Røddingkonventet 2025

Vraa Kirke, glasmosaik
Billede af Mads Rykind-Eriksen

Mads Rykind-Eriksen

Forstander og cand.mag. i historie og filosofi

24. august - 26. august

Konfession og mission

Indledning

Kamp må der til, skal livet gro,
ej kamp blot for dagligt brød,
men kamp for frihed i liv og tro –
thi evig stilstand er død!
Af H.V. Kaalund

Diskussionerne på Røddingkonventet bæres af det frisind,
der lader friheden fortsætte dér, hvor enigheden ophører
.
Arbejdsgruppen.

Røddingkonventet er et forum, hvor præster, teologer, teologistuderende og andre med interesse for kirkeliv og kristendom kan mødes og diskutere aktuelle problemstillinger i kirke og teologi.

Arbejdsgruppen bag Røddingkonventet består af fem præster, der er fælles om at savne det, som Røddingkonventet gennem mere end 60 år har stået for og tilbød:

  • gedigen teologisk inspiration til fortsat eftertanke
  • at anspore stud.theol.’er til at blive præster
  • at give præster inspiration til at gå hjem og bedrive præstegårdsteologi.

Sidste år udtalte stud.theol. Troels Mikkelsen ved konventets afslutning:
Røddingkonventet er stedet, hvor man som teologistuderende et par døgn kan løfte blikket fra bøgerne for i stedet at dele levende ord, tanker og virkelighed med ligesindede. Hvor man bliver klogere på aktuel teologisk forskning og på, hvordan præster tager den ind i præstegerningen og i kirken. I højskolerammen følte jeg mig budt varmt indenfor i en kreds af garvede og engagerede mennesker. Mødet med dem har givet værdifulde indsigter i deres tanker og deres praksis, som også bidrager til min egen afklaring af, hvor jeg står som menneske og teolog.”

Arbejdsgruppen for Røddingkonventet 2025

  • Maria Louise Odgaard Møller, frimenighedspræst i Ryslinge.
  • Morten Fester Thaysen, domprovst i Ribe.
  • Mette Hvid-Olsen, sognepræst i Varde.
  • Anette Jensen, pastor emerita.
  • Bjarke Lynning Nielsen, sognepræst i Bregninge.
  • Niels Nicolaisen Geil, stud.theol.

Velkommen til Rødding Højskole
– leverandør af fællesskab og oplysning siden 1844
Anja og Mads Rykind-Eriksen, forstandere

Røddingkonventet

Røddingkonventet blev oprettet i 1916 og afholdt på Rødding Højskole, deraf navnet Røddingkonventet. Det fortsatte frem til slutningen af 1980’rne og blev et inspirerende mødested for teologer og præster af overvejende grundtvigsk og tidehvervsk observans.

”Mødet var præget af aktuelle teologiske temaer, og ofte gik bølgerne højt, men altid tog man derfra med overskud og inspiration til det daglige præstearbejde. På konventet blev der også knyttet venskaber, som varede livet ud, hvor man kunne trække på hinanden i hverdagens arbejde.” (Jens Ole Henriksen, tidligere provst og formand for Røddingkonventet).

Røddingkonventet blev med stor succes relanceret i 2022. Konventet er støttet af og arrangeret i samarbejde med Grundtvigsk Forum, Folkeuniversitetet, Rødding Frimenighed og Rødding Sognemenighed.

Frihed til uenighed
Røddingkonventet er et sted, hvor man ud fra et grundtvigsk-tidehvervsk ståsted – hvorved vi blandt andet forstår en kulturåben teologi funderet i et klassisk gudstjenestesyn – kan tage kirkelige og teologiske emner op til debat. Diskussionen tages primært på baggrund af inspirerende foredrag, der går i dybden og øser af grundfaglighed, og den skal bæres af det frisind, som lader friheden fortsætte dér, hvor enigheden ophører.

