Ordet ’revy’ betyder ”gensyn” eller ”gennemgang”, og ligesom med din tantes eller onkels hjemmestrikkede lejlighedssang til konfirmationen eller fødselsdagen så skal vi også på Revy forsøge at indramme alle de dejlige minder og særlige stunder, som vi kommer til at dele med hinanden på højskolen. Lidt som en art visedagbog

Revy

I faget Revy gælder det først og fremmest om at have det sjovt med hinanden, mens vi leger med ord, versefødder og lette, men skønne melodier.  

I korte træk øver vi os i undervisningen i at skrive lejlighedssange og -viser, der omhandler og udstiller livet og hverdagen på Rødding Højskole, dvs. det vi går og foretager os i løbet af opholdet – hvilket er, hvad hele revygenren går ud på. 

Ordet ’revy’ betyder nemlig ”gensyn” eller ”gennemgang”, og ligesom med din tantes eller onkels hjemmestrikkede lejlighedssang til konfirmationen eller fødselsdagen så skal vi også på Revy forsøge at indramme alle de dejlige minder og særlige stunder, som vi kommer til at dele med hinanden på højskolen. Lidt som en art visedagbog. 

Det kunne fx være, at man gerne vil skrive en hyldestsang til nogle bestemte personer, der havde gjort sig særligt bemærket nede i baren en weekend, eller at man vil lave en gennemgang af samtlige foredrag, man har været til i løbet af opholdet. Det kunne også være, at man vil kommentere på køkkenets brug af krydderier, eller at man vil forsøge at indkapsle stemningen på en af skolens udflugter. 

 Alle sammen fortjener de oplevelser at blive behandlet på en humoristisk eller sarkastiske vis og blive sat på vers og melodi. 

 

Og det bedste af det hele er, at hvis man har Revy, så får man lov til at fremvise og synge sine sange i venners lag til boller og kakao i slutningen af hver uge. 

    Lyder det som noget for dig?

    Ønsker du mere information, om hvad vi kan tilbyde dig, så kan du sende os en uforpligtende besked, og så vender vi tilbage hurtigst muligt.