Venskab – Rødding Højskoles litteraturseminar

Billede af Andreas Ullum

Andreas Ullum

Underviser i Litteratur & Horisont
Billede af Jakob Damgren Nielsen

Jakob Damgren Nielsen

Underviser i Litteratur & Horisont

21. marts - 23. marts

Vær med til en weekend, hvor vi sætter den gode litteratur og samtalen om den i højsædet.

Venskab - Rødding Højskoles litteraturseminar

En populær vending lyder, at kærester kommer og går, mens venner består. Men helt så enkelt er det måske ikke, hvis vi følger de sidste par års optagethed af venskabet i populærkulturen, på film og tv, i podcasts, kronikserier og brevkasser. For tiden ser vi ‘venne-apps’ vinde frem på linje med dating-apps, og ligeledes kan man i dag ‘slå op’ med gamle venner. Mange har hundredevis af ‘venner’ på sociale medier — uden nødvendigvis at have mødt en stor del af dem. Samtidig kan vi læse, at flere kapper båndene til deres familiemedlemmer og vælger vennerne til som den nye familie. Noget er under forandring i vores tids syn på venskab. 

Velkommen til Rødding Højskoles litteraturseminar. Igen dette forår samler vi en række forfattere, oversættere, forskere og kritikere til samtaler hen over en weekend om et aktuelt tema i litteraturen.

Vi ønsker at blive klogere på venskabets rolle i litteraturen. Hvilket billede maler samtidslitteraturen af venskaber i det 21. århundrede? Hvilke følelser, forventninger og forestillinger forbinder vi med venskabet, og hvad siger disse om vores tid? Hvordan har venskabet, og litteraturens fremstilling af det, udviklet sig gennem historien? Og hvordan kan vi bruge litteraturens skildringer til at blive klogere på vores egne venskaber?

Vær med til en weekend, hvor vi sætter den gode litteratur og samtalen om den i højsædet.

Medvirkende

  • Christina Hesselholdt, forfatter. Har siden debuten i 1991 udgivet en lang række bøger for både voksne og børn. I 2015 blev fortællekredsen om Camilla og vennerne samlet i Selskabet, og i 2021 udkom den selvstændige opfølger Feje blade sammen op mod vinden. Senest er udkommet Gennem et filter af rødt (2024).
  • Tue Andersen Nexø, lektor i litteraturvidenskab ved Københavns Universitet og anmelder ved Dagbladet Information. Forsker og underviser bl.a. i ny dansk litteratur.
  • C.Y. Frostholm, forfatter og billedkunstner. Har udgivet poesi og prosa siden 1985. Senest er udkommet dagbogsromanen Til den ven jeg aldrig har kendt (2023).
  • Mons Bissenbakker, kønsforsker ved Københavns Universitet og leder af Center for Køn, seksualitet og forskellighed. Har forsket i queer litteratur og populærkultur med fokus på begær mellem mænd og fortællinger om transkønnethed.
  • Anne Marie Pahuus, filosof og prodekan på Aarhus Universitet. Har talt om venskab og kærlighed i både bogform og i interviews gennem de sidste mere end 10 år.
  • Mathilde Moestrup, forfatter og journalist. Debuterede i 2023 med romanen Elektras breve.
  • Fine Gråbøl, forfatter. Debuterede i 2021 med Ungeenheden, som hun modtog Bogforums Debutantpris for. I 2024 udkom hendes anden roman Hundrede børn.
  • Nikolaj Zeuthen, forfatter, sangskriver, forsanger i orkestret Skammens Vogn og sognepræst i Sankt Markus kirke på Frederiksberg. Debuterede i 2009 med digtsamlingen Oliebål og har senest udgivet Per, 1. klasse (2024).
  • Bodil Skovgaard Nielsen, cand.mag. og anmelder ved Dagbladet Information.
  • Amalie Langballe, journalist og forfatter. Debuterede i 2019 med romanen Forsvindingsnumre og har siden udgivet samtalebogen Forsøg udi håb – hvad præster ved om kaos (2021).
  • Hannah Lutz, finlandssvensk forfatter bosat i Danmark. Debuterede i 2016 med romanen Vildsvin. Senest er udkommet Selma (2023).
  • Rasmus Theisen, forfatter. Debuterede i 2021 med romanen Andre hunde. Senest er udkommet romanen Molbohistorier (2023).
  • Lean Pejtersen, cand.mag., forfatter og oversætter fra spansk og portugisisk. Har udgivet Her er der ingen, der græder om fredagen (2022).
  • Kirstine Nielsen Degn, ph.d.-stipendiat ved Københavns Universitet. I hendes ph.d.-projekt undersøger hun fremstillinger af venskab i dansk litteraturhistorie.

