Sønderjyske perler
Michell Smedegaard Boysen
Underviser i Musik & Performance
Erik Lindsø
Journalist, foredragsholder og forfatterIndledning
Alt, som ejer livets lue:
rosens blus og havets blå,
skovens hvalv og brynets bue,
læbens fine folder små,
tankens hemmeligste susen,
elskovsblikkets tavse sprog,
lærkens sang og bækkens brusen, –
alt er kunstens lærebog.
Christian Richardt, 1868
Højskolesangbogen nr. 177.
Velkommen til en uge, hvor vi åbner døren til det sønderjyske skatkammer fyldt med kunst og kultur.
En landsdel, en egn, har sin identitet i kraft af den kultur, den natur og det sprog, der gennem århundreder har været dens særpræg og ofte dens stolthed. Det gælder ikke mindst i Sønderjylland, hvor krige og trusler udefra har gjort, at man mere end andre steder i landet har fundet styrke i sprog og dialekt, kunst og kultur, musik og sang.
Dialekter er under pres, men netop dialekten er en central del af mange sønderjyders identitet, og den bevares bedre i Sønderjylland end i andre egne. Det har vi inviteret dialektforsker Malene Monka til at fortælle om.
Vi åbner kunstens billedbog med foredrag om to markante sønderjyske billedkunstnere: Emil Nolde og Franciska Clausen, og vi skal besøge Emil Nolde Museet syd for grænsen og Brundlund Slot i Aabenraa, som udstiller Franciska Clausens billeder.
Vi sætter Sønderjylland på det store lærred, når manuskriptforfatter og filminstruktør Frelle Petersen kommer og fortæller om sin prisbelønnede filmtrilogi om stille sønderjyske eksistenser: Onkel (2019), Resten af livet (2022) og Hjem kære hjem (2025). Vi skal i Rødding Bio se Onkel.
Hvor Frelle Petersen laver film om sin sønderjyske hjemstavn, skriver forfatter Anna Elisabeth Jessen bøger om den. Hun debuterede i 2023 med romanen Om hundrede år, i 2023 blev den fulgt op af Hjemsted, og i 2024 udkom Verdensport. Hendes romaner tager afsæt i den slægtsgård i Hoptrup, hvor hun bor, og det er her, vi skal møde hende.
En enkelt dag tilbringer vi i periferien af det sønderjyske, når vi tager turen til vadehavsøen Fanø. Fordi Fanø er en perle tæt på os, hvor det virkelig anskueliggøres, hvordan musik, dans og natur i samhørighed kan give et sted særpræg og identitet. I Sønderho møder vi spillemand Peter Uhrbrand og hans kone Dorte, som instruerer folkedans. De fortæller om folkemusikken og kulturen, giver koncert og byder op til en sønderhoning. Fra Sønderho kører vi til Nordby. Undervejs skal vi vandre i fuglereservatet Fuglekøjen. I Nordby besøger vi skibsfartsmuseet.
Som optakt til Fanøturen ser vi Lars Düwels dokumentarfilm Vadehavsmaleren om Fanø-maleren Marco Brodde, som vi også møder på Fanø.
Hjemme på højskolen er der koncert med den sønderjyske jazztrio Stedsans.
Velkommen til en uge, hvor vi oplever Sønderjylland og lærer egnen at kende gennem film, kunst, litteratur, musik og sang.
Velkommen til Rødding Højskole
– leverandør af fællesskab og livsoplysning siden 1844
Anja og Mads Rykind-Eriksen, forstandere
Medvirkende
Kursusværter
* Michell Smedegaard Boysen, højskolelærer, fotograf og musiker, uddannet på Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus.
* Erik Lindsø, højskolelærer, forfatter og foredragsholder. www.eriklindsoe.dk
Medvirkende
- Malene Monka, sprogforsker og associeret professor ved Københavns Universitet.
- Anna Elisabeth Jessen, forfatter til de historiske romaner Om hundrede år og Hjemsted, der foregår i Sønderjylland fra Første Verdenskrig til i dag.
- Lars Düwel, filminstruktør og journalist.
- Jannik Lorenzen, ejer af Klægager – Den Gamle Digegreves Gård, og hans forældre Ruth og Christian Lorenzen.
