Med dette fag får du indblik i dramatik som en overset litterær genre, og du får prøvet dig selv af; det kan være befriende at spille en anden end sig selv for en stund.

Ej blot til lyst

Dramatik er sjovt at læse og sjovt at spille – men også udfordrende, provokerende, rørende og samfundskritisk. I dette fag bliver du præsenteret for nogle nyere danske teaterstykker, der både underholder og overrasker. Hvis du kan lide at se serier, vil du holde af at læse dramatik, for der er garanteret fremdrift, handling og spændende dialoger og personer. I timerne skal vi læse højt med hver vores rolle, diskutere stykket og dele vores oplevelser – vi vil både grine og græmmes sammen. Derefter tager vi fat på fagets praktiske del: vi skal prøve at spille en scene selv.
Ingen behøver at have spillet skuespil før. Pointen med dette fag er ikke at sætte et færdigt teaterstykke op for publikums fornøjelses skyld. Fokus er på processen: I arbejdet med at forstå et manuskript og skabe en fælles vision for, hvordan det skal iscenesættes, vil du kunne forstå din karakters identitet og motivation. På den måde får du smag på skuespillets glæder, hvor det ikke er præstationer, men det fælles engagement i en performance, der driver værket. Som inspiration tager vi så vidt muligt en tur i teatret.
Undervejs laver vi små øvelser for at få hul igennem til at bruge os selv som skuespillere. Så med dette fag får du indblik i dramatik som en overset litterær genre, og du får prøvet dig selv af: det kan være befriende at spille en anden end sig selv for en stund.

    Lyder det som noget for dig?

    Ønsker du mere information, om hvad vi kan tilbyde dig, så kan du sende os en uforpligtende besked, og så vender vi tilbage hurtigst muligt.