Nytår i Rødding

Billede af Mads Rykind-Eriksen

Mads Rykind-Eriksen

Forstander og cand.mag. i historie og filosofi
Billede af Lillian Hjort-Westh

Lillian Hjort-Westh

Foredragsholder, fortæller og tidl. forstander på Bornholms Højskole

27. december - 2. januar

Årsskifte i højskolerammer

Indledning

Engang var jeg meget urolig for fremtiden
som jeg nu kan se
er gået rigtigt godt.
Benny Andersen.

Det pudsige er, at om hundrede år er
denne onde tid blevet til de gode gamle dage.
Storm P.

Vi samles om kongens nytårstale. Står stille, når Jens Olsens Verdensur falder i slag. Hopper med samlede ben ind i det nye år. Lader champagnepropperne springe. Sender raketter mod himlen. Ser tilbage og mindes. Søsætter forhåbninger og forsætter om alt det gode, vi skal gøre, som vi ikke fik gjort. Vi skåler og ønsker hinanden godt nyt år.

I Danmark har vi faste ritualer, når vi arkiverer det gamle år i mindernes skuffe og tager hul på det nye år med endnu en omgang i livets manege. Vi forbinder nytår med tanken om fornyelse. Verden er ny igen. Vi hopper ind i det nye år med begge ben for at begynde på en frisk.

På Rødding Højskole fejrer vi nytår med manér. Vi ser ikke blot tilbage på det gamle år, men også fremad mod det nye, der skal komme – i det nære liv herhjemme og på den globale scene. Vi gør det i de festlige rammer, som hører sig nytåret til.

Vi indleder nytårsaften med kongens nytårstale, hvorefter vi sætter os til et festligt nytårsbord. Senere fejres aftenen med sang og dans til levende musik og fyrværkeri. Den første dag i år 2026 går vi til gudstjeneste.

Første nytårsdag er der nytårskoncert i Rødding Frimenighedskirke med tre musikere, der har fundet sammen om en fælles kærlighed til de nordamerikanske jazzstandarder, gospel, Højskolesangbogen, brasiliansk bossanova og sydafrikanske melodier. Denne nytårsmikstur er garanti for en hyggelig aften med lige dele velkendte melodier og musikalsk horisontudvidelse, ovenikøbet med en knivsspids fællessang i gryden.

I løbet af ugen skal vi høre historier fra en af Danmarks dygtigste fortællere, når kursusvært og tidligere forstander for Bornholms Højskole Lillian Hjort-Westh tager os med ind i kvindeoprøreren Thit Jensens verden i sit foredrag ”Hele Danmarks Thit”.

Desuden får vi en førstehåndsberetning fra et af verdens brændpunkter, når USA-kenderen David Trads lægger vejen forbi og fortæller om, hvor Amerika er på vej hen.

Digital strateg og AI-ekspert Peter Svarre kommer og fortæller om, hvad kunstig intelligens kommer til at betyde. Gør udviklingen os klogere eller dummere?

Der bliver også plads til eftertænksomhed, når idéhistoriker Peter Aaboe Sørensen tager os med ind i teologen K.E. Løgstrups verden.

Glæd dig endvidere til at høre forfatter og biograf Peter Borberg fortælle historien om Piet Hein, en af de store danskere, som han har skrevet en stor biografi i to bind om.

Forfatter og foredragsholder Erik Lindsø fortæller en både morsom og tankevækkende historie gennem to generationers manderolle – fra ”hvad fatter gør, er altid det rigtige” til ”med kvinden for bordenden”. Og som altid på vores nytårskursus skal vi i Rødding Bio, hvor vi i år skal se Frelle Petersens prisbelønnede film Hjem kære hjem.

Endelig kan du se frem til smagsprøver på det sønderjyske kaffebord i Sønder Hygums historiske forsamlingshus, og glæd dig til udflugten til Ribe, hvor vi går en tur i middelalderbykernen og besøger Ribe Kunstmuseum med dets enestående samling af dansk guldalderkunst.

Kursusvært Lillian Hjorth-Westh holder velkomstforedraget lørdag aften  om forfatteren Jørn Riel og hans skrøner.

Vi giver inspiration og gåpåmod til året, der kommer.

