Kasper Hofer Østergaard
Underviser i Selvforsyning & JordbrugMichell Smedegaard Boysen
Underviser i Musik & PerformanceTilmelding til Revival er åben! Læs mere om modulerne under ‘Program og moduler’. Resten af programmet vil blive delt løbende.
Moduler
LA GUAGUA (UDSOLGT)
Guagua er et cubansk udtryk om en bus. Så lad os tage la guagua hele vejen til Cuba!
På dette modul skal vi dykke ned i den gamle cubanske musiktradition og spille vores fortolkninger af nogle af sangene fra den legendariske plade Buena Vista Social Club, som udkom sammen med en aldeles fremragende Wim Wenders dokumentarfilm om tilblivelsen af samme album i 1997.
Vi skal dyrke den særlige stemning der er i de gamle cubanske sange, snakke om hvordan de er blevet til, hvad de betyder og naturligvis synge sangene på spansk.
Hvis du trænger til en tur til de varme lande, er dette afgjort modulet for dig!
Om du er til rom, cigarer, begge dele eller ingen af delene er du velkommen!
Det er klart en fordel at have prøvet at håndtere et instrument før, men hvis du har et åbent sind og er klar til at indgå i den tropiske stemning, finder vi nok ud af det alligevel.
Blæse-instrumenter er SÆRDELES velkomne på holdet.
Underviser: Michell Smedegaard Boysen, underviser i musik på Rødding Højskole
Rødding på det litterære Danmarkskort (UDSOLGT)
I den danske samtidslitteratur skrives der pludselig rigtig meget om fortiden, blandt andet i form af den såkaldte exofiktion. Et eksempel på den sidste kunne være Rakel Haslund-Gjerrilds Adam i Paradis, som godt nok tager udgangspunkt i den historiske kunstmaler Kristian Zahrtmanns liv og hans skandaleombruste værk “Adam i Paradis” fra 1913, men forfatteren lader så sandelig også fantasien fare og skammer sig ikke over det. Det samme kunne siges om Harald Voetmanns romaner om Tycho Brahe og Plinius den yngre, og om Christina Stoltz’ Cahun.
I exofiktionen, kunne man måske sige, bruger man fortiden som en rampe eller et udspring, hvorfra nye fortællinger kan vokse, og det er lige præcis det vi skal her på kurset. Vi skal undersøge Rødding litterært. Vi læser selvfølgelig fra Mette Fog Pedersens fremragende 25 år på højskole, men vi går også i arkiverne: Hvad kan bygherrerapporter fortælle os om bronzealderen her på egnen? Hvad var konsekvenserne af slagteriets lukning i 2007, kommunalreformen samme år, og hvordan står det egentligt til med giftgrunden under det gamle ABC. Vi inviterer vidner fra de forgange tider indenfor, og vi tager på ekskursion rundt til de vigtigste spots i byen – vandtårnet på bakken, sommerlystskoven, æ raslebæk – og alt det stof, vi indsamler, bruger vi til at skrive vores egen exofiktion.
Undervejs lader vi os blandt andet inspirere af Dorrit Willumsens bog om Herman Bang, Jonas Eikas kommende manuskript om en belgisk nonneorden, og førnævnte Rakel Haslund-Gjerrilds Adam i Paradis. Derudover udgiver den ene underviser på holdet, Selma Rosenfeldt-Olsen, i februar 20221 den historiske roman Det Fælles Bedste, der vitterligt foregår i Rødding, så her får man altså muligheden for at gå direkte til kilden.
Rødding fylder ikke nok på litterære danmarkskort. Lad os ændre på det i fælleskab!
Undervisere: Selma Rosenfeldt-Olsen, oversætter og forfatter & Johannes Fogtmann, kulturjournalist. Begge tidligere litteratur-undervisere på Rødding Højskole
Hvorfor gør du noget som helst? (UDSOLGT)
Siden vi mennesker begyndte at tænke os om, har vi stillet os selv et spørgsmål: Hvorfor gør vi noget? Gennem århundreder har filosoffer, samfundsvidenskab, humanister og andet godtfolk forsøgt at besvare det spørgsmål, som driver historikere og sociologer til tænderskærende diskussioner – hvorfor handler mennesket, hvorfor nøjes vi ikke med at æde og sove, hvad hulan driver det hele fremad? Hvad er i bund og grund menneskets natur?
Det korte svar er, at vi ikke ved det.
Det lidt længere svar skal vi komme nærmere på i denne workshop. Vi dykker ned i fire kaninhuller, der alle prøver at forklare menneskets natur; politologien, sociologien, kunsten og selveste universet. For at finde svaret skal vi teste vores egne handlemønstre og holdninger, vi skal lave ballade og kalde hinanden grimme ting – og lytte til en masse tonstung teori pakket ind i anekdoter, højlydte udbrud og dilemma-troldmanden.
Det lyder kedeligt. Det bliver altså ok sjovt.
Underviser: Jens Horstmann, tidligere underviser i politik på Rødding Højskole
Bailando bailando (UDSOLGT)
Vi skal sætte bevægelse til cubanske rytmer og danse os til caribiske himmelstrøg. Der skal gang i hofterne, bogstaveligt talt, når vi skal nyde hinandens selskab ved at danse en hel masse SALSA. Du kommer til at blive vildt god til enten at lede eller blive ledt på et dansegulv, og det er slet ikke dårligt at kunne, når nu du alligevel skal i baren senere.
