Nytår i Rødding
Mads Rykind-Eriksen
Forstander og cand.mag. i historie og filosofiLillian Hjort-Westh
Foredragsholder, fortæller og tidl. forstander på Bornholms HøjskoleIndledning
Engang var jeg meget urolig for fremtiden
som jeg nu kan se
er gået rigtigt godt.
Benny Andersen.
Det pudsige er, at om hundrede år er
denne onde tid blevet til de gode gamle dage.
Storm P.
Vi samles om dronningens nytårstale. Står stille, når Jens Olsens Verdensur falder i slag. Hopper med samlede ben ind i det nye år. Lader champagnepropperne springe. Sender raketter mod himlen. Ser tilbage og mindes. Søsætter forhåbninger og forsætter om alt det gode, vi skal gøre, som vi ikke fik gjort. Vi skåler og ønsker hinanden godt nyt år.
I Danmark har vi faste ritualer, når vi arkiverer det gamle år i mindernes skuffe og tager hul på det nye år med endnu en omgang i livets manege. Vi forbinder nytår med tanken om fornyelse. Verden er ny igen. Vi hopper ind i det nye år med begge ben for at begynde på en frisk.
På Rødding Højskole fejrer vi nytår med manér. Vi ser ikke blot tilbage på det gamle år, men også fremad mod det nye, der skal komme – i det nære liv herhjemme og på den globale scene. Vi gør det i de festlige rammer, som hører nytåret til.
Vi indleder nytårsaften med dronningens nytårstale, hvorefter vi sætter os til et festligt nytårsbord. Senere fejres aftenen med sang og dans til levende musik og fyrværkeri. Den første dag i år 2024 går vi til gudstjeneste. Og anden nytårsdag skal vi til en fornøjelig nytårskoncert med Duo Vasjan, der spiller musik fra de nordiske lande og sydpå over havet, til tangorytmernes hjemsted Argentina.
I løbet af ugen får vi en førstehåndsberetning fra et af verdens brændpunkter, når Mirco Reimer-Elster, TV2’s Tysklands- og USA-ekspert, lægger vejen forbi og fortæller om Tyskland og Europa efter Ruslands angreb på Ukraine. Glæd dig endvidere til at høre professor Johannes Nørregård Frandsen fortælle om ”Provinsens fine stemme”, når han tager os med igennem Danmarks kolossale udvikling de sidste 75 år med overgangen fra landbrugs- til industrisamfund og vore dages moderne tid.
Forfatter Erik Lindsø kommer med en historie om Aksel Sandemoses opgør med Janteloven – den lov, som han siger, de fleste danskere kender bedre, end de kender grundloven. Erik Lindsø holder desuden foredrag om livshistorier som optakt til, at vi skal se den anmelderroste film ”Bamse” i Rødding Bio.
Endelig kan du se frem til udflugten til Ribe, hvor vi både går en tur i middelalderbykernen og besøger Ribe Kunstmuseum med dets enestående samling af dansk guldalderkunst.
Velkomstforedraget holdes af komponist Rasmus Skov Borring, der vil tage os med en tur igennem Højskolesangbogens historie fortalt med dens sange.
Kurset ledes af to forstandere – en nuværende og en tidligere: Mads Rykind-Eriksen og Lillian Hjorth-Westh. Sidstnævnte har været forstander for Bornholms Højskole. I dag rejser hun landet tyndt som en af Danmarks helt store fortællere.
Vi giver inspiration og gåpåmod til året, der kommer.
Vi ser fremad.
Velkommen til nytårskursus på Danmarks første højskole
– leverandør af fællesskab og oplysning siden 1844
Anja og Mads Rykind-Eriksen, forstandere
Medvirkende
Kursusværter
- Mads Rykind-Eriksen, forstander for Rødding Højskole, cand.mag. i historie og filosofi.
- Lillian Hjorth-Westh, foredragsholder og fortæller, tidligere forstander for Bornholms Højskole.
Medvirkende
- Georg Bendix, højskolelærer og foredragsholder. Har været tilknyttet Rødding Højskole siden midten af 1960’rne. Han kender højskolen og området omkring den som sin egen bukselomme, og han er en fabelagtig fortæller.
