Kampen om USA v/ Sara Maria Glanowski
Får USA endelig sin første kvindelige præsident? Og er amerikanerne overhovedet klar til en sort kvinde i Det Hvide Hus? Eller stemmer de Donald Trump tilbage til magten? Vil demokratiet i så fald overleve? Og hvordan vil hans mest ekstreme støtter reagere, hvis han taber?
USA-korrespondent, journalist og forfatter Sara Maria Glanowski har i mere end 10 år dækket amerikansk politik, kultur og samfundsforhold for både danske og amerikanske medier og skrevet dybdeborende om tidens store identitetskampe i sin anmelderroste bog, ‘Skyggebokser’.
I sit foredrag zoomer hun blandt andet ind på den nye generation af amerikanere. Hvorfor er unge kvinder i dag den mest progressive vælgergruppe i nationens historie, mens et flertal af unge mænd for første gang favoriserer Donald Trump? Hvordan forvandler Kamala Harris sin enorme TikTok-energi til kryds på stemmesedlen? Og kan Donald Trumps charmeoffensiv blandt gamere, youtubere og prankstere i manosfæren bane vejen for ham i november? Tag med på et hæsblæsende ridt gennem det amerikanske samfund, når Sara Maria Glanowski dissekerer valgkampens største temaer og den kamp, der i bund og grund handler om, hvad Amerika er, og hvem Amerika er for.
Foto: Nico Iliev