Vi interesserer os i første omgang for teologisk presserende og aktuelle emner. For tiden er det i høj grad temaer, der rejser og belyser spørgsmål om forholdet mellem folk og kirke – såsom dåbsdebatten og kirken som rituel ramme i det hele taget. Men vi behandler også andre klassiske emner, gerne i samspil med for eksempel filosofi, historie, kunst og litteratur.

Bekendelse og mission

Årets temaer: Konfession og mission
To for det danske kirkeliv afgørende udgivelser har jubilæum i år: Luthers De Servo Arbitrio og Grundtvigs Kirkens Gjenmæle. Luthers udgivelse har givet folkekirken dens konfessionelle navn – nemlig det evangelisk-lutherske. Grundtvigs udgivelse har givet ham status af fadder til dansk kirkeliv.

Luther og Grundtvig har været bestemmende for karakteren af kirkens mission: Hvem skal missionere for hvad, hvordan skal dette gøres – og over for hvem?

Den klassiske gudstjeneste som ramme om ordet, bordet og badet er imidlertid ikke altid det sted, hvor de fleste møder kirken. Det gør mange hellere i forbindelse med kirkemusik og kirkekor, og dermed er det også et spørgsmål om, hvordan disse indgår i kirkens missionsforpligtelse.

Men også i det akademiske arbejde med den dogmatiske disciplin findes en interessant brudflade. Hvad er den akademiske dogmatiks status og forhold til kirken, og findes der overhovedet en teologi, der ikke forudsætter en bestemt tro?

Disse emner sættes til debat på Røddingkonventet 2025.

Foredrag

• Anna Vind indleder søndag aften konventet med et foredrag om Luthers De Servo Arbitrio, der fylder 500 år i 2025. Skriftet står helt centralt i Luthers forfatterskab med sin behandling af bl.a. skriftsyn, antropologi og åbenbaring, men først og fremmest er det blevet til i en løbende udveksling med Erasmus af Rotterdam. Foredraget vil præsentere forskningens aktuelle diskussioner om skriftets sigte, modtagelse og aktualitet.

• Anders Holm holder mandag formiddag foredrag om endnu et jubilæumsskrift, nemlig Grundtvigs Kirkens Gienmæle mod Professor Theologiæ Dr. H.N. Clausen fra 1825. Foredraget præsenterer Grundtvigs ærinde og rejser både spørgsmålet om, hvordan han selv siden forholdt sig til dette, og om dets nutidige relevans.

• Jonas Hunt holder tirsdag formiddag foredrag om kirkekorsangen i den kirkelige missions- forpligtelse. Hvor den folkelige opbakning til folkekirken på mange punkter er vigende, er musikken og korsangen noget, der nyder bredere tilslutning. Hvorfor og hvordan indgår kirkekorsang da i missionsforpligtelsen?

• Rasmus Birkerod afslutter tirsdag eftermiddag dette års konvent med et personligt forankret foredrag om Israel og Palæstina. Med venner på begge sider af konflikten og en historie som rejseleder og guide i området gennem mange år giver Birkerod indblik i de eksistentielle overvejelser, der vokser ud af hans erfaringer med splittelsen og behovet for at se konflikten fra begge sider.

Medvirkende

• Anna Vind, ph.d.i teologi, lektorved KøbenhavnsUniversitet.
• Anders Holm, ph.d.i teologi,l ektorvedKøbenhavnsUniversitet.
• Thomas Reinholdt Rasmussen, cand.theol., biskop over Aalborg Stift.
• Anders-ChristianJacobsen, professor i teologi ved AarhusUniversitet.
• Jonas Hunt, domkantor ved RibeDomkirke.
• Rasmus Birkerod, journalist og rejseleder.
• Mette Geil, cand.theol., præst ved Rødding Frimenighedskirke.
• Mads Rykind-Eriksen, forstander for Rødding Højskole, cand.mag.i historie og filosofi.

Program

Søndag den 24. august
Anna Vind
Anna Vind

Søndag den 24. august

Kl. 15.30-16.20: Ankomst, indkvartering og kaffe.