- Erik Lindsø, forfatter, journalist og foredragsholder, kendt for sine humoristiske fortællinger om det store i det små, alvoren i humoren. Han ta’r fra de muntre og gi’r til de skuffede.
- Rasmus Skov Borring, pianist, komponist og foredragsholder. Han har flere melodier i Højskolesangbogen og har udgivet en række album med fortolkninger af danske sange – blandt andet i samarbejde med Jens Rosendal.
- Mirco Reimer-Elster, født og opvokset i Tyskland, cand.mag. i amerikanske studier. TV 2’s Tysklands- og USA-analytiker. Har sammen med Ulla Terkelsen skrevet bogen: “Skønhed og Skræk – to generationer på rejse i Tyskland” (2022).
- Mette Geil, cand.theol., præst i Rødding Frimenighed.
- Kirsten Rykind-Eriksen, mag.art. i etnologi, tidligere museumsinspektør. Har i flere år arbejdet med traditioner omkring højtider på Nationalmuseet.
- Mette Kathrine Jensen, folkemusiker og folkedanserinstruktør.
- Duo Vasjan, der består af:
Louise Bisgaard Vase, organist, sanger og komponist. Uddannet som folkemusiker ved Syddansk Musikkonservatorium, Musikhögskolan i Göteborg samt som kirkemusiker ved Sjællands Kirkemusikskole. Til daglig organist og korleder ved Hundige Kirke samt freelancemusiker og akkompagnatør inden for blandt andet jazz og folkemusik.
Therese Adorján Ankjær, cellist, musikunderviser og korleder, blandt andet ved Holbæk Kulturskole. Uddannet som cellolærer ved Suzuki Instituttet og som kirkesanger/korleder ved Sjællands Kirkemusikskole. - Johannes Nørregård Frandsen, professor emeritus og tidligere leder af H.C. Andersen Centret, SDU. Forfatter og klummeskribent.
Program
Torsdag den 28. december
Kl.15.00-16.30: Ankomst, indkvartering og kaffe.
Kl.16.30: Velkomst og gennemgang af program v/ Mads Rykind-Eriksen.
Kl. 19.30-21.00: ”Sangen har lysning”. Fællessang med Rasmus Skov Borring.
Højskolesangbogen er, hvad man i boghandlerbranchen kalder en steady seller. Over de seneste 25 år er det Danmarks mest solgte bog. Den seneste udgave har på to år solgt over en kvart million eksemplarer. Succesen skyldes blandt andet sangbogens særlige evne til at forene tradition og fornyelse. Højskolesangbogen udkom første gang i 1894, og den er blevet symbolet på den særlige betydning, fællessangen har i Danmark. Hvad er det, der gør, at sangen har så godt tag i os? Rasmus Skov Borring har været en del af højskoleforeningens arbejdsgruppe bag den seneste udgave af Højskolesangbogen, hvor han også bidrager som komponist. Han fortæller Højskolesangbogens historie, og illustrerer det med sange, vi synger undervejs.
Fredag den 29. december
Kl. 9.00-9.30: “Denne morgens mulighed”. Morgensang om Johannes Møllehave v/ Lillian Hjorth-Westh.
Kl. 9.40-11.50: “Spurven. Edith Piaf i ord og toner” v/ Lillian Hjort-Westh.
Man husker den franske kabaretsangerinde Edith Piaf, også kendt som Spurven, for en perlerække af evergreens, blandt andet ”La vie en rose”, “Non, je ne regrette rien” og “Milord”. Edith Piaf voksede op i et parisisk fattigkvarter, og tjente allerede i en alder af otte år sine første penge som gadeartist. Lillian Hjorth-Westh fortæller den fascinerende historie om Spurven, krydret med eksempler på hendes sangtalent, og vi følger Lillian igennem Paris’ gader og føler med Edith Piaf og hendes søster på deres færden i det barske parisiske miljø. En uforglemmelig og fantastisk rejse igennem Spurvens hårde liv.
