

Igen i år inviterer vi til en weekend med litteraturen i højsædet, når vi afholder litteraturseminar under overskriften ‘Kærlighed’. Seminaret finder sted den 23. til den 25. september 2022.
Til seminaret vil vi undersøge kærlighedens vilkår i det 21. århundrede.
Hvilke former antager kærligheden i en tid med tinderdates, parforhold i opløsning, fertilitetsbehandling og alternative familieformer, og hvor jagten på den eneste ene samtidig er gjort til underholdning i public service-programmer i den bedste sendetid?
Hvilke forestillinger om og forventninger til kærligheden har vi i dag? Hvad siger vores syn på kærligheden om det samfund, vi har indrettet?
I litteraturhistorien er kærligheden mellem Romeo og Julie, Tristan og Isolde, Charlotte og den unge Werther alle udødeliggjorte, men hvordan ser den moderne kærlighedsfortælling ud, og hvem er hovedpersonerne i den?
“Enhver bliver digter, når han berøres af kærligheden,” lyder det i Platons Symposion. Fra antikkens hovedværker og frem til i dag har kærlighed været det suverænt største emne i litteraturen. I alt fra lyrik til filosofi, fra popsange til Biblen har kunstnere og tænkere forsøgt og forsøger til stadighed at få greb om fænomenet. Spørgsmålet om, hvad kærlighed er, bliver vi aldrig færdige med at besvare.
Vær med til en weekend, hvor vi sætter den gode litteratur og samtalen om den højsædet, og hvor vi stiller nogle af litteraturens mest grundlæggende spørgsmål på ny.