- Marco Brodde, kunstner, biolog og naturvejleder.
- Else Kirsten Ehmsen, pianist og korleder. Har i mange år akkompagneret til Jens Rosendals sange og salmer. Sammen med sin mand Erhard vandt hun i 2019 Tønder Kommunes Kulturelt Forums Pris for formidlingen af Vadehavet og marsken.
- Stedsans – ung jazztrio med særligt fokus på historiefortælling – bestående af Nicolaj Aamand (klaver), Alfred Storm (trommer) og William Frøland (kontrabas).
- Frelle Petersen, prisbelønnet filminstruktør og manuskriptforfatter.
- Lene Kirkegaard, foredragsholder, højskolelærer, cand. pæd.
- Agnete Braad, idéhistoriker og forfatter.
- Peter og Dorte Uhrbrand, folkemusikere og –dansere på Fanø.
- Erik Lindsø, forfatter og foredragsholder.
- Kasper Hofer Østergaard, højskolelærer.
Program
Lørdag den 2. august
Kl. 15.00-16.30: Ankomst, indkvartering og kaffe.
Kl. 16.30: Velkomst v/ Michell Smedegaard Boysen.
Kl. 17.15: Introduktion til ugen v/ Michell Smedegaard Boysen .
Kl. 19.30-21.00: Foredrag. ”Den sønderjyske dialekt – på retur og på mode” v/ Malene Monka.
De danske dialekter er under pres og i tilbagegang, det gælder også sønderjysk. Men der er stadig steder, hvor dialekten bliver talt, og den er en central del af mange sønderjyders identitet. I oplægget fokuserer vi på årsager til den stadige brug og forandringerne i sønderjysk. Vi skal høre eksempler på sønderjysk før og nu og synge en sang eller to på sønderjysk.
Søndag den 3. august
Kl. 9.00: Morgensang v/ Erik Lindsø.
Kl. 9.15-11.00: Foredrag. “Marskens maler”. Om Emil Nolde v/ Lene Kirkegaard.
Emil Nolde er født i det sælsomme, flade marskland med brusende storme og et uhyre himmelhvælv. Hans kunstneriske udtryk er mange. Han er kendt for sine blomsterbilleder, men også for sine stærkt religiøse malerier. Forskellige rejser, blandt andet til Ny Guinea, kan spores i hans kunst. Emil Nolde er en af de fremmeste ekspressionister, og han var en kort periode medlem af kunstnersammenslutningen Die Brücke. En stor udstilling i Berlin 2019 gjorde op med det entydige billede af Emil Nolde som den forfulgte kunstner, der af nazi-regimet fik maleforbud. Hvordan blev Emil Nolde forført af det nazistiske regime? Hvilke forbindelser havde han, og hvordan gav det sig udtryk? Hvordan skal vi i dag med denne nye viden forholde os til hans kunst? Foredraget er optakt til eftermiddagens udflugt, hvor vi besøger Nolde Museet i Seebüll syd for grænseovergangen ved Rudbøl.
Kl. 11.30: Frokost.
Halvdagstur. Natur og kunst. Besøg på Nolde Museet og vandretur i Møgeltønder
Kl. 12.15-18.00: Efter en times kørsel passerer vi den vi lille, særprægede grænseovergang ved Rudbøl få kilometer fra Nolde Museet i Seebüll. Museet rummer vidunderlige værdier for øjet: Malerier, akvareller og grafik i det hus og atelier, som Nolde og hans kone Ada byggede til sig selv i 1920’erne. Den overdådige, farverige blomsterhave, som Nolde anlagde til sin kone, er en oase midt i det flade marskland.
Hjemturen går via Møgeltønder, en af de sønderjyske perler. Vi får historien om byen og grevskabet, og går den smukke tur fra kirken til Schackenborg Slot. Turledere: Michell Smedegaard Boysen og Erik Lindsø.
Kl. 19.30-21.00: Filmaften. Vi går i Rødding Bio og ser dokumentarfilmen Vadehavsmaleren.