Vi ser fremad.

Velkommen til nytårskursus på Danmarks første højskole
– leverandør af fællesskab og oplysning siden 1844
Anja og Mads Rykind-Eriksen, forstandere

Medvirkende

Kursusværter

  • Mads Rykind-Eriksen, forstander for Rødding Højskole, cand.mag. i historie og filosofi.
  • Lillian Hjorth-Westh, foredragsholder og fortæller, tidligere forstander for Bornholms Højskole.
  • Michell Smedegaard Boysen, musiklærer ved Rødding Højskole og udøvende musiker.

Medvirkende

  • Erik Lindsø, forfatter, journalist og foredragsholder, kendt for sine humoristiske fortællinger om det store i det små, alvoren i humoren. Han ta’r fra de muntre og gi’r til de skuffede. Læs mere på www.eriklindsoe.dk.
  • Peter Aaboe Sørensen, idéhistoriker, adjunkt ved Aarhus Universitet.
  • Mette Kathrine Jensen, folkemusiker og folkedanserinstruktør.
  • David Trads, journalist, forfatter og kommentator ved Altinget.
  • Peter Borberg, forfatter og biograf, blandt andet til store biografier om Piet Hein, Storm P. og Jørgen Ryg. Læs mere på www.peterborberg.dk.
  • Mette Geil, cand.theol., præst i Rødding Frimenighed.
  • Peter Svarre, digital strateg. Læs mere på www.petersvarre.dk/.
  • Dansk/sydafrikansk trio bestående af Michelle Elmhøj (sang), James Khoanyana (klaver) og Michell Smedegaard Boysen (kontrabas).

Program

Lørdag den 27. december
Portræt af Jørn Riel. Foto: Gaïa éditions. CC BY-SA 3.0
Portræt af Jørn Riel. Foto: Gaïa éditions. CC BY-SA 3.0

Lørdag den 27. december

Kl.15.00-16.30: Ankomst, indkvartering og kaffe.

Kl.16.30: Velkomst og gennemgang af program v/ Mads Rykind-Eriksen.

Kl. 19.30-21.00: Fortælling. “Mit livs skrøne”. En fortælling om Jørn Riel v/ Lillian Hjorth-Westh.
Jørn Riel var en folkelig og folkekær forfatter, der med sine grønlandske skrøner har skrevet sig ind i danskernes bevidsthed. I sit omfattende forfatterskab på knap 100 bøger udfoldede han tillige sin humor og fortælleglæde om mange andre emner – ofte hverdagshistorier, der på samme tid er morsomme og alvorlige. Jørn Riel var uddannet telegrafist og navigatør, hvilket bragte ham til Grønland i 1953. Derfra tog han til varmen i Malaysia, hvor han boede til sin død i 2023. Jørn var eventyrer, og hans liv var i sig selv et eventyr værd. Lillian Hjorth-Westh fortæller eventyret.

Søndag den 28. december
Sønder Hygum forsamlingshus
Sønder Hygum forsamlingshus

Søndag den 28. december

Kl. 9.00-9.30: ”Kreativitet, musik og dialekt”. Morgensang v/ Michell Smedegaard Boysen.

Kl. 9.40-11.50: Foredrag. Hele Danmarks Thit”. En fortælling om forfatteren Thit Jensen v/ Lillian Hjorth-Westh.
Grundlovsændringen i juni 1915 gav historien om Danmark en ny retning. Kvinderne fik stemmeret! Thit Jensen (1876-1957) var en af kvinderne, der banede vejen, og det er på sin plads at sende en kærlig tanke til hele Danmarks Thit. Gennem populære romaner og stor personlig gennemslagskraft belyste Thit Jensen kvinders stilling i samfundet. Som en af de første danske forfattere forstod hun at iscenesætte sig selv for at trænge igennem med sine budskaber om bl.a. ægteskab, erotik, prævention og abort. At hun overhovedet talte om sådanne tabubelagte emner skabte stor modstand i hendes samtid, men var også med til at ændre holdningen i samfundet. Hun oplevede, at Danmark tog hende til sig, men også hvor svært det kan være at gå foran. Men hun var stærk, modig og en person med ordet i sin magt. Udover at holde foredrag og skrive om kvindernes vilkår, skrev hun historiske romaner, bl.a. ”Stygge Krumpen” – biskoppen i Vendsyssel – og hun var i mellemkrigstiden den mest læste danske forfatter.
Hvem var denne Thit Jensen, der voksede op i den lille by Farsø i Himmerland? Hun var en flamme! Med lune og humor tegner Lillian Hjorth-Westh et portræt af flammen.

