Skaftevæv

Billede af Lotte Dalgaard

Lotte Dalgaard

Forfatter samt mangeårig underviser i vævning i både ind og udland

21. november - 27. november

Et værkstedskursus. Magi med tråde. Værkstedsugen 2021

”Magi med tråde, væv – form – struktur” er titlen på Lotte Dalsgaard og Paulette Adams nye bog med inspiration til det praktiske arbejde med garner, der forandrer sig og skaber alle slags strukturer og elasticitet.

Vi vil væve prøver i de forskellige aktive garner både som trend og islæt. Der er kommet flere nye garner på markedet, som Lotte vil have et bredt udvalg med af. De elastiske er skønne til kropsnær beklædning. Der også kommet lidt tykkere, overspundne garner, som hurtigere giver flotte resultater.

Vi sætter fokus på brugstekstiler til beklædning og til boligen. Lange trende giver mulighed for, at alle kan eksperimentere frit.

Der er mange muligheder for vævninger, som ikke kræver den store erfaring. Nye vævere får god hjælp, og viderekomne kan komme med ønsker om særlige prøvevævninger, som peger mod et individuelt arbejde.

Velkommen til Rødding Højskole
– leverandør af fællesskab og oplysning siden 1844
Anja og Mads Rykind-Eriksen, forstandere

Underviser: Lotte Dalsgaard
Lotte Dalsgaard er uddannet væver, har undervist og været aktiv tekstilkunstner siden sin ungdom. Hun er underviser og formand i Laugets Vævekurser, som tilbyder den faglige moduluddannelse i skaftevævning. Lotte har gennem årene udstillet i mange sammenhænge og arbejdet tæt sammen med flere beklædningsdesignere. Siden Garnindkøbsforeningens start i 1998 har Lotte været optaget af de foranderlige garner og strukturer, og undervisningen med disse har medført mange rejser i Europa.

De seneste fem års formidling af vævning, teoretisk som praktisk, har ført til bøgerne “Mellem Trådene – inspiration til vævning” (2018), “Væverens Formelsamling” (2019) og “Magi med tråde” (2020). Alle udgivet sammen med forfatter Paulette Adam på eget forlag.

 

Medvirkende

  • Anja Rykind-Eriksen, højskoleforstander, væver og mag.art. i kunsthistorie.
  • Mads Rykind-Eriksen, højskoleforstander, cand.mag. i historie og filosofi.
  • Eva mm Engelhardt, brodøse og tekstilkunstner.

Søndag den 21. november
Kl. 15.00-16.30: Ankomst, indkvartering og kaffe.
Kl. 16.30: Velkomst v/ Anja og Mads Rykind-Eriksen.
Kl. 19.30-21.00: Introduktion til ugens forløb i værkstedet v/ Lotte Dalsgaard.

Mandag den 22. november
Kl. 9.30-10.00: Fælles inspiration til dagens tema.
Kl. 10.00-11.50: Værksted.
Kl. 14.00-16.30: Værksted.
Kl. 19.30-21.00: ”Følelser? Det er noget man syr! Tekstilkunst som talerør” v/ Eva mm Engelhardt.

Tirsdag den 23. november
Kl. 9.30-10.00: Fælles inspiration til dagens tema.
Kl. 10.00-11.50: Værksted.
Kl. 14.00-16.30: Værksted.
Kl. 19.30-21.00: Sang- og fortælleaften v/ Mads Rykind-Eriksen.

Onsdag den 24. november
Kl. 9.30-10.00: Fælles inspiration til dagens tema.
Kl. 10.00-11.50: Værksted.
Kl. 13.00-17.30: Vi tager bussen ud i det sydjyske med kaffe, gåtur og kulturelt indslag.
Kl. 19.30-21.00: Åbent værksted med vejledning.

Torsdag den 25. november
Kl. 9.30-10.00: Fælles inspiration til dagens tema.
Kl. 10.00-11.50: Værksted.
Kl. 14.00-16.30: Værksted.
Kl. 19.30-21.00: Åbent værksted med vejledning.

