Vær med når vi sætter fokus på oversætternes ubemærkede arbejde

Udgivet d. 23. februar 2024

Den 15.-17. marts inviterer vi endnu en gang til det populære litteraturseminar på Rødding Højskole. Og denne gang med fokus på oversætternes tilsyneladende ubemærkede arbejde inden for litteraturverdenen. Vi får sjældent øje på den, når vi læser litteratur, men dét skal en weekend i selskab med dygtige formidlere lave om på.

Vi overser ofte, hvor stor en rolle vores oversættere spiller som medskabere af de udenlandske værker, der fylder bogreolen. Oversætteren skal helst træde i baggrunden og give os adgang til verdenslitteraturen. Derfor går oversættelsesarbejdet alt for ofte ubemærket hen. Indtil nu – vi sætter nemlig fokus på oversættelse i verdensklasse til vores årlige litteraturseminar den 15.-17. marts.

Vores dygtige højskolelærere og seminarværter, Jakob Damgren Nielsen og Andreas Ullum, vil sammen med en række forfattere, oversættere, formidlere og forskere fra hele landet slå et slag for vigtigheden af oversættere i verdensklasse, når de byder velkommen til weekenden.

Udover et imponerende repertoire af gæster fra Danmark, vil den tyrkiske digter, Gonca Özmen, besøge skolen sammen med sin irske oversætter, Neil P. Doherty. Özmen er en af de mest anerkendte, nulevende tyrkiske digtere og har vundet en række imponerende litteraturpriser.

”Vi glæder os bestemt til at præsentere Özmen for et dansk publikum. Vi har aldrig oplevet en digter skrive, på den måde som hun gør, og man kan vist roligt sige, at hun er blandt de dygtigste tyrkiske digtere overhovedet,” siger Andreas Ullum.

Litteraturseminaret vil gennem weekenden gøre deltagerne  klogere på, hvad oversætterens synlige arbejde egentlig er for en størrelse, hvilke kvaliteter der kræves af en god oversætter, og hvordan tilgangen har ændret sig gennem historien. Vores litteraturseminar er en gentagen succes, hvor deltagere hvert år mødes om et aktuelt tema og tager pulsen på samtidens litteratur. Ønsket er at gøre litteraturdebatten nærværende for alle.

Vi glæder os til at byde velkommen!

p