Kl. 13.00-13.45: ”Fra kultur til arkitektur”. Højskolevandring v/ Mads Rykind-Eriksen.
Kl. 14.00-16.30: ”Provinsens fine stemme” v/ Johannes Nørregård Frandsen.
Et af de absolut vigtigste temaer i dansk litteratur knytter sig til fraflytternes erfaringer. Fra 1900 til 2000 vandrede tusinder og atter tusinder fra land til by, ligesom livet på landet forvandlede sig drastisk for de tilbageblevne. Der er frigørelse i denne ”folkevandring”, men der er også omkostninger i forhold til identitet og selvopfattelse. Det er en historie, der skrives på dybe, kunstneriske måder af forfattere som Jeppe Aakjær, Marie Bregendahl, Hans Kirk, Martin A. Hansen, Tage Skou-Hansen, Arthur Krasilnikoff, Knud Sørensen og Jerns Smærup Sørensen med mange flere, og det er denne kunstneriske overflod, foredraget vil øse af. Dansk litteratur lever mellem land og by!
Kl. 19.30-20.30: Folkedans v/ Mette Kathrine Jensen m.fl.
Lørdag den 30. december
Udflugt til Ribe
Kl. 7.30: Morgenmad.
Kl. 8.30-12.15: Vi besøger Ribe Kunstmuseum med dets unikke samling af dansk kunst fra 1750 til 1950 – en perlerække af danske guldaldermalere, skagensmalere og klassiske modernister. Bagefter går vi en tur i middelalderbykernen, hvor tidligere tiders indbringende marsk- og vadehavshandel afspejler sig i prægtigt kirkebyggeri, fornemme købmandsgårde og velholdte bindingsværkshuse.
Turledere: Mads Rykind-Eriksen, Georg Bendix og Lillian Hjorth-Westh.
Kl. 12.30: Frokost.
Kl. 14.00-16.30: ”Tyskland og Europa efter Ruslands angreb på Ukraine” v/ Mirco Reimer-Elster.
Glæd dig til denne eftermiddag sammen med en af vores skarpeste, udenrigspolitiske iagttagere. Mirco Reimer-Elster er født og opvokset i det danske mindretal i Sydslesvig. I foredraget sætter han fokus på vores naboland Tyskland, som han kender indefra, og det dilemma, Tyskland er sat i med krigen i Ukraine.
Ruslands angreb på Ukraine har nemlig vist sig at være skelsættende for Tysklands selvforståelse og udenrigs- og sikkerhedspolitiske kompas. Efter 16 år med Angela Merkel på posten fik Tyskland ikke bare en ny kansler og en ny regering, men ser sig nu også konfronteret med et internationalt krav om at kravle ud af den politiske hængekøje og tage ansvar. Europas mest magtfulde nation, der har været præget af kontinuitet og stabilitet i en tid karakteriseret af store kriser, befinder sig nu i en opbrudstilstand med nye politiske konstellationer og en krig i Ukraine, som den tyske regering har vist sig at have svært ved at navigere i, samtidig med at man er i gang med et historisk udenrigspolitisk kursskifte.
Kl. 19.30-21.00: ”Livet er det bedste vi har”. Eksistensfilosofiske efterklange v/ Mads Rykind-Eriksen.
“Livet, det er livet værd, på trods af tvivl og stort besvær”, synger vi med Jens Rosendal. Det er en af de sange, der har en eksistentiel efterklang. En efterklang er i musikalsk forstand den lyd, der bliver hængende i et rum, efter at den originale kilde er blevet tavs. På samme måde har livet sine efterklange, og det er ofte her, de væsentligste tanker bundfælder sig. Mads har – sammen med Anja – været forstander for Rødding Højskole i 16 år. Han fortæller om de efterklange, der har haft betydning for ham selv.
Søndag den 31. december
Kl. 9.00-9.30: ”Se, hvilken morgenstund”. Morgensang om Benny Andersen v/ Lillian Hjorth-Westh.
Kl. 9.40-11.50: ”2023 og verden – et tilbageblik på året, der gik” v/ Mads Rykind-Eriksen.
