Sådan laver vi musikhøjskole
Uanset om du ønsker at gå i dybden med dit instrument og måske overvejer at gøre musikken til en levevej, eller du gerne vil fordybe dig i sang og musik – alene fordi det er fedt – så er Musik & Performance noget for dig.
Her har du en unik chance for at udvikle dig – både som individuel musiker og som bandmedlem – på en stor musikalsk legeplads, hvor mulighederne for at eksperimentere står i kø.
Det er selve musikaliteten, spilleglæden og samspillet, vi dyrker på faget. Vi lader nysgerrigheden og skabertrangen være drivkraften. Det handler ikke bare om musikeren og instrumentet; musik har altid haft en stærk social funktion. Og det er den kraft vi udforsker i Musik & Performance. Samtidig er der masser af plads til at fordybe sig i teorien og historien bag det, vi spiller.
Vi arbejder med sangskrivning, komposition, fortolkning af kendte sange, og vi tager naturligvis ud for at optræde, ligesom vi laver lækre indspilninger i vores eget professionelle studie. Og så er der endda mulighed for at udkomme på højskolens helt eget pladeselskab Rød Tone.
På vores studietur til Salvador i Brasilien vil du opleve et land, hvor musikken og kunsten er til stede overalt; både i de “pæne” områder af byerne og måske især ude i storbyernes fattige, farverige slumområder – favelaerne. Turen byder på livsglæde, musik og kultur i en lind strøm, når vi deltager i jamsessions og samba- eller capoeira-sammenkomster på gaden eller på stranden, tager til koncerter og mødes med lokale musikere. Du bliver præsenteret for landets uudtømmelige kilde af musik, og vi skal selvfølgelig spille en masse brasiliansk musik med de lokale.




Forløb på Musik & Performance
Musik & Performance indeholder en række emner, som er nødvendige for at blive en dygtig musiker. Du kommer til at spille på dit hovedinstrument (eller vokal), men du vil også blive præsenteret for andre instrumenter. Det giver en afgørende forståelse for musikaliteten og den sammenhæng, de enkelte instrumenter indgår i.
Forløbende kan være enkeltstående eller overlappe hinanden.
Oftest vil der være elementer af flere af forløbene samtidig.
Sangskrivning
Her får du helt konkrete og håndgribelige metoder til at komme i gang med og ikke mindst at afslutte og finpudse egne sange og kompositioner. Her er mulighed for at gå i dybden med lyrik i forhold til musik eller arbejde rent instrumentalt.
Sammenspil
Vi kommer naturligvis til at spille en masse musik sammen – både når vi fortolker vores yndlingssange, og når vi spiller egne kompositioner. Hver eneste gang vi spiller sammen, skal det lyde GODT. Uanset hvilket niveau man har på sit instrument, er det vigtigste, at man finder sin rolle i forhold til resten af bandet, så det endelige resultat bliver så godt og lækkert som overhovedet muligt (eller møgbeskidt, hvis det er hensigten!).
Musikteori
Musikteori er en naturlig del af musikfaget, men det er meget sjældent noget, vi sidder og terper ved skrivebordet. En musikteoretisk forståelse kan på mange måder gøre livet nemmere for musikere, men hvis man primært vil spille pop eller rock, er det ikke nødvendigvis jazzharmonik og Berklee-analyseteori, der er det vigtigste sted at starte. Derfor tager vi udgangspunkt i behovet på det enkelte hold, og især i forhold til det materiale vi arbejder med. Teori og praksis hænger uløseligt sammen, men ikke kun på papiret.
Verdensmusik
Et tilbagevendende emne i Musik & Performance er verdensmusik. Vi vil beskæftige os med rytmer, sange, stilarter og tilhørende danse fra forskellige dele af verden. Verdensmusik er et vidt begreb, men vi kommer omkring nogle vestafrikanske stilarter, og naturligvis skal vi også udforske nogle af de brasilianske rytmer som forberedelse til studieturen.
Indspilning
Rødding Højskole har selv helt nye faciliteter til indspilning af musik, så studiet kommer til at få en væsentlig rolle i musikfaget. Vi bruger studiet som værksted for sangskrivning, arrangement, produktion og meget andet. Du får kendskab til og erfaring med indspilningsprocessen som musiker eller sanger og som tekniker eller producer. Derudover producerer vi også videoer/livesessions, så vi kan komme ud med vores guldkorn!
Festival (forår)
Vi arrangerer, planlægger, fundraiser, optræder, afvikler og alt andet, der kræves for at skabe en festival på Rødding Højskole. Arbejdet foregår i fællesskab, hvor vi oplever og lærer vigtigheden af samarbejdet i sådan en proces. Og stoltheden og glæden, når vi står på scenen eller har styr på lyden – eller begge dele.


Udover vores faste musiklærer, trækker vi også på forskellige gæstelærere. Det kan for eksempel være i forbindelse med et genre-specifikt forløb. Vi har ikke en fast stab af gæstelærere. I stedet inviterer vi dem, der er interessante på et givent tidspunkt for det aktuelle elevhold.
Ofte har vi musikworkshops med professionelle musikere, der er på turne, og som om aftenen spiller koncert for hele skolen.

Musik & Performance i Brasilien
Hvert forår og efterår tager vi på studietur til Brasilien, hvor vi primært opholder os i Salvador, hovedstaden i delstaten Bahia – en summende metropol med knap 3 millioner indbyggere – beliggende på østkysten ud mod Atlanterhavet i det tropiske klimabælte. Byen var et vigtigt knudepunkt i kolonitiden, og de afrikanske rødder er stadig meget tydelige. Den gamle bydel er med på Unescos liste over verdenskulturarv, og når man går igennem den og overvældes af indtryk – musikken, maden, stemningen, alle duftene – forstår man, at det er et særligt sted.
Brasilien er i det hele taget et land med en enorm rigdom af musik og kultur, som vi kommer til at opleve i mødet med lokale musikere – til koncerter, jamsessions på bl.a. Museu de Arte Moderne, hvor mange af byens bedste musikere mødes og spiller sammen – og ved samba- og capoeira-sammenkomster på gaden eller på stranden. Vi skal besøge spillesteder og opleve både den traditionelle brasilianske samba og den nyere samba-reggae, som især trommegruppen Olodum er meget kendt for. Vi støder uden tvivl også på nogle af de mere moderne stilarter som axé og pagode. Desuden skal vi besøge universitetets musikfakultet, deltage i workshops og selv optræde; enten til jamsession eller på et af de mange lokale musiksteder.




Musikhøjskole: Lyt til sange vi har skabt
Vi har et fantastisk indspilningsstudie, hvor vi udforsker vores egen og hinandens lyd og leger med lydteknik og produktion.
Ofte lyder musikken forskellig, alt efter om du spiller, eller om du sidder og lytter til det, du lige har spillet. Derfor er studiet et fantastisk værktøj i musikundervisningen. Når vi arbejder med vores egne sange, kommer der ofte fremragende produktioner ud af det. De skal selvfølgelig ud i verden! Til det har vi vores eget pladeselskab Rød Tone, hvor du kan udgive singler, som distribueres digitalt over hele kloden. Du vil altså kunne finde din egen musik på Spotify, Apple Music og mange andre tjenester – og det er da ret sejt!