En eftermiddag i ord og kalorier – om det sønderjyske kaffebord
Kl. 14.00-17.00: Vi tager til Sønder Hygum Forsamlingshus, der i 1907 blev bygget som samlingssted for de dansksindede sønderjyder. Forsamlingshuset har sin egen genforeningshistorie at fortælle. Her kunne de dansksindede få lov til at være i fred for de tyske myndigheder; men spiritusbevilling kunne de ikke få. I stedet skabte de det sønderjyske kaffebord. Mads Rykind-Eriksen fortæller historien om afstemningen i 1920 og om sønderjydernes særegne kagetradition. Naturligvis får vi smagsprøver, og vi synger nogle af de sange, der hører til den sønderjyske historie. For dem der har lyst, kan man gå til Sønder Hygum kl. 13 – det er en fin tur på 5,5 km. Turledere: Mads Rykind-Eriksen, Lillian Hjort-Westh og Michell Smedegaard Boysen.

Kl. 19.30-20.30: Folkedans og sang. ”Man kan danse, man kan synge”.
Denne aften skal du vælge!
Enten træder du an i dansen, når danseinstruktør Mette Kathrine Jensen med spillemand Michell Smedegaard Boysen ved sin side lærer fra sig om trinene i gamle folkedanse.
Eller du går til sang- og fortælletime med Mads Rykind-Eriksen, der under overskriften ”Min danske sang” introducerer nogle af de højskolesange, som er med til at definere både ham selv så vel som den højskole, han tager vare på.

Mandag den 29. december
Peter Svarre
Peter Svarre

Mandag den 29. december

Kl. 9.00-9.30: ”Se, nu stiger solen af havets skød”. Morgensang i Rødding Frimenighedskirke v/ Mette Geil.

Kl. 9.40-11.50: Foredrag og debat. ”Amerika, hvor er du på vej hen?” v/ David Trads.
Fra det øjeblik Trump i 2017 blev præsident, blev der vendt op og ned på vores syn på USA. Alt det, vi i fællesskab havde opbygget af alliancer – NATO, FN, EU – gjorde han op med. Det begyndte at være svært at genkende Amerika. Uanset, hvem der leder USA fremover, er Europa måske ved at miste en nær allieret. Hvordan i alverden kan det gå til? Hvor bevæger USA sig hen? Hvad sker der nu, og hvor står vi efter præsidentvalget i november 2024?

Kl. 13.00-13.45: ”Fra kultur til arkitektur”. Højskolevandring v/ Mads Rykind-Eriksen.

Kl. 14.00-16.30: Foredrag og debat. ”Hvad skal vi med mennesker?” Om AI og kunstig intelligens v/ Peter Svarre.
Hvad sker der med os som mennesker, når kloge maskiner begynder at træffe vigtige beslutninger og er klogere end os? Kunstig intelligens stormer frem på alle områder. Vi kan tale med vores computere, vores biler kører af sig selv, og på vores arbejdspladser bliver flere og flere opgaver overtaget af maskinerne. De kloge maskiner er ikke længere bare logisk tænkende regnemaskiner, de er intuitive og kreative modspillere og medspillere i vores dagligdag og arbejdsliv. I dette foredrag får du svaret på, hvorfor udviklingen går så hurtigt i disse år, men vi kaster også blikket tusind år tilbage i historien for at forstå, hvorfor kunstig intelligens egentlig ikke er noget nyt, og hvorfor kunstig intelligens har nogle alvorlige begrænsninger, som vi er nødt til at forstå, hvis vi skal undgå teknologiens skyggesider.