I fællesskab ser vi tilbage på året, der gik, og de begivenheder, vi vil huske, og vi vil diskutere, om der var ting og hændelser, der har forandret verden – herhjemme såvel som derude.
Kl. 12.00: Champagnefrokost.
Kl. 14.00-16.30: ”Kampen om broderierne 1850-1950. Mønsterforlæg og broderidesigns rolle for dannelsen af en moderne kvindekultur og et demokratisk Danmark” v/ Kirsten Rykind-Eriksen.
Udgangspunktet er en kulturhistorisk analyse og tolkning af broderiernes betydning for at få ny indsigt og forståelse for dette væsentlige kvindehistoriske fænomen. Broderier skaber kulturkamp, skønhed og velvære. Mønstre, figurer og former kropsliggøres i broderiarbejdet og på denne måde kan bestemte normer internaliseres. Der tages afsæt i dame- og modeblade, mønsterbøger og i mængden af kulørte og hvide broderier for at undersøge deres rolle i dannelsen af den moderne kvinde. Kampen tilspidsedes efter nederlaget i 1864, da modsætningerne mellem dansk og tysk forstærkedes. På mange områder søgte man at komme bort fra den tyske påvirkning. Inden for kunstindustrien sattes tysk og industriel påvirkning lig med hinanden og betegnedes som dårlig smag – ”den rene daarligdom”, som Emma Gad udtalte. Kunst- og kultureliten arbejdede med at udvikle en særlig dansk stil. Inden for broderierne forstærkedes konflikten om de rette normgivende forlæg med ønsker om en bestemt kvindelig dannelse.
Nytårsaften
Kl. 18.00: Dronningens nytårstale.
Kl. 18.30: Nytårsmiddag med underholdning, kædedans og folkedans med levende musik og tyvstart på fyrværkeriet.
Kl. 24.00: Champagne, kransekage og festfyrværkeri.
Mandag den 1. januar
Kl. 9.00: Morgenmad.
Kl. 10.00-12.00: Gåtur i Sommerlystskoven v/ Mads Rykind-Eriksen og Lillian Hjorth-Westh.
Kl. 13.30-15.30: ”Så tag mit hjerte”. En fortælling om Tove Ditlevsen v/ Lillian Hjorth-Westh.
Tove Ditlevsen har fået en renæssance. Hun er slået igennem i USA, hendes bøger genudgives, der skrives nye biografier om hende.
Lillian Hjorth-Westh, en af Danmarks store fortællere, tager os i en sørgmunter fortælling med ind i Tove Ditlevsens hjerte- og smerteunivers.
Tove Ditlevsen debuterede i 1939 med digtsamlingen ”Pigesind”, og det blev til 48 udgivelser i alt. Fire ægteskaber, fire børn, misbrug og et kompliceret liv satte sit præg på Tove Ditlevsen og hendes digtning. Men hun leflede ikke for tidsånden. Tværtimod. Hun skrev om universelle emner i livet og kunne rime hjerte på smerte, uden at det blev banalt. Som forfatter var hun loyal og tro mod sit Vesterbro og talte de svages sag, men angsten for ikke selv at slå til slog hende ud. Hun skriver ærligt, følsomt og alvorligt, men også med livsglæde, humor og dyb psykologisk indsigt. Tove Ditlevsens digtning er universel og derfor også aktuel i dag.
Kl. 16.00: Nytårsgudstjeneste i Rødding Frimenighedskirke.
Kl. 18.00: Statsministerens nytårstale.
Kl. 18.30: Aftensmad.
Kl. 19.30-21.00: ”Når lyset er gået ud, nytter det ikke at lede efter flammen”. En fortælling om Aksel Sandemose og hans opgør med Janteloven v/ Erik Lindsø.
