Grafisk design

Billede af Clara Ernst

Clara Ernst

Underviser i Design & Innovation

6. januar - 2. februar

Bliv klar til optagelse

Vil du arbejde med grafisk design?

Hvis du vil ind på Mediehøjskolen, Skolen for Visuel Kommunikation, Kunstakademiets Designskole, Designskolen Kolding eller en anden grafisk uddannelse, er det godt at være velforberedt!

Er du interesseret i design, elsker du at tegne, eller har du på anden måde talent for grafisk design, kan en måned på Rødding Højskole gøre en stor forskel i udviklingen af dine færdigheder. Vi har tilrettelagt et kursus, hvor målet er at introducere dig til den grafiske verden, udfordre dig visuelt samt give dig de værktøjer, der skal til for at gøre dig klar til optagelsesprøven. Med dygtige lærere og et højt aktivitetsniveau kan du på en måned komme et stort skridt tættere på de grafiske uddannelser.

Vi glæder os til en fantastisk måned!

Clara Ernst
Kursusvært og underviser på hovedfaget Design & Innovation.
Cand.design.

Kirstine Hansen
Underviser på kurset.

Kommunikationsdesigner / cand.design.


Rikke Hansen
Underviser på kurset.
Grafisk designer / cand.design.

Hvad skal der til for at komme ind på de grafiske uddannelser?

Du skal mestre forskellige discipliner inden for grafisk design. Derfor har vi sammensat et kursus, hvor vi arbejder med følgende:

Adobe-programmerne
Du skal kende Adobe-programmerne Indesign, Illustrator og Photoshop. I løbet af kurset vil du blive fortrolig med alle tre programmer. OBS! Du skal selv medbringe en computer med de nyeste Adobe-programmer installeret – på engelsk. Har du dem ikke, kan du downloade dem fra Adobes hjemmeside.

Designprocessen
Hvordan foregår en designproces? På kurset vil du lære at styre en designproces fra idé til færdigt resultat. Design er meget mere end at få ting til at se godt ud. Derfor er det vigtigt at kunne idégenerere, designe koncepter og visualisere sine tanker og idéer i moodboards og skitser.

De grafiske projekter, du laver under kurset, bliver en god del af et kommende portfolio, som du kan have med dig til optagelsesprøverne.

Hjemmeopgaven
For at komme ind på flere af designuddannelserne kræves det, at du afleverer en hjemmeopgave. Det kan være hårdt at sidde alene derhjemme og arbejde med opgaven; men i de 4 uger du er her, forbereder vi dig grundigt til at kunne klare denne udfordring. På kurset har I mulighed for sammen at skabe et inspirerende netværk. Du vil møde andre kreative mennesker, så udnyt det! I kommer til at kende hinanden godt, både fagligt og personligt og kan derfor hjælpe hinanden med god sparring.

Optagelsesprøve
Mange er nervøse for at skulle til optagelsesprøve. Derfor forbereder vi dig grundigt til den. Du får i løbet af kurset flere prøver, der skal udføres selvstændigt.

Glæd dig til et 4-ugers kursus med fokus på grafisk design, men også et spændende højskoleophold med mange andre oplevelser.

Personlig vejledning
Din udvikling på kurset er vigtig for os. Derfor vil du få personlig vejledning af din faglærer, hvor du får mulighed for at snakke om dine mål og din udvikling. De selvstændige prøver, du får i løbet af kurset, gennemgår vi efterfølgende. Derudover bruger vi tid på at se, hvad de andre arbejder med, og hjælper hinanden med at give god feedback og kritik.

Tegning
I løbet af kurset vil vi tilbyde tegneaftener, hvor du kan øve dig på klassiske tegneteknikker. Tegning er et godt værktøj, når vi arbejder med design. Her arbejder vi ikke mod den perfekte tegning, men øver os, så vi kan skitsere vores tanker og idéer for andre.

Højskole
Hver morgen på hverdagene er der fælles morgensang med højskolens elever på det parallelle lange kursus om alt mellem himmel og jord. Hver onsdag aften er der et foredrag, du kan deltage i. Et eller to af foredragene vil være relevant for dig som designelev, men emnerne kan være mangfoldige. Derudover sker der altid noget på højskolen, så hvis du trænger til en pause fra design og optagelsesprøver, kan du deltage i mange frivillige aktiviteter med højskolens andre elever.

Weekenderne
I weekenderne vil der være en opgave, der skal løses på egen hånd. Men der vil også være tid til caféaften, hygge og fest med højskolens lange kursuselever.

Grafiske discipliner

Grafisk designkurset handler om meget mere end at lære Adobe-programmerne at kende. Vi vil gerne introducere dig til en masse forskellige grafiske design-discipliner, så du bliver trænet i at arbejde på forskellige måder – med forskellige opgaver. Du vil blive klogere på designverdens mange muligheder og måske afklaret omkring hvilken studieretning, du skal vælge.

Vigtigst er, at du finder den retning, som passer bedst til dit temperament. I løbet af en måned vil du derfor få mulighed for at eksperimentere og skabe en masse forskellige projekter, som du kan vælge imellem, når du skal til at lave dit portfolio. Nedenfor kan du se eksempler på nogle af de discipliner:

  • Plakat
  • Logo/Identitet
  • Typografi
  • Ikoner
  • Emballage
  • Magasin
  • Annonce/Folder
  • Kampagne
  • Infografik

Livet på højskolen
Du bor og spiser alle måltider på Rødding Højskole i de 4 uger, kurset varer. Prisen inkluderer altså alt. Dog må der påregnes udgifter til print og ekstra materialer (det kan være lidt ekstra lækkert printpapir), blyanter, papir eller en portfoliomappe. Du har mulighed for at købe disse ting i vores lille butik til yderst rimelige priser.

Kurset ligger parallelt med vores lange forårshold med unge mennesker, hvor vi blandt andet udbyder hovedfaget Design & Innovation. Du bliver en del af højskolelivet med morgensang, foredrag og hyggeligt samvær om aftenen og i weekenden – hvis du ikke er i gang med at forberede dig til næste dag. Rødding Højskoles lange forårskursus varer fra januar til juni. Et langt kursus er ikke kun målrettet optagelsesprøverne til designuddannelserne. Vi vil mere end det!

Bliv på højskolen
I hovedfaget Design & Innovation vil du opleve forskellige designgenrer og lære de værktøjer, man bruger inden for de forskellige fag til at få idéer. Det betyder, at du bliver markant bedre til at undres og til at se verden med nye øjne. Ved siden af hovedfaget kan du vælge Grafisk design med Adobe-undervisning og grafiske projekter samt fag som Tegning, Keramik m.m. På den måde får du ikke kun en måneds intensiv forberedelse til optagelsesprøverne men også tid til fordybelse. Dermed bliver du endnu bedre rustet til en fremtid som designer. Og så har vi slet ikke nævnt muligheden for at få et netværk af nye venner, masser af fede oplevelser og ikke mindst en studietur til Sydafrika!

Læs mere om vores lange kurser her

Alle hverdage er der morgenmad kl. 7.30-8.15, morgensang kl. 8.30, frokost kl. 12.00, aftensmad kl. 18.00 og aftenkaffe kl. 21.00.

Pris, 4 uger: 13.560 kr.
Tillæg 1.500 kr. for enkeltværelse.
Kurset starter mandag den 6. januar med ankomst kl. 14.30.

Tilmelding her eller ring til kontoret på tlf. 7484 2284.