 

Fredag den 26. november
Kl. 9.30-10.00: Fælles inspiration til dagens tema.
Kl. 10.00-11.50: Værksted.
Kl. 14.00-16.30: Udstillingsæstetik v/ Lotte Dalsgaard.
Kl. 19.00: Festmiddag med sang.
Kl. 20.30: Fernisering af udstillinger fra holdene på Værkstedsuge 2021.
Derefter ostebord og festhygge.

Lørdag den 27. november
Kl. 9.00: Morgensang. Derefter afrejse.

Alle dage er der morgenmad kl. 8.00, morgensang kl. 9.00, frokost kl. 12.00, aftensmad kl. 18.00 og aftenkaffe kl. 21.00.

Værkstedugen 2021 på Rødding Højskole har aktiviteter på fem værksteder:
Hækling til beklædning. Lær teknikkerne
Skaftevæv. Magi med tråde
Botanisk plantetryk. Kompositionsmetoder
Broderi – naturligvis. Broderi for alle sanser
Strik i farver og mønstre

Morgensang, foredrag og udflugter er fælles for de fem hold.

Rødding Højskole er en moderne højskole, der bygger på Grundtvigs tanker om folkeoplysning. Skolen blev som Danmarks første folkehøjskole grundlagt i 1844 i kampen for dansk sprog og kultur i grænselandet.

I dag har vi med respekt for historien og traditionen blikket rettet mod nutiden og dens udfordringer.

Skolen ligger i Rødding, midt i det smukke Sønderjylland med den rige historie, natur og kultur. Mod vest Danmarks ældste by Ribe, marsken og Vadehavet. Mod øst Kolding og Koldinghus. Mod syd Tønder, Møgel tønder, Sønderborg og Dybbøl. Der er 2-3 minutters gang ned til byen, der har et varieret udbud af butikker, og ca. 5 minutters gang til Rødding Centret – et sports- og kulturcenter, der huser biograf, bibliotek, cafeteria, bowlingbaner, fitnesscenter og svømmehal m.m.

Skolens bygninger har sjæl – både den smukke hovedbygning og den nyistandsatte stald og lade, der er blevet ombygget til inspirerende under- visningslokaler vha. en donation fra A.P. Møller Fonden på 20 mio. kr. Foruden de korte kurser afholdes lange kurser med vægt på politik, jour- nalistik, litteratur, design og musik samt en række klassiske højskolefag som tegning, livsanskuelse, keramik, historie, skriveværksted og grafisk design.

Materialeudgifter
Der vil være en materialeudgift på 400 kr. Der vil være mulighed for at købe garner af underviseren

Tilmelding og betaling
Betalingsopgørelse modtages pr. mail ca. en uge efter tilmelding eller pr. post, hvis der ikke er angivet en mailadresse. Efter modtagelsen af betalingsopgørelsen indbetales depositum. 2. rate forfalder til betaling ca. 4 uger før kursusstart. Depositum refunderes ikke. Ved afbud senere end 4 uger før kursusstart, refunderes 2. rate ikke.

OBS! Vi beder om dit cpr-nummer, da det er et krav fra Kulturministeriet. Alle cpr-numre behandles fortroligt og kun i lukkede systemer.

Ca. 14 dage før kursusstart vil der blive udsendt velkomstbrev med praktiske oplysninger i forbindelse med ankomsten til højskolen.

Vedr. transport til højskolen
Det er muligt at komme med fællestransporten fra/til Vejen station på ankomst- og afrejsedagen. På ankomstdagen kører bussen fra Vejen Station kl. 15.20. Det er kun muligt at komme med bussen, hvis man har reserveret plads inden kursusstart.

Pris: 5.100 kr. på dobbeltværelse uden bad
(tillæg 1.200 kr. for enkeltværelse).
5.600 kr. på dobbeltværelse med bad.

Tilmelding HER