Forfattermøde v/ Niels Krause-Kjær
Da Niels Krause-Kjærs bog ”Ude for uden” udkom i september 2025, strøg den direkte ind som nr. 1 på bestsellerlisten. Niels Krause-Kjær er født og opvokset på en gård i Jylland. På bogens omslag er der et billede af hans barndomshjem to dage før, det bliver revet ned. Bogen er en blanding af fiktion og en personlig beretning om Danmark i en brydningstid.
Krause-Kjærs far var elev på Rødding Højskole i vinteren 1946/1947, og romanen tager afsæt i en vandrebog, som han fandt på Rigsarkivet, etableret af hans far og en gruppe af hans højskolekammerater, og som de efter højskoleopholdet skrev videre på gennem et halvt århundrede. ”Ude for uden” er historien om en kulturel revolution, der i løbet af blot to generationer fjernede bondekulturen, hyldede storbyen og tabte provinsen. Er det beretningen om liv, kultur, erhverv, dele af landet, der fra lys er kommet i skyggen? Det spørgsmål stiller vi Niels Krause-Kjær, som vi ellers kender som ham, der stiller de skarpe spørgsmål.