Kl. 19.30-21.00: Fællessang. ”Sangen har lysning” v/ Michell Smedegaard Boysen.
Højskolesangbogen er, hvad man i boghandlerbranchen kalder en steady seller. Over de seneste 25 år er det Danmarks mest solgte bog. Den seneste udgave har på fem år solgt over 350.000 eksemplarer. Succesen skyldes blandt andet sangbogens særlige evne til at forene tradition og fornyelse. Højskolesangbogen udkom første gang i 1894, og den er blevet symbolet på den særlige betydning, fællessangen har i Danmark. Hvad er det, der gør, at sangen har så godt tag i os? Michell Smedegaard Boysen præsenterer os for en række nye og gamle sange, som vi synger undervejs.

Tirsdag den 30. december
Ribe Kunstmuseum. Foto: Anders Sune Berg
Ribe Kunstmuseum. Foto: Anders Sune Berg

Tirsdag den 30. december

Kl. 7.30: Morgenmad.

Kl. 8.30-12.15: Halvdagstur til Ribe
Vi besøger Ribe Kunstmuseum med dets unikke samling af dansk kunst fra 1750 til 1950 – værker af en perlerække af danske guldaldermalere, skagensmalere og klassiske modernister. Bagefter går vi en tur i middelalderbykernen, hvor tidligere tiders indbringende marsk- og vadehavshandel afspejler sig i prægtigt kirkebyggeri, fornemme købmandsgårde og velholdte bindingsværkshuse.
Turledere: Mads Rykind-Eriksen, Michell Smedegaard Boysen og Lillian Hjorth-Westh.

Kl. 12.30: Frokost.

Kl. 14.30-17.00: Foredrag og debat. ”Jeg er den anden!” Hvad er næstekærlighed? v/ Peter Aaboe Sørensen.
”Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden at holde noget af dets liv i sin hånd”. Sådan lyder et berømt citat af filosoffen og teologen K.E. Løgstrup. Og netop K.E. Løgstrups menneskesyn er temaet i idehistoriker Peter Aaboe Sørensens foredrag. Sædvanligvis opfattes forholdet mennesker imellem som en bevægelse fra den ene til den anden. For den danske teolog og filosof K. E. Løgstrup forholdt det sig omvendt. Her går bevægelsen fra den anden til den ene, hvilken medfører, at det at være menneske uvægerligt er at være medmenneske. Det er foredragets hensigt at belyse Løgstrups etik, som en etik der ikke kan begrundes, men som i allerhøjeste grad har gyldighed.

Kl. 19.00-21.30: Filmaften.Hjem kære hjem” – film i Rødding Bio.
Vi ser instruktør Frelle Petersens nyeste film Hjem kære hjem, som har premiere i sommeren 2025, og som er hans opfølger til de anmelderroste og prisbelønnede Onkel (2019) og Resten af livet (2022). Denne tredje del af Frelle Petersens filmtrilogi om stille, sønderjyske eksistenser er en varm og autentisk fortælling om, hvad der sker, når man ikke kan yde omsorg over for de mennesker, man holder allermest af. I filmen følger vi Sofie, alenemor og nyansat i hjemmeplejen, der skal balancere mellem det krævende job blandt lokalsamfundets borgere og en presset hverdag med sin datter. Michell Smedegaard Boysen introducerer filmen.

Onsdag den 31. januar
Champagne frokost på Rødding Højskole
Champagne frokost på Rødding Højskole

Onsdag den 31. januar

Kl. 9.00-9.30: “Denne morgens mulighed”. Morgensang om Johannes Møllehave v/ Lillian Hjorth-Westh.

Kl. 9.40-11.50: Foredrag. ”Piet Hein – verdensdanskeren i kamp og kærlighed” v/ Peter Borberg.
Han blev foreslået til Nobelprisen. Hans aforistiske digte – gruks – er solgt i halvanden million eksemplarer og oversat til mere end 20 sprog. Hans superellipse-bord er for længst blevet en klassiker inden for møbeldesign. Læg dertil mere end 3.000 patenter til spil, mekanik og design, der blandt andet omfatter lamper, solur og alverdens andre frembringelser, som alle bærer signaturen Piet Hein (1905-1996).
En mand, der var gode venner med personligheder som Niels Bohr, Albert Einstein, Charles Chaplin, Karen Blixen, Thor Heyerdahl og Astrid Lindgren, men som aldrig rigtigt blev gode venner med sit hjemland. Foredraget går tæt på mennesket, fænomenet og superbegavelsen Piet Hein, der levede et liv i evig strid med sig selv og sine omgivelser.
Anden del af Peter Borbergs store biografi: Piet Hein. De modne år udkom i oktober 2024. Baseret på sine studier i Piet Heins omfattende arkiv løfter Peter Borberg i foredraget sløret for nye sider af den markante danskers personlighed og virke.