Modulet er til dig, der har mod på at kaste dig ud i pardansens skønne univers og lysten til at bevæge dig til god musik og lækre rytmer. Ellers er det faktisk fuldstændigt lige meget, om du har danset før eller ej – med attitude kommer man langt!
Underviser: Mathilde Kjerkegaard Kristensen, underviser i musik på Rødding Højskole
Det grønne Hjørne (UDSOLGT)
I det grønne hjørne skal vi nørde vegetarisk mad. Vi lader grøntsager, svampe, ost, bønner og æg være superstjernen i måltidet. Kom og arbejd med bl.a. grøntsager, svampe, ost og æg fra vores lokale leverandører og lav flot og velsmagende mad der pirrer vores sanser. Lær om de 5 grundsmage (sur, sød, salt, bitter og umami), samt resten af sanseapparatet. Hvor smager vi henne, og hvad skal det hele til for?
Vi laver mad med inspiration fra det store udland og genfortolker nogle danske klassikere. Og vi laver selvfølgelig også lidt til den søde tand. Vi nørder mad for os selv, samt serverer nogle af vores lækkerier for hele højskolen.
Underviser: Aske Nygaard Larsen, Ernæringsassistent i køkkenet på Rødding Højskole og madnørd
Friluftsliv (UDSOLGT)
Er du også træt af hverdagens trommerum? De konstante bling fra telefonen? Det iltfattige liv foran den kolde LED-skærm! Så tag på frilufts-modulet! Her trækker vi stikket og nyder de simple glæder i den sønderjyske natur. Vi skal forberede os på at kunne være i naturen med kun det allermest nødvendige; have sanselige oplevelser i den virkelige verden og have det pisse hyggeligt!
Vi kommer til at arbejde med viden om naturens planter og dyr, træsorter til optænding, båltyper, primimad og gode naturoplevelser.
Gruppen kræver at vi er udenfor og vil involvere en vandretur i terræn. Selvom vi laver primimad skal vi nok imødekomme kosthensyn.
Underviser: Niels Hagner Mårup, tidligere underviser i musik på Rødding højskole, samt FDF’er og friluftsentusiast.
Rødding Højskole er en moderne højskole, der bygger på Grundtvigs tanker om folkeoplysning. Skolen blev som Danmarks første folkehøjskole grundlagt i 1844 i kampen for dansk sprog og kultur i grænselandet.
I dag har vi med respekt for historien og traditionen blikket rettet mod nutiden og dens udfordringer.
Skolen ligger i Rødding, midt i det smukke Sønderjylland med den rige historie, natur og kultur. Mod vest Danmarks ældste by Ribe, marsken og Vadehavet. Mod øst Kolding og Koldinghus. Mod syd Tønder, Møgel tønder, Sønderborg og Dybbøl. Der er 2-3 minutters gang ned til byen, der har et varieret udbud af butikker, og ca. 5 minutters gang til Rødding Centret – et sports- og kulturcenter, der huser biograf, bibliotek, cafeteria, bowlingbaner, fitnesscenter og svømmehal m.m.
Skolens bygninger har sjæl – både den smukke hovedbygning og den nyistandsatte stald og lade, der er blevet ombygget til inspirerende under- visningslokaler vha. en donation fra A.P. Møller Fonden på 20 mio. kr. Foruden de korte kurser afholdes lange kurser med vægt på politik, jour- nalistik, litteratur, design og musik samt en række klassiske højskolefag som tegning, livsanskuelse, keramik, historie, skriveværksted og grafisk design.
Tilmelding og betaling
Betalingsopgørelse modtages pr. mail ca. en uge efter tilmelding eller pr. post, hvis der ikke er angivet en mailadresse. Efter modtagelsen af betalingsopgørelsen indbetales depositum. 2. rate forfalder til betaling ca. 4 uger før kursusstart. Depositum refunderes ikke. Ved afbud senere end 4 uger før kursusstart, refunderes 2. rate ikke.
OBS! Vi beder om dit cpr-nummer, da det er et krav fra Kulturministeriet. Alle cpr-numre behandles fortroligt og kun i lukkede systemer.
Ca. 14 dage før kursusstart vil der blive udsendt velkomstbrev med praktiske oplysninger i forbindelse med ankomsten til højskolen.
Vedr. transport til højskolen
Det er muligt at komme med fællestransporten fra/til Vejen station på ankomst- og afrejsedagen. På ankomstdagen kører bussen fra Vejen Station kl. 15.20. Det er kun muligt at komme med bussen, hvis man har reserveret plads inden kursusstart.
Afbestillingsforsikring
Hvis du ønsker at tilmelde dig ovennævnte kursus, kan du vælge at tegne en afbestillingsforsikring. Vi henviser til Europæiske Rejseforsikring, som gør opmærksom på, at afbestillingsforsikringen skal tegnes samtidig med tilmelding, men inden betaling af depositum.
Spørgsmål vedrørende forsikring bedes stillet direkte til Europæiske Rejseforsikring, da det er et privat anliggende mellem kursist og forsikringsselskabet.
Kontakt til Europæiske Rejseforsikring:
www.europaeiske.dk
Tlf: 70 10 60 30
Pris 2.900 kr. (250 kr. rabat hvis man er medlem af Rødding Højskoles Elevforening)