Den anmelderoste film handler om Fanø-maleren Marco Brodde. Instruktøren Lars Düwel introducerer filmen. Han har sagt om sit projekt: ”Det startede som et portræt af Marco Broddes kunst og fascination af naturen, men undervejs ændrede filmen sig, og det blev lige så meget til et indlæg i debatten om biodiversitets- og klimakrisen.” Og netop truslerne mod naturen og dens mange arter er da også noget, der kan få Marco Broddes penselstrøg til at flyve kraftigt hen over akvarelpapiret.
Filmen er optakt til udflugterne langs Vadehavet og til Fanø.
Mandag den 4. august
Heldagstur til Nationalpark Vadehavet. Sønderjylland i natur, poesi og sang
Kl. 7.30: Morgenmad.
Kl. 8.30- 21.00. Vi passerer Ribe og porten til Nationalpark Vadehavet, inden vi kommer til Vadehavscentret. Vi bliver guidet igennem det flotte, nye center, hvor verdensarven formidles på en helt ny og særlig måde. Vi skal blandt andet se centrets nye kulturrum med områdets store historiske epoker – frisernes indvandring, hvalfangst, okseudskibning og digebyggeri. I udstillingen Trækfuglenes Vadehav oplever vi trækfuglenes univers og Vadehavet.
Vi fortsætter langs Vadehavet til den lille landsby Ballum, hvis smukke, gamle marskhuse ligger fuldstændig intakt rundt om middelalderkirken. I Ballum boede sangskriver Jens Rosendal, marskens egen digter. Vi går en tur i byen og ned til Vadehavet, hvorefter vi spiser vores medbragte frokost i græsset foran Jens Rosendals hus.
Fra Ballum kører vi til Emmerlev Klev, hvor vi skal gå på Det fremskudte Dige til Vidåslusen og videre til Højer Sluse (5 km). Undervejs hører vi om stormfloder og digebyggeri.
Midt på eftermiddagen ankommer vi til Klægager – Den Gamle Digegreves Gård. Den blev i 2017 kåret som Danmarks flotteste bondegård. Jannik, der er syvende generation på gården, overtog den i 2022 efter sine forældre Ruth og Christian Lorenzen, som fortæller os om stedet.
Else Kirsten Ehmsen, gennem mange år Jens Rosendals faste pianist, sætter sig ved klaveret, og Michell Smedegaard Boysen finder kontrabassen frem, når Erik Lindsø fortæller historien om Jens Rosendal, og vi synger selvfølgelig nogle af Jens Rosendals sange undervejs.
Vi slutter dagen af med en middag kreeret på marsklam i de stemningsfulde lokaler på gården. Turledere: Michell Smedegaard Boysen og Erik Lindsø.
Tirsdag den 5. august
Besøg hos den sønderjyske forfatter Anna Elisabeth Jessen på hendes slægtsgård ved Hoptrup
Kl. 9.00-12.00: Slægtsgården inspirerede Anna Elisabeth Jessen til at skrive sin anmelderroste debutroman Om hundrede år (2019). Over kaffen fortæller hun om denne og om sin nyeste bog Hjemsted (2023). Den første roman følger en sønderjysk familie fra Første Verdenskrigs udbrud og hundrede år frem – og leverer dermed et enestående stykke landbrugshistorie, kvindehistorie og danmarkshistorie sat ind i et sønderjysk perspektiv. Den anden roman er en fortælling om kærlighed og identitet i Sønderjylland fra 1930’erne til i dag – en kollektivroman fra en splittet grænseregion om flere skæbner, der krydser hinanden igennem næsten et århundrede. Turleder: Michell Smedegaard Boysen og Lauge Rykind-Eriksen.
Kl. 14.00-16-30: Foredrag. ”Franciska”. En fortælling om den sønderjyske kunstner Franciska Clausen v/ Agnete Braad.
I 1917 rejser den unge kunstner Franciska Clausen fra sin velstillede familie i Aabenraa til München, Berlin og Paris. Her lykkes det den talentfulde og kompromisløse kvinde at blive elev hos tidens store malere Fernand Léger — som bliver meget mere end en læremester for hende – og László Moholy-Nagy. På storbyens cafeer, atelierer og kunstskoler bliver Franciska Clausen en del af et stærkt fællesskab, der skaber ny kunst til det nye århundrede. Men da hun vender hjem til Danmark med sine radikale værker og nye tanker, møder hun modstand. Forfatteren Agnete Braad fortæller om Franciska Clausen med afsæt i sin autofiktive roman Franciska, som er skrevet i dyb fascination af den sønderjyske kunstner.