Program

Fredag den 21. marts 2025

Fredag den 21. marts 2025

Kl. 16.30-18.00: Ankomst, indkvartering og kaffe.

Kl. 18.30: Aftensmad.

Kl. 19.30-19.45: Åbning og velkomst v/ højskolelærere og seminarværter Jakob Damgren Nielsen og Andreas Ullum.

Kl. 19.45-21.00: Venskabets litteraturhistorie: Fra sjæleliv til samfundsforandring

Er venskab en dyd, en følelse eller en revolutionær handling? I 1700-tallet gløder litteraturen af intense venskaber, hvor sjæle mødes i følsom hengivenhed, mens 1800-tallets forfattere lader venskabet bære drømmen om et mere retfærdigt samfund. Fra antikkens filosoffer til moderne teori har venskab været forstået som moralsk fordring, politisk potentiale og magtkritisk strategi. I sit foredrag undersøger ph.d.-studerende Kirstine Nielsen Degn, hvordan skiftende forestillinger om venskab har sat deres aftryk i litteraturen – og hvordan litteraturen har peget på venskab som en vej til at skabe nye måder at leve på.

Kl. 21.30-22.15: Aftenkaffe og sangaften.

Lørdag den 22. marts 2025

Lørdag den 22. marts 2025

Kl. 8.00-8.45: Morgenmad.

Kl. 9.00-10.15: Venskabet i filosofien

Venskabet har både en stor enkelthed over sig, som får kærligheden til at ligne en kampplads, og er krævende på sin egen måde, fordi venskaber tit er for livet, og fordi brud sætter varige spor. I dette foredrag ser filosof Anne Marie Pahuus på bud på venskabets væsen både i filosofien og i litteraturen. Ved at placere venskab i forhold til andre relationer som kærlighed og kammeratskab forsøger hun at få et blik ind i både venskabets store værdi, og hvorfor det står så centralt i vores aktuelle forståelse af lykke og lidelse.

Kl. 10.15-11.00: Kaffepause samt ankomst og indkvartering.

Kl. 11.00-12.15: De bedste venner

Litteraturen er fuld af venskaber. Venner, der får os til at sørge, når de skilles, og glædes, når de er sammen. Venner, der følges ad hele vejen eller redder hinanden i sidste øjeblik. Men hvem er de bedste venner, og hvorfor holder vi så meget af dem? I denne samtale præsenterer forfatterne Lean Pejtersen, Hannah Lutz og Rasmus Theisen hver især deres yndlingsvenskaber i litteraturen, læser op fra værkerne og diskuterer, hvad det inspirerende ved fiktionens venskab er.

Kl. 12.30: Frokost.

Kl. 13.30-14.45: Litterære venskaber

Blandt de mange portrætter af venskaber i C.Y. (Cyf) Frostholms Til den ven jeg aldrig har kendt, både egne og andres venner, nulevende og afdøde, står forfatterens eget forhold til den franske forfatter og fotograf Hervé Guibert helt centralt. Selvom Frostholm aldrig har mødt Guibert, der døde af aids i 1991, er værket tilegnet ham og henvendt til ham som en ven. I denne samtale med kønsforsker Mons Bissenbakker udfolder Frostholm de mange forskellige former for venskab, som bogen kredser om. Det skal handle om queer venskaber og venskabets forandrende kraft, om venskabet som levemåde, hos Frostholm vigtigere end det ofte snævre familiebegreb, og om det slægtskab, man kan finde ved at læse – om det at føle en så nær tilknytning til en forfatter eller et forfatterskab, at man kan tale om et venskabeligt forhold uden nogensinde at have kendt vedkommende.