Kl. 12.00: Champagnefrokost.

Kl. 13.30-14.30: Skolevandring. Vandring og fortælling om visionerne for Danmarks første højskole v/ Mads Rykind-Eriksen.
Der sker meget på Rødding Højskole i disse år. Skolen bliver gennemrenoveret, og vi udvider vores aktiviteter, så vi bliver selvforsynende. De kommende elever skal lære om ressourceforståelse og bæredygtighed. ”Fra jord til bord” hedder et fag. Mad er ikke blot noget, vi kommer i indkøbskurven, mad er noget, vi dyrker. Mads Rykind-Eriksen fortæller, mens han viser rundt på Højskoleengen, i Højskoleskoven med motoriklegeplads for byens børn, langs Højskolebækken og i Folkehaven, som er højskolens og Rødding-borgernes fællesprojekt.

Kl. 14.45-16.00: Tilbageblik. ”2025 og verden – et tilbageblik på året, der gik” v/ Mads Rykind-Eriksen og Michell Smedegaard Boysen.
I fællesskab ser vi tilbage på året, der gik, og de begivenheder, vi vil huske, og vi vil diskutere, om der var ting og hændelser, der har forandret verden – herhjemme såvel som derude. Undervejs drikker vi kaffe.

Nytårsaften
Kl. 18.00: Kongens nytårstale.
Kl. 18.30: Nytårsmiddag med underholdning, kædedans og folkedans med levende musik og tyvstart på fyrværkeriet.
Kl. 24.00: Champagne, kransekage og festfyrværkeri.

Torsdag den 1. januar
Rødding Frimenighedskirke

Torsdag den 1. januar

Kl. 9.00: Morgenmad.

Kl. 10.00-11.50: Gåtur i Sommerlystskoven v/ Mads Rykind-Eriksen, Michell Smedegaard Boysen og Lillian Hjorth-Westh.

Kl. 13.30-15.30: Foredrag. ”Mandefald”. Om den nye mandekultur v/ Erik Lindsø.
Da vi i 1992 vandt EM i fodbold, blev landsholdet hyldet på Rådhuspladsen i København, mens de på mandig vis stod på balkonen med en øl i hånden. Da det danske herrelandshold i 2023 blev verdensmestre i håndbold, stod spillerne på balkonen med deres børn på armen. Billedet er skiftet. Det nytter ikke at vige udenom. En ny slags mand vinder frem – ham, der værdsætter følelsesmæssig og hjemlig indflydelse, mens kvinden overtager noget af riget, magten og æren. Det er en bevægelse, kvinderne startede for 50 år siden, men det er kun 10 år siden, det gik op for manden, at kulturskiftet var uundgåeligt. Det har givet specielt den ældre generation af mænd en fornemmelse af identitetstab. For hvor sætter manden sig, når han ikke længere skal sætte sig for bordenden?
Med sjove historier og historiske facts tager Erik Lindsø os med på en rejse gennem to generationers mandekultur – fra den gang manden var patriark og lærte sine børn, at ”hvad fatter gør, er altid det rigtige” til i dag, hvor MeToo-bevægelsen har taget det endegyldige opgør med århundreders maskuline dominans.

Kl. 16.00: Nytårsgudstjeneste i Rødding Frimenighedskirke v/ Mette Geil.
Kl. 18.00: Statsministerens nytårstale.
Kl. 18.30: Aftensmad.

Kl. 20.00: Nytårskoncert i Rødding Frimenighedskirke.
Som altid indledes året med nytårskoncert. I år med en dansk/sydafrikanske trio bestående af Michelle Elmhøj (sang), James Khoanyana (klaver) og Michell Smedegaard Boysen (kontrabas). De tre musikere har fundet sammen om en fælles kærlighed til de nordamerikanske jazzstandarder, gospel, Højskolesangbogen, brasiliansk bossa nova og sydafrikanske melodier. Denne sælsomme musikalske mikstur er garanti for en hyggelig aften med lige dele velkendte melodier og musikalsk horisontudvidelse, oveni købet med en knivsspids fællessang i gryden.