Kl. 19.30-21.00: Koncert. ”Musikalsk rejse i den nordiske natur” med jazztrioen Stedsans.
Med en inderlig og billedlig lyd, der trækker inspiration fra den nordiske natur, leverer jazztrioen Stedsans en uforglemmelig musikalsk rejse. De simple, men effektive kompositioner og deres legende tilgang til musikken skaber et originalt og levende udtryk. En anmelder skrev: ”Stedsans’ musik er en fordybelse i naturens skønhed, hvor hver tone og melodi trækker lytteren ind i en verden af sanselige fortællinger og refleksion.” Men deres musik er også en hyldest til de langsomme følelser, de små øjeblikke og de billedlige minder.
Trioen består af Nicolaj Aamand (klaver), Alfred Storm (trommer) og William Frøland (kontrabas).
Onsdag den 6. august
For Fanø da! Heldagstur til Fanø. Folkemusik og folkedans i Sønderho. Naturoplevelse ved Fuglekøjen. Søfartsmuseet i Nordby
Og stormen sused’ og gjor’ halløj,
og bølgen stod som en kæmpehøj,
og det var sandelig ingen spøg
imellem Esbjerg og Fanø.
Kl. 7.00: Morgenmad.
Kl. 8.00-18.00: Mange kender den gamle sømandsvise, som folkemusikgruppen Sand på gulvet gjorde kendt i 1970’erne.
Vi skal med færgen mellem Esbjerg og Fanø og tilbringe en dag på den specielle ø. Hermed bevæger vi os lidt ud af det sønderjyske område, vi ved det godt. Men Fanø er en unik perle så tæt på os, at vi må aflægge den et besøg.
Kl. 10.00: Ankomst til Sønderho. Her møder vi den lokale spillemand Peter Uhrbrand og hans hustru Dorte, som instruerer folkedans. De vil fortælle om det helt særlige miljø, der er omkring folkemusik og -dans på vadehavsøen Fanø. Den er en del af en helt unik spillemandstradition med egne melodier og danse, der på Fanø som et af de få steder i Danmark stadig lever i bedste velgående, og hvor man stadig holder bal i forsamlingshuset, fuldstændig som man har gjort det igennem adskillige generationer. Ud over at fortælle om kulturen spiller Peter og Dorte en lille intimkoncert for os, hvor de byder op til dans, og vi lærer nogle lokale dansetrin og får lov at prøve at danse i det legendariske, gamle forsamlingshus i Sønderho. Glæd dig til en helt særlig og unik oplevelse: En sønderhoning danset til levende musik spillet af levende spillemænd.
Kl. 12.00: Vi spiser vi vores medbragte frokost i Sønderho Forsamlingshus. Det er ikke uden grund Sønderho for få år siden blev kåret som Danmarks smukkeste landsby. Så efter frokosten skal vi på rundtur i Sønderhos krogede gader med velbevarede huse fra 1700-tallet, hvor Sønderho var den mest dominerende søfartsby på den jyske vestkyst.
Kl. 13.30: Vi kører fra Sønderho til Nordby. Undervejs gør vi holdt, for vi skal på en lille vandring til Fuglekøjen, som har været et særligt fangstanlæg til indfangning af vildænder frem til 1931, hvor fangstmetoden blev forbudt. Sønderho Gamle Fuglekøje blev fra 1960 til 1990 brugt af Vildtbiologisk Institut til ringmærkning af ænder. I dag er det istandsat og et helt særligt naturområde, og fra Albuebugten og observationstårnet er der en fantastisk udsigt.
Kl. 14.30: Ankomst til Nordby, Fanøs hovedstad med 2800 indbyggere. I Nordby skal vi besøge Fanø Skibsfarts- & Dragtsamling, indrettet i det gamle Fanøhus fra 1600-tallet. Udstillingen fortæller om, hvad det har betydet for Fanø, at man i 1800-tallet havde provinsens største sejlskibsflåde. Man får et levende indblik i, hvordan man for 200 år siden levede i en typisk skipperfamilie. Et liv som i høj grad var præget af, at ægtemand og sønner ofte var på langfart, langt fra det hjemlige. I udstillingen kan man også se de smukke og traditionsrige Fanødragter, som stadig tages i brug til særlige lejligheder som f.eks. på Fannikker-dagene og – som nogle måske bemærkede – da 18-årige Clara fra Fanø, som var en af de unge, der blev inviteret til prins Christians 18-års fødselsdag, valgte at bære dragten.
