Nyvalgte folketingsmedlemmer tager på højskole

Udgivet d. 27. september 2019 Mads Rykind-Eriksen
  • Arrangementer

”24 timer for Folkestyret” er overskriften for en demokratisk bootcamp for nyvalgte folketingsmedlemmer på Rødding Højskole. Hvordan er man politisk leder uden at skabe politikerlede?

Fredag og lørdag den 27. og 28. september samles 28 nyvalgte folketingsmedlemmer et døgn på Danmarks ældste højskole for at få den bedst mulige start på deres nye liv som rollemodel og leder for det danske folk.
Forskere måler nu den laveste tillid til politikere herhjemme siden 2007, og det er det, man gerne med bootcampen vil være med til at ændre på.
 “Vi har som danskere brug for, at tilliden til vores folkevalgte og demokratiske institutioner vokser,” siger forstander Mads Rykind-Eriksen, der er stolt over, at 28 nyvalgte har valgt at bruge et døgn på netop Rødding Højskole, som i år fejrer 175 års-jubilæum både som højskole og som et af de steder, hvor folkestyrets vugger stod.

En bootcamp betegner ordbogen som et kortere ophold, hvor man træner målrettet inden for en aktivitet. Den politiske bootcamp på Rødding Højskole arrangeres i samarbejde med Danmarks Statistik og Constructive Institute, hvis leder, Ulrik Haagerup, har fået ideen til bootcampen, som er støttet af TrygFonden.
“Vi vil sætte fokus på, hvad det egentlig er for et job, man er valgt til, når man træder indenfor på Christiansborg. Hvordan er man en god leder for folket? Men vigtigst vil vi sætte fokus på, hvordan man undgår at blive en del af en kultur, som giver politikerlede. Og i den forbindelse også, hvordan man håndterer den presse, som går efter den mindste konflikt, de kan opspore,” forklarer Ulrik Haagerup.
Derfor har man også inviteret journalister og redaktører til at gå i dialog med de nyvalgte om konfliktkulturen i den journalistiske dækning, og om hvordan journalister kan blive bedre til at lede efter historier, der fortæller om ideer og løsninger i stedet for konflikter.

Bootcampen får besøg af Folketingets nyvalgte formand, Henrik Dam Kristensen, og de nyvalgte MF’ere vil blandt andre møde forgængerne Mette Bock og René Gade, der fortæller om, hvad de gerne havde vidst, da de var nye i Folketinget. Ledelesesambassadør Dorthe Crüger, tidligere sygehusdirektør og medlem af Ledelseskommissionen, fortæller om at sætte borgeren i centrum, og rigsstatistiker Jørgen Elmeskov fra Danmarks Statistik vil give de håndfaste og troværdige fakta om det Danmark, de nyvalgte nu skal stå i spidsen for.

“Men vi lader også de nyvalgte folketingsmedlemmer møde vores højskoleelever, der som en ny generation af vælgere fortæller om deres drømme og forventninger til de folkevalgte,”

siger Mads Rykind-Eriksen, der selv vil fortælle om højskolernes historiske rolle som fornyer af de folkelige fællesskaber.

 

Den politiske bootcamp gennemføres under de såkaldte Chatham House Rules: Det er ikke hemmeligt, at mødet foregår, men det er lukket for offentligheden, og ingen kan citere derfra uden de medvirkendes tilsagn.

“Vi er stolte over og glade for, at 28 nye folketingsmedlemmer har taget imod invitationen, og det er helt i højskolens ånd, at lægge hus til en samtale om det, der skal være til fælles bedste for os som borgere og som land,”

siger forstander Mads Rykind-Eriksen, der håber, arrangementet kan blive til en tradition.

p