Jantelovens bud kender de fleste danskere bedre, end de kender grundloven. Lader vi Janteloven regere, brænder vi ikke for noget, men vi brænder ud. Aksel Sandemose skrev Janteloven for at gøre op med den. Foredraget er historien om Aksel Sandemose og den Jantelov, han er ophavsmand til med sin roman ”En flygtning krydser sit spor” (1933). Aksel Sandemose har om nogen undersøgt og kortlagt årsagerne til, at vi handler, som vi gør, mod os selv og hinanden, når snæversyn og smålighed tager overhånd – hvad der sker, når det vigtigste vi har, er det vi har på hinanden. Aksel Sandemoses sære grundlov er blevet et identitetsmærke, vi har sat på os selv, og som har det med at hindre os i at udføre det, vi er her for: at være til glæde for os selv og for andre.
Tirsdag den 2. januar
Kl. 9.00-9.30: ”Se, nu stiger solen af havets skød”. Morgensang i Rødding Frimenighedskirke v/ Mette Geil.
Kl. 9.40-11.50: ”Livet er i det mindste en historie værd”. Om kunsten at fortælle livet v/ Erik Lindsø.
Da Storm P. engang stod og malede et portræt, blev han spurgt, om han ikke kunne tegne mennesker, så de lignede. ”Jo”, svarede Storm P., ”det kan jeg sagtens – men jeg nænner det ikke”.
Sådan er det med historier: De vil os det godt. En historie er aldrig så slem som virkeligheden. Det er menneskets særegne opfindelse at lave historier og fortælle historier. En historie bærer verdens formildelse i sig. En historie er trøstende. I fortællinger og historier finder tilværelsen form, og når noget finder form, mister det kaotiske sin trussel.
Der er i disse år en eksplosiv interesse for erindringer og biografier. Det er vigtigt, at vi får vores personlige historie med os. Vi læser om andres liv for heri at spejle vores eget. Historier knytter sammen og skaber forbindelser.
Foredraget giver eksempler på livsfortællinger krydret med muntre historier fra hverdagslivet i Danmark. Samtidig er foredraget en optakt til eftermiddagens film om Flemming ”Bamse” Jørgensen, som er de senere års stærkeste livshistorie fortalt på det store lærred.
Kl. 14.00: Vi går i Rødding Bio og ser ”Bamse”.
Måske har du allerede set filmen, men denne rørende, smukke og dybtfølte livshistorie er et gensyn værd. Flemming “Bamse” Jørgensen blev et folkekært popikon, der har givet os klassikere som ”Vimmersvej” og ”I en lille båd der gynger”. Men bag den muntre feel-good-façade gemte sig en skæbne, der var lige så tung som Bamse selv. Flemming “Bamse” Jørgensen havde oprindelig 11 søskende, men blev som spæd bortadopteret til et direktørægtepar, som ikke kunne få børn. Her vokser han op i den bedrestillede overklasse. Faderen ønsker, at Flemming en dag skal overtage familiens fabrik, men Flemming har andre planer. I stedet danner han musikgruppen ”Bamses Venner”.
Selvom succesen er enorm for Bamses Venner, ønsker Flemming fortsat faderens anerkendelse og kærlighed og føler sig i hele sin karriere splittet mellem at være Flemming og Bamse.
Sent i livet møder Flemming nogle af sine søskende. Mens han blev berømt, elsket og rig, levede de i armod. Den ene søsters død og begravelse får ham til at droppe Bamse og synge sange fra hjertet som Flemming Jørgensen. Det blev til hans største pladesucces. I rollen som Flemming “Bamse” Jørgensen ses Anders W. Berthelsen, der også var med i ”Ser du månen, Daniel” fra 2019.
”Bamse” er genialt instrueret af Henrik Ruben Genz, der tidligere har lavet film som ”Erna i krig”, ”Frygtelig lykkelig” og ”Gud taler ud”.
Kl. 18.00: Afslutningsmiddag med sang.
Kl. 20.00: Nytårskoncert i Rødding Frimenighedskirke med Duo Vasjan.Duo Vasjan spiller musik fra hjertet. Med dybe cellostrøg, klare stemmer og udtryksfuldt klaverspil bevæger duoens musik sig gennem de nordiske lande og sydpå over havet, til tangorytmernes hjemsted Argentina. Melodierne er både folkelige og lyriske, rytmerne er dansante. Musikken består af egne kompositioner og vokale arrangementer af smukke dansemelodier. Duo Vasjan består af Therese Adorján Ankjær (cello og sang) og Louise Bisgaard Vase (klaver og sang).