Hygge og buffet med ost og vin.

Fredag den 2. januar

Fredag den 2. januar

Kl. 7.45: Morgenmad.
Kl. 8.45: “Se, nu stiger solen af havets skød”. Morgensang v/ Mads Rykind-Eriksen.
Derefter afrejse.

Alle dage, hvis ikke andet er nævnt, er der morgenmad kl. 8.00,
frokost kl. 12, aftensmad kl. 18 og aftenkaffe kl. 21.

Praktisk information

Tilmelding og betaling

Betalingsopgørelse sendes pr. mail ca. en uge efter tilmelding eller pr. post, hvis der ikke er angivet en mailadresse. Efter modtagelsen af betalingsopgørelsen indbetales depositum. 2. rate forfalder til betaling ca. 4 uger før kursusstart. Depositum refunderes ikke. Ved afbud senere end 4 uger før kursusstart, refunderes 2. rate ikke.

OBS! Vi beder om dit cpr-nummer, da det er et krav fra Kulturministeriet. Alle cpr numre behandles fortroligt og kun i lukkede systemer.

Ca. 14 dage før kursusstart vil der blive udsendt velkomstbrev med praktiske oplysninger i forbindelse med ankomsten til højskolen.

 

Vedr. transport til højskolen

Det er muligt at komme med fællestransporten fra/til Vejen station på ankomst- og afrejsedagen. På ankomstdagen kører bussen fra Vejen Station kl. 15.20. På afrejsedagen afgår bussen 9.15 fra Højskolen og man kan nå tog videre efter 9.45 fra Vejen Station.

Det er kun muligt at komme med bussen, hvis man har reserveret plads inden kursusstart.

 

Afbestillingsforsikring

Hvis du ønsker at tilmelde dig ovennævnte kursus, kan du vælge at tegne en afbestillingsforsikring. Vi henviser til Europæiske Rejseforsikring, som gør opmærksom på, at afbestillingsforsikringen skal tegnes samtidig med tilmelding, men inden betaling af depositum.

Spørgsmål vedrørende forsikring bedes stillet direkte til Europæiske Rejseforsikring, da det er et privat anliggende mellem kursist og forsikringsselskabet.

Kontakt til Europæiske Rejseforsikring:
www.europaeiske.dk

Rødding Højskole

Rødding Højskole er en moderne højskole, der bygger på Grundtvigs tanker om folkeoplysning.
Skolen blev som Danmarks første folkehøjskole grundlagt i 1844 i kampen for dansk sprog og kultur i grænselandet.

I dag har vi med respekt for historien og traditionen blikket rettet mod nutiden og dens udfordringer.

Skolen ligger i Rødding, midt i det smukke Sønderjylland med den rige historie, natur og kultur. Mod vest Danmarks ældste by Ribe, marsken og Vadehavet. Mod øst Kolding og Koldinghus. Mod syd Tønder, Møgel tønder, Sønderborg og Dybbøl. Der er 2-3 minutters gang ned til byen, der har et varieret udbud af butikker, og ca. 5 minutters gang til Rødding Centret – et sports- og kulturcenter, der huser biograf, bibliotek, cafeteria, bowlingbaner, fitnesscenter og svømmehal m.m.

Skolens bygninger har sjæl – både den smukke hovedbygning og den nyistandsatte stald og lade, der er blevet ombygget til inspirerende under- visningslokaler vha. en donation fra A.P. Møller Fonden på 20 mio. kr. Foruden de korte kurser afholdes lange kurser med vægt på politik, journalistik, litteratur, design og musik samt en række klassiske højskolefag som tegning, livsanskuelse, keramik, historie, skriveværksted og grafisk design.

Rødding Højskole

Priser

Dobbeltværelse uden eget bad og toilet

6.150 kr.

(tillæg 1.200 kr. for enkeltværelse).

Dobbeltværelse med eget bad og toilet

6.750 kr.

(tillæg 1.200 kr. for enkeltværelse).