Strik op! Eksperimenter med vævestrikmønstre

Strik op! på Rødding Højskole

14. november - 20. november

Et værkstedskursus - en del af Værkstedsugen 2026

Indledning

Alle strikkere med respekt for sig selv har alt for meget garn liggende: Rester fra tidligere projekter. Fejlkøb. Garn fra projekter, der ikke blev til noget, og garn man ikke kan huske, hvorfor man ejer. NU skal det bruges! Så i denne uge strikker vi flotte vævestrikmønstre med vores rester.

Vi starter ugen med at sætte os ind i vævestrikkens principper og fordele. Vi strikker forskellige variationer over vævestrikmønstre med kun én farve og undersøger, hvordan vi kan ændre på disse for selv opfinde nye unikke mønstre.

Vi fortsætter ugen med at lægge garn op og udvælge farver og kvaliteter til vores eget helt unikke huedesign i et vævestrikmønster. Du får hjælp til at beregne maskeantal ud fra dit valgte mønster og garnets tykkelse.

I ugens løb krydres undervisningen med teknikken bag underviser Stine Hoelgaard Johansens eget design, Haslevsjalet fra 2019, som er et sjovt projekt, der viser, hvad man kan bruge sine garnrester til.

Find dine garnrester frem og kom til et inspirerende kursus med masser af vævestrik i garnrester.

Kurset henvender sig til begyndere og øvede.

Materialeudgifter
Forbrug af materialer afregnes med underviser den sidste dag.
Materialeudgifter er ca. 200 kr. for kompendium, garn og farver. Der sendes materialeliste ud nogle uger inden kursusstart.

Velkommen til Rødding Højskole
– leverandør af fællesskab og oplysning siden 1844
Anja og Mads Rykind-Eriksen, forstandere

Underviser: Stine Hoelgaard Johansen
Stine Hoelgaard Johansen er uddannet strikke- og hækledesigner fra Hellerup Håndarbejdsseminarium i 1994. I sit eget firma arbejder hun – foruden undervisning – med en kombination af strikke- og hækledesigns til forskellige garnfirmaer og ugeblade. Hun eksperimenterer gerne med de garnrester, hun har tilovers fra diverse opgaver. Det bliver både til restedesigns i strik og hækling og til spændende, eksperimenterende arbejder med sammensætning af forskellige strikketeknikker til unikastrik.

Medvirkende

  • Anja Rykind-Eriksen, højskoleforstander, væver og mag.art. i kunsthistorie.
  • Mads Rykind-Eriksen, højskoleforstander, cand.mag. i historie og filosofi.
  • Per Krøis Kjærsgaard, komponist, sangskriver og forstander på Osted Fri- og Efterskole.
  • Kristine Mandsberg, uddannet tekstildesigner fra The Royal College of Art i London (2008) og Designskolen Kolding (2006).

Program

Lørdag den 14. november
Strik op! på Rødding Højskole
Strik op! på Rødding Højskole

Lørdag den 14. november

Kl. 15.00-16.30: Ankomst, indkvartering og kaffe.

Kl. 16.30: Velkomst v/ Mads Rykind-Eriksen.

Kl. 19.30-21.00: Introduktion til ugen v/ Stine Hoelgaard Johansen.

Søndag den 15. november
Strik op! på Rødding Højskole
Strik op! på Rødding Højskole

Søndag den 15. november

Kl. 9.00-9.30: Livsglæde i musikalsk perspektiv. Morgensang ved Pia Dahl.

Kl. 9.40-10.00: Fælles inspiration til dagens tema.

Kl. 10.00-11.50: Værksted.

Kl. 13.00-13.45: Fra kultur til arkitektur. Højskolevandring v/ Mads Rykind-Eriksen.

Kl. 14.00-16.30: Værksted.