Efterfølgende bliver der mulighed for at gå på opdagelse i de smalle, snørklede og brostensbelagte gader med de flotte huse og med brugskunst, hverdagshandel, caféer og souvenirbutikker, der kæmper om opmærksomheden fra de mange besøgende, som lægger vejen forbi den charmerende vadehavs-ø hver sommer. Eller gå en tur ned langs vandet, hvor man kan være heldig at få øje på sælerne, som ved ebbetid ligger og soler sig på sandbankerne. Turleder: Michell Smedegaard Boysen.
Kl. 19.30: Filmaften. Vi går i Rødding Bio og ser Onkel (2019), Frelle Petersens anmelderroste debutfilm – en sønderjyske perle.
Filmen er første del af Frelle Petersens sønderjyske trilogi – en varm fortælling om stille, sønderjyske eksistenser. Filmen blev fulgt op af Resten af livet (2022) og Hjem kære hjem (2025). Filmens skuespillere er fra samme sønderjyske område og taler den samme dialekt hele vejen igennem.
I Onkel møder vi Kris på 27 år. Hun er yderst beskyttende over for sin halvinvalide onkel, som hun driver et mindre sønderjysk landbrug sammen med. De har et nært forhold og stor forståelse for hinanden, selvom de tilbringer det meste af deres finurlige hverdag i tavshed. Da Kris redder en kalv under en fødsel, bliver hendes interesse for dyrlægefaget igen vakt, og hun udvikler et venskab med den snakkesalige dyrlæge Johannes og opdager langsomt, at der er et liv uden for gården. Her møder hun den unge Mike, som ser lige gennem hendes reserverede personlighed, og sød musik opstår mellem dem. Et skelsættende spørgsmål presser sig nu på. Hun må beslutte, om hun vil blive på gården eller følge sit hjerte og sine spirende drømme.
Instruktør Frelle Petersen følger op på filmen torsdag formiddag.
Torsdag den 7. august
Kl. 9.00-9.30: Morgensang v/ Michell Smedegaard Boysen.
Kl. 9.40-11.50: Foredrag. ”Min sønderjyske hjemstavn på film” v/ Frelle Petersen.
Instruktøren og manuskriptforfatteren Frelle Petersen, som er vokset op i Aabenraa, fortæller om det at skabe dramaer ud af stilfærdige, sønderjyske fortællinger.
Med filmen Onkel, som vi så onsdag aften, fik han overraskende stor succes både herhjemme og i udlandet og vandt adskillige filmpriser. I efterfølgeren Resten af livet, der havde premiere i juli 2022, holder Frelle Petersen fast i mange af sine sønderjyske skuespillere og i den sønderjyske dialekt. I 2025 fuldender han sin sønderjyske trilogi med et stærkt og varmt hverdagsdrama i Hjem kære hjem.
Kl. 14.00-17.30: Halvdagstur. Der vælges mellem to ture:
1) Brundlund Slot i Aabenraa med Franciska Clausen-udstilling
Vi skal se udstillingen Collage med værker af Franciska Clausen i anledning af, at hun i 2024 kunne være fyldt 125 år. Udstillingen givere et indblik i de mange forskellige former for værker, som Franciska Clausen skabte. Deriblandt en del collager, som Franciska Clausen især arbejdede med i efterkrigstiden og helt op til 1970’erne, og som giver et spændende indblik i hendes måde at arbejde på og i hendes skarpe blik for former og farver.
Turleder: Michell Smedegaard
Boysen.
2) Det historiske Ribe.
Ribe ligger blot en halv times kørsel fra Rødding. Erik Lindsø guider rundt i den smukke gamle middelalderby og fortæller om byens historie, inden vi kommer til domkirken. Vi hører historien om kirken og sætter fokus på Anne Marie Carl Nielsens udsmykning i starten af 1900-tallet og Carl-Henning Pedersens udsmykning i 1980’erne. Den sidste skabte og skaber fortsat debat. Den første gør ikke. Hvorfor?