Kl. 14.45-15.15: Kaffe og kage.

Kl. 15.30-17.00: Guidet fælleslæsning af to udvalgte værker

I fællesskab læser vi uddrag af to værker, som handler om venskab. Uddragene læses højt og kommenteres ved bordene guidet af et par enkle og åbne læsespørgsmål. Herefter gives ordet frit, og vi lader samtalen tage form efter deltagernes oplevelser af teksterne. Fælleslæsningen guides af højskolelærer og læseguide Andreas Ullum, mens elever fra Rødding Højskoles litteraturhold styrer samtalerne ved de enkelte borde.

Kl. 18.00: Aftensmad.

Kl. 19.00-20.15: Venskaber for børn

I forfatter Fine Gråbøls roman Hundrede børn følger vi en vennegruppe på en anerkendt sangskole fra en 11-årigs perspektiv, mens vi i forfatter og sognepræst Nikolaj Zeuthens digtsamling Per, 1. klasse får skildret et helt skoleår gennem en 7-årigs notater. I denne samtale, som modereres af forfatter og journalist Mathilde Moestrup, vil Gråbøl og Zeuthen fortælle om deres arbejde med at skrive barnestemmer frem i deres seneste værker. Samtalen vil bl.a. kredse om spørgsmålene: Hvordan skaber børn relationer i de institutioner og rammer, som voksne har sat dem i? Kan man som voksen lære noget af børns venskaber? Og er det overhovedet muligt for den voksne forfatter at skrive sig ind i barnets erfaring?

Kl. 20.30: Oplæsningsaften ved de inviterede forfattere. Herefter er der ostebord og fest-hygge.

Søndag den 23. marts 2025

Søndag den 23. marts 2025

Kl. 9.30-10.30: Brunch.

Kl. 10.30-11.45: Vennekredsen som ramme

I forfatter Christina Hesselholdts roman Feje blade sammen op mod vinden fra 2021 vender hun efter en længere pause tilbage til hovedpersonen Camilla og hendes venner. Som i seriens foregående værker, der i 2015 udkom i den samlede udgave Selskabet, er også dette et kollektivportræt af den samme vennegruppe, der på skift kommer til orde i en række monologer, blot er vennerne nu blevet ældre. Denne samtale med lektor og anmelder Tue Andersen Nexø tager udgangspunkt i spørgsmålet om, hvad det har af betydning at bruge en vennekreds som ramme for sine bøger. Selvom alle fem romaner er selvstændige værker med forskellige temaer og handlingstråde, er det venskaberne, der binder dem sammen: Hvad kan vi lære om venskab ved at følge en flok venner gennem så mange år?

Kl. 11.45-12.15: Kaffepause.

Kl. 12.15-13.30: Dyrevenner

Hunde, katte, heste og hamstere. Det skorter ikke på kæledyrene i den litteratur, der udgives for tiden, hvad enten det er nye værker eller genudgivelser af ældre. “Hunden har momentum i kunst og litteratur,” som litteratur- og kunstanmelder Bodil Skovgaard Nielsen skrev i Information i sommer. Her mødes hun med forfatter Amalie Langballe til en samtale om kæledyrenes rolle i litteraturen. Hvorvidt kan vi tale om venskaber, når det angår relationen mellem kæledyret og dets ‘ejer’? Hvad kan vi lære af den litteratur, der kredser om bånd mellem dyr og mennesker? Hvordan kan forfattere skrive om forbindelser til væsner, mennesker har lukket indenfor uden at kende til deres indre liv?

Kl. 13.30: Opsamling og farvel.

Kl. 14.00: Afgang med bus til Vejen Station, hvorfra der er forbindelse videre mod Aarhus og København. Der serveres en smurt bolle eller lignende inden afgang.

