Arkitektur

Billede af Clara Ernst

Clara Ernst

Underviser i Design & Innovation

6. januar - 2. februar

Bliv klar til optagelse

Vil du arbejde med arkitektur?

Drømmer du om at komme ind på Arkitektskolen Aarhus eller Kunstakademiets Arkitektskole? Så kræver det en forståelse af arkitektfagets sprog og metoder, hvis du vil klare hjemmeopgaven og optagelsesprøven.

Er du interesseret i arkitektur, og har du lyst til at skabe rum og former på nye måder, kan en måned på Rødding Højskole gøre en stor forskel i udviklingen af dine færdigheder. Vi har tilrettelagt et kursus, hvor formålet er at introducere dig til arkitektur, udfordre dit formsprog og give dig de værktøjer, der skal til for at gøre dig klar til optagelsesprøven. Med dygtige lærere og et højt aktivitetsniveau kan du på en måned komme et stort skridt tættere på en uddannelse inden for arkitektur.

Vi glæder os til en fantastisk måned!

Clara Ernst
Cand.design. Kursusvært og underviser på hovedfaget Design & Innovation.

Frederik Ravn Andersen
Arkitekt. Underviser på kurset.

Katrine Stahlschmidt
Arkitekt. Underviser på kurset.

Kurset har to formål:

  1. At give dig evnen til at undersøge og forklare, hvad ”form” og ”rum” er, og hvordan du sanser, registrerer og skaber det. Du vil blive undervist i de arkitektoniske grundbegreber, og på kurset vil du udvikle den abstrakte forståelse af form og rum, der er nødvendig for løsningen af hjemmeopgaven og optagelsesprøven på de to arkitektskoler. Desuden lærer du at definere en arkitektonisk problemstilling og udvikle idéer og konkrete løsningsforslag til forskellige målgrupper.
  2. At give dig kendskab til arkitektfagets grundlæggende redskaber såsom skitsering, modelbygning og fotografering. I løbet af kurset vil du forbedre dine tegnefærdigheder, så du kan udtrykke dine idéer rumligt gennem forskellige tegneteknikker. Du vil også skulle bygge mange modeller, som vil udvikle din opfattelse af rum og skala, samt hvordan lys og skygge spiller ind.

Vi vil i løbet af én intens måned give dig de konkrete færdigheder, der skal til for at gøre dig klar til hjemmeopgaven og optagelsesprøven på arkitektskolerne.

Glæd dig til et 4-ugers kursus med fokus på arkitektur, men også et spændende højskoleophold med mange andre oplevelser.

Personlig vejledning
Din udvikling på kurset er vigtig for os. Derfor vil du få personlig vejledning af din faglærer, hvor du får mulighed for at snakke om dine mål og din udvikling. Du får i løbet af kurset flere prøver, der skal udføres selvstændigt og som vi efterfølgende gennemgår. Derudover bruger vi tid på at se, hvad de andre laver på kurset, og hjælper hinanden med at give god feedback og kritik.

Tegning
Under kurset tilbyder vi tegneaftener, hvor du kan øve dig på klassiske tegneteknikker. Tegning er et godt værktøj, når vi arbejder med arkitektur. Her arbejder vi ikke mod den perfekte tegning, men øver os, så vi kan skitsere vores tanker og idéer for andre.

Arkitektoniske temaer

  • Krop & Rum
  • Form & Funktion
  • Menneske & Skala
  • Sanser & Stemning
  • Æstetik & Design
  • Materialer & Strukturer
  • Rytme & Forløb
  • Helhed & Detalje
  • Tegning & Model

Højskole
Hver morgen på hverdagene er der fælles morgensang med højskolens elever på det parallelle lange kursus om alt mellem himmel og jord. Hver onsdag aften er der et foredrag, du kan deltage i. Et eller to af foredragene vil være relevante for dig som arkitektelev, men emnerne kan være mangfoldige. Derudover sker der altid noget på højskolen, så hvis du trænger til en pause fra arkitektur og optagelsesprøver, kan du deltage i mange frivillige aktiviteter med højskolens andre elever.

Weekenderne
I weekenderne vil der være en opgave, der skal løses på egen hånd. Men der vil også være tid til caféaften, hygge og fest med højskolens langkursuselever.

Optagelseskrav

Arkitekturkurset på Rødding Højskole vil forberede dig bedst muligt til optagelsesprøven på Arkitektskolen Aarhus og Kunstakademiets Arkitektskole. I forbindelse med optagelsen på kvote 2 vil et forberedende højskoleophold desuden tælle som et plus i din ansøgning.

Hjemmeopgaven
For at komme ind på arkitektskolerne skal du aflevere en hjemmeopgave. Det kan være hårdt at sidde alene derhjemme og arbejde med opgaven. I de 4 uger du er her, vil du være sammen med andre engagerede unge, hvor den intense undervisning vil forberede dig grundigt til at kunne klare denne udfordring.

Optagelsesprøve
Mange er nervøse for at skulle til optagelsesprøve. Derfor forbereder vi dig grundigt til den. Du får i løbet af kurset flere prøver, der svarer til skolernes optagelsesprøver og som skal løses selvstændigt. Efterfølgende får du personlig feedback fra underviseren om, hvad du har gjort godt, og hvordan du kan forbedre dig.

Undervejs i forløbet vil du også skulle arbejde i grupper og gennem de løbende faglige diskussioner blive rustet til den personlige samtale i forbindelse med optagelsesprøverne.

Livet på højskolen
Du bor og spiser alle måltider på Rødding Højskole i de 4 uger, kurset varer. Prisen inkluderer altså alt. Dog må der påregnes udgifter til print og ekstra materialer (det kan være lidt ekstra lækkert printpapir), blyanter, papir eller en portfoliomappe. Du har mulighed for at købe disse ting i vores lille butik til yderst rimelige priser.

Kurset ligger parallelt med vores lange forårshold med unge mennesker, hvor vi blandt andet udbyder hovedfaget Design & Innovation. Du bliver en del af højskolelivet med morgensang, foredrag og hyggeligt samvær om aftenen og i weekenden – hvis du ikke er i gang med at forberede dig til næste dag. Rødding Højskoles lange forårskursus varer fra januar til juni. Et langt kursus er ikke kun målrettet optagelsesprøverne til designuddannelserne. Vi vil mere end det!

Bliv på højskolen
I hovedfaget Design & Innovation vil du opleve forskellige designgenrer og lære de værktøjer, man bruger inden for de forskellige fag til at få idéer. Det betyder, at du bliver markant bedre til at undres og til at se verden med nye øjne. Ved siden af hovedfaget kan du vælge Grafisk design med Adobe-undervisning og grafiske projekter samt fag som Tegning, Keramik m.m. På den måde får du ikke kun en måneds intensiv forberedelse til optagelsesprøverne men også tid til fordybelse. Dermed bliver du endnu bedre rustet til en fremtid som designer. Og så har vi slet ikke nævnt muligheden for at få et netværk af nye venner, masser af fede oplevelser og ikke mindst en studietur til Sydafrika!

Læs mere om vores lange kurser her

Alle hverdage er der morgenmad kl. 7.30-8.15, morgensang kl. 8.30, frokost kl. 12.00, aftensmad kl. 18.00 og aftenkaffe kl. 21.00.

Pris, 4 uger: 13.560 kr.
Tillæg 1.500 kr. for enkeltværelse.
Kurset starter mandag den 6. januar med ankomst kl. 14.30.

Tilmelding her eller ring til kontoret på tlf. 7484 2284.