Kl. 16.30-17.45: Velkomst og præsentation af Røddingkonventet 2025 v/ arbejdsgruppen.
Fortælling om Rødding Højskole v/ Mads Rykind-Eriksen.

Kl. 19.00-21.30: Striden om den frie vilje: Erasmus og Luther genbesøgt 500 år efter
v/ Anna Vind.
Luthers skrift om den trælbundne vilje rummer nogle af de oftest citerede passager, blandt andet vedrørende skrift (klarhed og dunkelhed), antropologi (synd, forhærdelse og vilje) og Gud (skjulthed og åbenbaring). Det udspringer af en langvarig mere eller mindre eksplicit udveks- ling med Erasmus, der var en strålende tænker i Luthers samtid, som man måtte tage alvorligt – ligesom man må det i dag. I 2025 er der taget initiativ til en række nye undersøgelser af striden, både i historisk, systematisk/teologisk og filosofisk perspektiv. Disse undersøgelser løber af stablen i en række arbejdsseminarer i internationalt regi. I foredraget vil Anna Vind introducere de diskussioner, der er foregået i disse kredse, og dermed viderebringe de nyeste overvejelser over fortolkningen af skriftet, dets receptionshistorie og nutidige relevans.

Mandag den 25. august
Anders Holm
Anders Holm

Mandag den 25. august

Kl. 9.00-9.30: Morgensang i Rødding Kirke v/ arbejdsgruppen.

Kl. 9.40-11.50: Grundtvigs genmæle genbesøgt v/ Anders Holm.
Neppe har noget Skrivt i Danmark frembragt en saadan Sensation […] ”Kirkens Gienmæle” var tilstede i enhver Samtale, det trængte op i Pallad- serne og ned i Kielderne, og, medens de Forstan- digere og Bedre harmedes over denne Adfærd, ledtes de Uvidende i de forskiellige Stænder til at anse Clausen som en Himmelstormer, og Nogle er der jo stedse, som glæde sig ved ethvert saadant Angreb – noterede J.P. Mynster, slet skjult forarget over Grundtvigs bog fra 1825. Spørgsmålet er, hvad Grundtvig egentlig ville med sit polemiske skrift, og hvor meget af angrebet, han siden fortrød. Og er der mon stadig noget for nogen at glæde sig over her i 200-året for udgivelsen?

Kl. 13.00-13.45: Fra kultur til arkitektur. Højskolevandring v/ Mads Rykind-Eriksen.

Kl. 14.00-16.30: ”Frygt ikke!” Debat mellem Anders-Christian Jacobsen og Thomas Reinholdt Rasmussen. Ordstyrer: Mette Geil.
I sommeren 2024 medudgav Anders-Christian Jacobsen dogmatikken ”Frygt ikke!” I denne debat vil den konkrete dogmatikudgivelse blive debatteret, men den vil også blive udgangspunkt for en videre, principiel debat om, hvad dogma-tikfaget og dogmatikker er og bør være. Spørgsmål, som udgivelsen har givet anledning til, er fx hvori fagets metode egentlig består, samt hvilken forpligtelse – om nogen – dogmatikken som akademisk disciplin i Danmark har på bestemte konfessioner, særligt den evangelisk-lutherske.

Kl. 18.00: Middag.
Kl. 19.30: Dans: Les lanciers. Herefter ostebord og vin.

Tirsdag den 26. august
Jonas Hunt
Jonas Hunt

Tirsdag den 26. august

Kl. 9.00-9.30: Morgensang i Rødding Frimenig- hedskirke v/ arbejdsgruppen.

Kl. 9.40-11.50: Kirkekor og mission v/ Jonas Hunt.
Folkekirkens stilling i Danmark er under et uhørt pres, og flere steder i landet synes afkristningen helt gennemført. Kor og kirkemusik hører til de kontaktflader mellem kirken og folket, der stadig opfattes legitime. Hvorfor og hvordan korarbejdet bør opfattes som en del af kirkens missionsforpligtelse, er emnet for dette foredrag med Ribes domkantor Jonas Hunt.