Kl. 19.30-21.00: Foredrag. PLEASE TOUCH v/ Kristine Mandsberg.
Kristine Mandsberg arbejder som tekstildesigner. Hun udforsker form, farve, materialer, overflader og ornamentik, og hendes praksis tager form i udsmykninger, objekter, installationer og kommercielle samarbejder med industrien. Som et manifest for sit kunstneriske virke bruger hun udtrykket PLEASE TOUCH – en åben invitation til at undersøge, hvad det vil sige fysisk at engagere sig i værkerne. Denne fysiske dimension er central i hendes praksis og fungerer som en påmindelse om, at vi stadig er kropslige væsener midt i en digital verden.

Mandag den 16. november
Strik op! på Rødding Højskole

Mandag den 16. november

Kl. 9.00-9.30: Håbets sange i Højskolesangbogen. Morgensang v/ Pia Dahl.

Kl. 9.40-10.00: Fælles inspiration til dagens tema.

Kl. 10.00-11.50: Værksted.

Kl. 14.00-16.30: Værksted.

Kl. 19.30-21.00: Fortælling og sang. Være én, men én iblandt v/ Per Krøis Kjærsgaard.
Titlen på foredraget stammer fra sangen Kære Linedanser. Per Krøis Kjærsgaard udfolder fællessangen og dens betydning og kommer tæt på sange og melodier: Dem vi synger ved dagens begyndelse, på særlige dage, når historien skal huskes, når vi sprudler, rammes af sorg, og når aftenmørket sænker sig.
Med en anden af Per Krøis’ sætninger: “Fællesskab fødes, når JEG bli’r til OS” – fra sangen Gi’ os lyset tilbage – synger vi os igennem en aften, der også byder på anekdoter og historier om sangene og deres mennesker. Alt sammen sat i perspektiv til dagsaktuelle emner og serveret med et glimt i øjet.

Tirsdag den 17. november

Tirsdag den 17. november

Kl. 9.00-9.30: Lysets engel og de eksistentielle efterklange. Morgensang v/ Pia Dahl

Kl. 9.40-10.00: Fælles inspiration til dagens tema.

Kl. 10.00-11.50: Værksted.

Kl. 13.00-17.30: Ekskursion. Vi tager bussen ud i det sydjyske med kaffe, gåtur og kulturelt indslag.

Kl. 19.30-21.00: Åbent værksted med vejledning.

Onsdag den 18. november
Strik op! på Rødding Højskole
Strik op! på Rødding Højskole

Onsdag den 18. november

Kl. 9.00-9.30: At finde mening på en klaverbænk. Morgensang v/ Pia Dahl.

Kl. 9.40-10.00: Fælles inspiration til dagens tema.

Kl. 10.00-11.50: Værksted.

Kl. 14.00-16.30: Værksted.

Kl. 19.30-21.00: Åbent værksted med vejledning.

Torsdag den 19. november
Ostebuffet på Rødding Højskole
Ostebuffet på Rødding Højskole

Torsdag den 19. november

Kl. 9.00-9.30: Meningsfuldheden. Morgensang v/ Pia Dahl.

Kl. 9.40-10.00: Fælles inspiration til dagens tema.

Kl. 10.00-11.50: Værksted.

Kl. 14.00-16.30: Udstillingsæstetik v/ Stine Hoelgaard Johansen.

Kl. 19.00: Afslutningsmiddag.

Kl. 21.00: Fernisering for alle kursister.
Derefter ostebord og festhygge m.m.

Fredag den 20. november

Fredag den 20. november

Kl. 7.45: Morgenmad.

Kl. 8.45-9.10: “Gå da frit enhver til sit.” Morgensang v/ Mads Rykind-Eriksen.

Derefter afrejse.

Alle dage, hvor ikke andet er nævnt, er der morgenmad kl. 8,
frokost kl. 12, aftensmad kl. 18 og aftenkaffe kl. 21.

