Det levende køkken
For over 10.000 år siden opdagede mennesket, at mad forandrer sig, hvis man venter med at spise det. Romerne troede, at maden begyndte at koge helt af sig selv, fordi de kunne se bobler på overfladen af deres druesaft, mens den blev til vin.
I faget Det levende køkken dykker vi lidt mere ned i, hvad der gemmer sig bag magien. Og det, der viser sig der, er intet mindre end en ny forståelse af os selv og vores tilknytning til verden omkring os. Det kommer vi til at opdage, når vi begiver os ud i en masse fermenteringsprojekter. Surdej, chilisauce, kimchi, kefir, kombucha — og meget mere. Vi prøver forskellige fermenteringsmetoder af, og hver uge laver vi nogle små retter ud af det, vi satte over ugen forinden. Løbende snakker vi om forskellige typer af gærsvampe og bakterier, og hvordan de forandrer råvarerne i processen. Vi undersøger altid vores ferment nøje, når det er tid til at smage. Når du engang skal hjem, har du fået den rette viden og ikke mindst modet til at gå endnu mere ind i den fantastiske genopdagelse af verden, som fermentering er.