Kl. 13.30-16.00: Israel-Palæstina: Med venner på begge sider v/ Rasmus Birkerod.
Foredraget giver et syn på konflikten fra et menneske, der har nære venner blandt både palæstinensere og israelere. Rasmus Birkerod har arbejdet professionelt med området som rejseleder og guide gennem 27 år. Dette er også et personligt foredrag, hvor Rasmus Birkerod deler sine eksistentielle overvejelser ved at have venner på begge sider af en konflikt. Rasmus Birkerod er normalt i Israel/Palæstina 8-10 gange om året. Han har en journalistisk tilgang til arbejdet som guide. Enhver konfliktsituation tåler at blive set fra begge sider, mener han.

Kl. 16.15: Afrunding af Røddingkonventet 2025.

Alle dage er der morgenmad kl. 8, formiddagskaffe kl. 10.30, frokost kl. 12, eftermiddagskaffe kl. 15, aftensmad kl. 18 og aftenkaffe kl. 21.30.

Praktisk information

Ved tilmelding beder vi om dit cpr-nummer, da det er et krav fra Kulturministeriet. Alle cpr-numre behandles fortroligt og kun i lukkede systemer.

Ca. 14 dage før kursusstart vil der blive udsendt velkomstbrev med praktiske oplysninger i forbindelse med ankomsten til højskolen.

 

Vedr. transport til højskolen.

Det er muligt at komme med fællestransporten fra/til Vejen station på ankomst- og afrejsedagen. På ankomstdagen kører bussen fra Vejen Station kl. 15.20. På afrejsedagen afgår bussen 16.25 fra Højskolen og man kan nå tog videre kl. 16.55 fra Vejen Station.

Det er kun muligt at komme med bussen, hvis man har reserveret plads inden kursusstart.

Rødding Højskole

Rødding Højskole er en moderne højskole, der bygger på Grundtvigs tanker om folkeoplysning.
Skolen blev som Danmarks første folkehøjskole grundlagt i 1844 i kampen for dansk sprog og kultur i grænselandet.

I dag har vi med respekt for historien og traditionen blikket rettet mod nutiden og dens udfordringer.

Skolen ligger i Rødding, midt i det smukke Sønderjylland med den rige historie, natur og kultur. Mod vest Danmarks ældste by Ribe, marsken og Vadehavet. Mod øst Kolding og Koldinghus. Mod syd Tønder, Møgel tønder, Sønderborg og Dybbøl. Der er 2-3 minutters gang ned til byen, der har et varieret udbud af butikker, og ca. 5 minutters gang til Rødding Centret – et sports- og kulturcenter, der huser biograf, bibliotek, cafeteria, bowlingbaner, fitnesscenter og svømmehal m.m.

Skolens bygninger har sjæl – både den smukke hovedbygning og den nyistandsatte stald og lade, der er blevet ombygget til inspirerende under- visningslokaler vha. en donation fra A.P. Møller Fonden på 20 mio. kr. Foruden de korte kurser afholdes lange kurser med vægt på politik, journalistik, litteratur, design og musik samt en række klassiske højskolefag som tegning, livsanskuelse, keramik, historie, skriveværksted og grafisk design.

Rødding Højskole

Priser

2.200 kr. på dobbeltværelse uden bad (tillæg 550 kr. for enkeltværelse). 2.450 kr. på dobbeltværelse med bad. 2.850 kr. for enkeltværelse uden bad. 500 kr. for studerende (begrænsede pladser). 550 kr. for studerende (begrænsede pladser).

 

Det fulde kursusbeløb betales ved tilmelding.

Ved afbud inden 1. august beregnes et administrationsgebyr på 300 kr., resten refunderes. Ved afbud efter 1. august forfalder hele beløbet.