 

Værkstedsugen 2026 på Rødding Højskole har aktiviteter på tre værksteder:

  • Båndvævning. Bånd i lange baner 2.0
  • Skaftevævning. Taktile vævninger.
  • Strik op! Eksperimenter med vævestrikmønstre.
    Foredrag og udflugter er fælles for de tre hold.

Kurset forløber sideløbende med ”Det meningsfulde liv. En filosofisk uge”. Morgensang og koncert onsdag aften er fælles med dette kursus.

Praktisk information

Materialeudgifter

Der må forventes et materialeforbrug, der betales til underviseren på kurset.

 

Tilmelding og betaling

Betalingsopgørelse modtages pr. mail ca. en uge efter tilmelding eller pr. post, hvis der ikke er angivet en mailadresse. Efter modtagelsen af betalingsopgørelsen indbetales depositum. 2. rate forfalder til betaling ca. 4 uger før kursusstart. Depositum refunderes ikke. Ved afbud senere end 4 uger før kursusstart, refunderes 2. rate ikke.

OBS! Vi beder om dit cpr-nummer, da det er et krav fra Kulturministeriet. Alle cpr numre behandles fortroligt og kun i lukkede systemer.

Ca. 14 dage før kursusstart vil der blive udsendt velkomstbrev med praktiske oplysninger i forbindelse med ankomsten til højskolen.

 

Vedr. transport til højskolen

Det er muligt at komme med fællestransporten fra/til Vejen station på ankomst- og afrejsedagen. På ankomstdagen kører bussen fra Vejen Station kl. 15.20. På afrejsedagen afgår bussen 9.15 fra Højskolen og man kan nå tog videre efter 9.45 fra Vejen Station.
Det er kun muligt at komme med bussen, hvis man har reserveret plads inden kursusstart.

 

Afbestillingsforsikring

Hvis du ønsker at tilmelde dig ovennævnte kursus, kan du vælge at tegne en afbestillingsforsikring. Vi henviser til Europæiske Rejseforsikring, som gør opmærksom på, at afbestillingsforsikringen skal tegnes samtidig med tilmelding, men inden betaling af depositum.

Spørgsmål vedrørende forsikring bedes stillet direkte til Europæiske Rejseforsikring, da det er et privat anliggende mellem kursist og forsikringsselskabet.

Kontakt til Europæiske Rejseforsikring:
www.europaeiske.dk

Rødding Højskole

Rødding Højskole er en moderne højskole, der bygger på Grundtvigs tanker om folkeoplysning.
Skolen blev som Danmarks første folkehøjskole grundlagt i 1844 i kampen for dansk sprog og kultur i grænselandet.

I dag har vi med respekt for historien og traditionen blikket rettet mod nutiden og dens udfordringer.

Skolen ligger i Rødding, midt i det smukke Sønderjylland med den rige historie, natur og kultur. Mod vest Danmarks ældste by Ribe, marsken og Vadehavet. Mod øst Kolding og Koldinghus. Mod syd Tønder, Møgel tønder, Sønderborg og Dybbøl. Der er 2-3 minutters gang ned til byen, der har et varieret udbud af butikker, og ca. 5 minutters gang til Rødding Centret – et sports- og kulturcenter, der huser biograf, bibliotek, cafeteria, bowlingbaner, fitnesscenter og svømmehal m.m.

Skolens bygninger har sjæl – både den smukke hovedbygning og den nyistandsatte stald og lade, der er blevet ombygget til inspirerende under- visningslokaler vha. en donation fra A.P. Møller Fonden på 20 mio. kr. Foruden de korte kurser afholdes lange kurser med vægt på politik, journalistik, litteratur, design og musik samt en række klassiske højskolefag som tegning, livsanskuelse, keramik, historie, skriveværksted og grafisk design.

Rødding Højskole

Priser

Dobbeltværelse uden eget bad og toilet

6.100 kr.

(tillæg 1.200 kr. for enkeltværelse).

Dobbeltværelse med eget bad og toilet

6.700 kr.