Velkommen til E21
Søndag eftermiddag trådte 98 spændte efterårselever ind ad døren på Rødding Højskole. Vi kunne for første gang længe byde dem velkommen med åbne arme uden mundbind, afstandskrav og familiegrupper. Vi glæder os til at lære E21 at kende, og vi glæder os mindst lige så meget til at lave højskole fyldt med nærvær, kram og kærlighed igen.
Forude venter et efterår med faglig fordybelse, sene aftener og store oplevelser. Efterårsholdet står over for fire måneder med foredrag, musik og ture ud i landet. De skal møde det danske mindretral i Flensborg, gå gennem vandet til Mandø, drikke kaffe med Jens Rosendal og til koncert med Isam B.
Til efterårets litteraturstævne vil de møde aktuelle forfattere og sammen med dem debattere vores forhold til begrebet ‘arbejde’. Når nyhedsmagasinet Ræson lægger vejen forbi til konferencen “Folket & Magten”, fylder vi skolen med politikere og meningsdannere.
Det bliver fire måneder fyldt med mening, kaffe og endeløse samtaler – vi glæder os!