Der tages forbehold for ændringer i programmet.

Praktisk information

Du kan tilmelde dig weekenden på flere måder. Vi tilbyder følgende pakker:

Deltagelse fredag inklusiv forplejning
Aftensmad og aftenkaffe.
150 kr.
100 kr. for studerende og unge under 30 år.

Deltagelse lørdag inklusiv forplejning
Formiddagskaffe, frokost, eftermiddagskaffe, aftensmad og aftenkaffe.
500 kr.
250 kr. for studerende og unge under 30 år.

Deltagelse søndag inklusiv forplejning
Brunch og smurt bolle.
150 kr.
100 kr. for studerende og unge under 30 år.

Fuld deltagelse fredag-søndag inkl. forplejning og overnatning
Fredag: aftensmad og aftenkaffe. Lørdag: morgenmad, formiddagskaffe, frokost, eftermiddagskaffe, aftensmad og aftenkaffe. Søndag: brunch og smurt bolle.
1400 kr. pr. person på dobbeltværelse.
1800 kr. pr. person på dobbeltværelse med bad.
1650 kr. på enkeltværelse.
600 kr. for studerende og unge under 30 år på sovesal.

Fuld deltagelse fredag-søndag inkl. forplejning, men uden overnatning
Fredag: aftensmad og aftenkaffe. Lørdag: morgenmad, formiddagskaffe, frokost, eftermiddagskaffe, aftensmad og aftenkaffe. Søndag: brunch og smurt bolle.
800 kr.
450 kr. for studerende og unge under 30 år.

Deltagelse i et enkelt programpunkt
75 kr.
Tilmelding ikke nødvendig.

Sådan kommer du til og fra Rødding

Fredag den 21. marts: Der er offentlig transport fra Vejen St. til Rødding. Tag toget til Vejen St., så det passer med, at du kan tage bus 177 mod Ribe, der afgår kl. 16.25 og kl. 17.25. Stå af på Rødding Busstation, og få evt. buschaufføren til at pege på højskolen.

Lørdag den 22. marts: Du kan tilmelde dig bussen, der kører fra Vejen Station kl. 9.30. Det koster 50 kr.

Ankommer du på et andet tidspunkt, kan du tage Flextrafik fra Vejen Station. Kontakt Flextrafik på https://sydtrafik.dk/flextrafik/ eller telefon 76 608 608 for afhentning. Det koster ca. 100 kr. pr. person.

Søndag den 23. marts: Du kan tilmelde dig bussen, der kører fra højskolen til Vejen Station kl. 14.00 og passer med togene mod Aarhus og København kl. 14.37 og kl. 14.58. Det koster 50 kr.

Rødding Højskole

Rødding Højskole er en moderne højskole, der bygger på Grundtvigs tanker om folkeoplysning.
Skolen blev som Danmarks første folkehøjskole grundlagt i 1844 i kampen for dansk sprog og kultur i grænselandet.

I dag har vi med respekt for historien og traditionen blikket rettet mod nutiden og dens udfordringer.

Skolen ligger i Rødding, midt i det smukke Sønderjylland med den rige historie, natur og kultur. Mod vest Danmarks ældste by Ribe, marsken og Vadehavet. Mod øst Kolding og Koldinghus. Mod syd Tønder, Møgel tønder, Sønderborg og Dybbøl. Der er 2-3 minutters gang ned til byen, der har et varieret udbud af butikker, og ca. 5 minutters gang til Rødding Centret – et sports- og kulturcenter, der huser biograf, bibliotek, cafeteria, bowlingbaner, fitnesscenter og svømmehal m.m.

Skolens bygninger har sjæl – både den smukke hovedbygning og den nyistandsatte stald og lade, der er blevet ombygget til inspirerende under- visningslokaler vha. en donation fra A.P. Møller Fonden på 20 mio. kr. Foruden de korte kurser afholdes lange kurser med vægt på politik, journalistik, litteratur, design og musik samt en række klassiske højskolefag som tegning, livsanskuelse, keramik, historie, skriveværksted og grafisk design.

Rødding Højskole