor i litteraturvidenskab på Københavns Universitet Tue Andersen Nexø og forfatter Malte Tellerup skal diskutere her. Nexø Andersen udgav sidste år bogen Fælles liv, der undersøger det, han beskriver som “utopiske modbilleder til velfærdsstaten” i den nye danske litteratur. Her spiller omsorgen og de hverdagslige relationer en helt central rolle. Tellerup udgav samme år den episke digtsamling Landsbyen genrejst, som så sandelig også er et modbillede til velfærdsstaten, om end et ekstremt et af slagsen. Sammen nærmer de sig omsorgens rolle i en mulig bedre verden. Samtalen modereres af kulturjournalist Johannes Fogtmann.
Kl. 20.30: Oplæsningsaften ved de inviterede forfattere. Herefter er der ostebord og fest-hygge.
Søndag den 22. marts 2026
Kl. 9.30-10.30: Brunch.
Kl. 10.30-11.45: Moderelementet
Moderelementet er navnet på en antologi over dansk litteratur fra perioden 1895-2014 med tekster, som alle kredser om erfaringen med at skabe og drage omsorg for andre mennesker. Og med nyskrevne bidrag fra 15 aktuelle forfattere. Den er sammensat og redigeret af de fem forfattere Liv Duvå, Ditte Holm Bro, Kirstine Reffstrup, Mia Degner og Julie Sten-Knudsen, hvoraf vi har sat de tre sidstnævnte stævne til en samtale om deres ambitiøse og kærlige proces med skabelsen af værket. De startede rejsen som en læsegruppe, men endte med en udgivelse – som endda blev forsynet med eget manifest. Forfatter Selma Rosenfeldt-Olsen modererer samtalen.
Kl. 11.45-12.15: Kaffepause.
Kl. 12.15-13.30: Omverdensomsorg
De to romandebutanter Gry Stokkendahl Dalgas og Inger Smærup Sørensen mødes til en samtale om naturomsorgens rolle i deres værker. I Dalgas’ roman Calluna går en ung, arbejdsløs forfatter, der er optaget af uddøde sommerfuglearter, i en art dialog med den historiske person Enrico Dalgas, der var medstifter af Hedeselskabet og en af hovedingeniørerne bag opdyrkningen af de jyske hedeområder. I Sørensens roman Dødsbo gør en kvinde op med sin hidtidige levevis for at mindske sit aftryk på klimaet. Hun opsiger både job og lejlighed og køber et dødsbo ude på landet. To romaner, der på hver sin måde handler om at forskyde sit blik ud på omverdenen – om at give slip på vante måder at være til i verden på i forsøget på bedre at kunne bedrive omsorg for naturens forskellige livsformer. Samtalen modereres af forfatter og redaktør Andrea Fjordside Pontoppidan.
Kl. 13.30: Opsamling og farvel.
Kl. 14.00: Afgang med bus til Vejen Station, hvorfra der er forbindelse videre mod Aarhus og København. Der serveres en smurt bolle eller lignende inden afgang.
Der tages forbehold for ændringer i programmet.
Priser og tilmelding
Du kan tilmelde dig weekenden på flere måder. Vi tilbyder følgende pakker:
Deltagelse fredag inklusiv forplejning
Aftensmad og aftenkaffe.
150 kr.
100 kr. for studerende og unge under 30 år.
Deltagelse lørdag inklusiv forplejning
Formiddagskaffe, frokost, eftermiddagskaffe, aftensmad og aftenkaffe.
500 kr.
250 kr. for studerende og unge under 30 år.
Deltagelse søndag inklusiv forplejning
Brunch og smurt bolle.
150 kr.
100 kr. for studerende og unge under 30 år.
Fuld deltagelse fredag-søndag inkl. forplejning og overnatning
Fredag: aftensmad og aftenkaffe. Lørdag: morgenmad, formiddagskaffe, frokost, eftermiddagskaffe, aftensmad og aftenkaffe. Søndag: brunch og smurt bolle.
1400 kr. pr. person på dobbeltværelse.
1800 kr. pr. person på dobbeltværelse med bad.
1650 kr. på enkeltværelse.
600 kr. for studerende og unge under 30 år på sovesal.
Fuld deltagelse fredag-søndag inkl. forplejning, men uden overnatning
Fredag: aftensmad og aftenkaffe. Lørdag: morgenmad, formiddagskaffe, frokost, eftermiddagskaffe, aftensmad og aftenkaffe. Søndag: brunch og smurt bolle.
800 kr.
450 kr. for studerende og unge under 30 år.
Deltagelse i et enkelt programpunkt
75 kr.
Tilmelding ikke nødvendig.
Sådan kommer du til og fra Rødding
Fredag den 20. marts:
Der er offentlig transport fra Vejen St. til Rødding. Tag toget til Vejen St., så det passer med, at du kan tage bus 177 mod Ribe, der afgår kl. 16.25 og kl. 17.25. Stå af på Rødding Busstation, og få evt. buschaufføren til at pege på højskolen.
Lørdag den 21. marts:
Du kan tilmelde dig bussen, der kører fra Vejen Station kl. 10.10. Det koster 50 kr.
Ankommer du på et andet tidspunkt, kan du sammen med din togbillet bestille en Plustur fra Vejen Station til Rødding.
Søndag den 22. marts:
Du kan tilmelde dig bussen, der kører fra højskolen til Vejen Station kl. 14.00 og passer med togene mod Aarhus og København kl. 14.35 og kl. 14.57. Det koster 50 kr.