Velkommen til et udsolgt forårshold
Den 4. januar trådte 85 nervøse og forventningsfulde elever ind ad døren på Rødding Højskole. De blev budt velkommen af forstander Mads Rykind-Eriksen med disse ord:
“Træk vejret dybt ind, hold sanserne vidt åbne, og gør jer klar til en masse oplevelser dette forår. Sæt standarden høj, lad fællesskabet blive stærkt og humoren god.”
I løbet af foråret kommer flere elever til, således at vi ender med at være 102 elever på dette udsolgte forårshold. Og sikke vi glæder os til at lave højskole med dem!
Der venter nemlig en række oplevelser de næste fem måneder, hvor eleverne blandt andet kan glæde sig til en fælles tur til Skotland, udflugter til Midtjylland, Flensborg, Mandø og København, samt hovedfagsture til Mexico, Sydafrika, Brasilien, Israel/Palæstina og USA. Og så fylder vi ellers foråret ud med spændende foredrag, et litteraturseminar, en politisk konference, inspirerende undervisning, en festival og selvfølgelig masser af hygge, gode samtaler – og hvad der forhåbentligt bliver et fantastisk fællesskab.
Velkommen F20!