Hygge og buffet med ost og vin.
Onsdag den 3. januar
Kl. 7.45: Morgenmad.
Kl. 8.45: “Se, nu stiger solen af havets skød”. Morgensang v/ Mads Rykind-Eriksen.
Derefter afrejse.
Alle dage, hvis ikke andet er nævnt, er der morgenmad kl. 8.00, frokost kl. 12, aftensmad kl. 18 og aftenkaffe kl. 21.
Praktisk information
Tilmelding og betaling
Betalingsopgørelse sendes pr. mail ca. en uge efter tilmelding eller pr. post, hvis der ikke er angivet en mailadresse. Efter modtagelsen af betalingsopgørelsen indbetales depositum. 2. rate forfalder til betaling ca. 4 uger før kursusstart. Depositum refunderes ikke. Ved afbud senere end 4 uger før kursusstart, refunderes 2. rate ikke.
OBS! Vi beder om dit cpr-nummer, da det er et krav fra Kulturministeriet. Alle cpr numre behandles fortroligt og kun i lukkede systemer.
Ca. 14 dage før kursusstart vil der blive udsendt velkomstbrev med praktiske oplysninger i forbindelse med ankomsten til højskolen.
Vedr. transport til højskolen
Det er muligt at komme med fællestransporten fra/til Vejen station på ankomst- og afrejsedagen. På ankomstdagen kører bussen fra Vejen Station kl. 15.20. På afrejsedagen afgår bussen 9.15 fra Højskolen og man kan nå tog videre efter 9.45 fra Vejen Station.
Det er kun muligt at komme med bussen, hvis man har reserveret plads inden kursusstart.
Afbestillingsforsikring
Hvis du ønsker at tilmelde dig ovennævnte kursus, kan du vælge at tegne en afbestillingsforsikring. Vi henviser til Europæiske Rejseforsikring, som gør opmærksom på, at afbestillingsforsikringen skal tegnes samtidig med tilmelding, men inden betaling af depositum.
Spørgsmål vedrørende forsikring bedes stillet direkte til Europæiske Rejseforsikring, da det er et privat anliggende mellem kursist og forsikringsselskabet.
Kontakt til Europæiske Rejseforsikring:
www.europaeiske.dk
Rødding Højskole
Rødding Højskole er en moderne højskole, der bygger på Grundtvigs tanker om folkeoplysning.
Skolen blev som Danmarks første folkehøjskole grundlagt i 1844 i kampen for dansk sprog og kultur i grænselandet.
I dag har vi med respekt for historien og traditionen blikket rettet mod nutiden og dens udfordringer.
Skolen ligger i Rødding, midt i det smukke Sønderjylland med den rige historie, natur og kultur. Mod vest Danmarks ældste by Ribe, marsken og Vadehavet. Mod øst Kolding og Koldinghus. Mod syd Tønder, Møgel tønder, Sønderborg og Dybbøl. Der er 2-3 minutters gang ned til byen, der har et varieret udbud af butikker, og ca. 5 minutters gang til Rødding Centret – et sports- og kulturcenter, der huser biograf, bibliotek, cafeteria, bowlingbaner, fitnesscenter og svømmehal m.m.
Skolens bygninger har sjæl – både den smukke hovedbygning og den nyistandsatte stald og lade, der er blevet ombygget til inspirerende under- visningslokaler vha. en donation fra A.P. Møller Fonden på 20 mio. kr. Foruden de korte kurser afholdes lange kurser med vægt på politik, journalistik, litteratur, design og musik samt en række klassiske højskolefag som tegning, livsanskuelse, keramik, historie, skriveværksted og grafisk design.
Priser
Dobbeltværelse uden eget bad og toilet
5.850 kr.
(tillæg 1.200 kr. for enkeltværelse).
Dobbeltværelse med eget bad og toilet
6.450 kr.
(tillæg 1.200 kr. for enkeltværelse).