Hvis vejret tillader kører vi til Kammerslusen og indtager den medbragte kaffe.
Turleder: Forstander Mads Rykind-Eriksen.
Kl. 19.00: Afslutningsaften med festmiddag, sang og ostebuffet.
Fredag den 8. august
Kl. 7.45: Morgenmad.
Kl. 8.45: Morgensang og afrunding v/ Michell Smedegaard Boysen og Kasper Hofer Østergaard.
Derefter afrejse.
Alle dage, hvis ikke andet er nævnt, er der morgenmad kl. 8,
frokost kl. 12, aftensmad kl. 18 og aftenkaffe kl. 21.
Kurset forløber sideløbende med kurset Selvforsyning i praksis,
som har højskolelærer Kasper Hofer Østergaard.
Morgensang og koncert er fælles for de to kurser.
Praktisk information
Tilmelding og betaling
Betalingsopgørelse sendes pr. mail ca. en uge efter tilmelding eller pr. post, hvis der ikke er angivet en mailadresse. Efter modtagelsen af betalingsopgørelsen indbetales depositum. 2. rate forfalder til betaling ca. 4 uger før kursusstart. Depositum refunderes ikke. Ved afbud senere end 4 uger før kursusstart, refunderes 2. rate ikke.
OBS! Vi beder om dit cpr-nummer, da det er et krav fra Kulturministeriet. Alle cpr numre behandles fortroligt og kun i lukkede systemer.
Ca. 14 dage før kursusstart vil der blive udsendt velkomstbrev med praktiske oplysninger i forbindelse med ankomsten til højskolen.
Vedr. transport til højskolen
Det er muligt at komme med fællestransporten fra/til Vejen station på ankomst- og afrejsedagen. På ankomstdagen kører bussen fra Vejen Station kl. 15.20.
Det er kun muligt at komme med bussen, hvis man har reserveret plads inden kursusstart.
Afbestillingsforsikring
Hvis du ønsker at tilmelde dig ovennævnte kursus, kan du vælge at tegne en afbestillingsforsikring. Vi henviser til Europæiske Rejseforsikring, som gør opmærksom på, at afbestillingsforsikringen skal tegnes samtidig med tilmelding, men inden betaling af depositum.
Spørgsmål vedrørende forsikring bedes stillet direkte til Europæiske Rejseforsikring, da det er et privat anliggende mellem kursist og forsikringsselskabet.
Kontakt til Europæiske Rejseforsikring:
www.europaeiske.dk
Rødding Højskole
Rødding Højskole er en moderne højskole, der bygger på Grundtvigs tanker om folkeoplysning.
Skolen blev som Danmarks første folkehøjskole grundlagt i 1844 i kampen for dansk sprog og kultur i grænselandet.
I dag har vi med respekt for historien og traditionen blikket rettet mod nutiden og dens udfordringer.
Skolen ligger i Rødding, midt i det smukke Sønderjylland med den rige historie, natur og kultur. Mod vest Danmarks ældste by Ribe, marsken og Vadehavet. Mod øst Kolding og Koldinghus. Mod syd Tønder, Møgel tønder, Sønderborg og Dybbøl. Der er 2-3 minutters gang ned til byen, der har et varieret udbud af butikker, og ca. 5 minutters gang til Rødding Centret – et sports- og kulturcenter, der huser biograf, bibliotek, cafeteria, bowlingbaner, fitnesscenter og svømmehal m.m.
Skolens bygninger har sjæl – både den smukke hovedbygning og den nyistandsatte stald og lade, der er blevet ombygget til inspirerende under- visningslokaler vha. en donation fra A.P. Møller Fonden på 20 mio. kr. Foruden de korte kurser afholdes lange kurser med vægt på politik, journalistik, litteratur, design og musik samt en række klassiske højskolefag som tegning, livsanskuelse, keramik, historie, skriveværksted og grafisk design.
Priser
Dobbeltværelse uden eget bad og toilet
6.350 kr.
(tillæg 1.200 kr. for enkeltværelse).
Dobbeltværelse med eget bad og toilet
6.950 kr.
(tillæg 1.200 kr. for enkeltværelse).