Grænselandstur med besøg hos det danske mindretal og Dannevirke. Om aftenen besøger vi den gamle marskgård Klægager
Vi starter med at besøge det danske mindretalsgymnasium, Duborg-Skolen, i Flensborg, hvor vi møder skolens elevambassadører, der vil fortælle os om, hvordan det er at leve som dansk mindretal i Tyskland. Bagefter besøger vi det gamle voldanlæg Dannevirke. Om eftermiddagen kører vi ud til Vadehavet, hvor vi går en tur i den lille landsby Ballum, hvis smukke, gamle marskhuse ligger fuldstændig intakt rundt om den store middelalderkirke.
I Ballum boede Jens Rosendal, marskens egen digter, der er forfatter samt sang- og salmeskriver med 10 sange i Højskolesangbogen. Blandt andet har han skrevet sangen: ”Du kom med alt det der var dig”. Mange af hans sange er inspireret af det vadehavs- og marsklandskab, som han selv boede midt i. Vi synger en række af hans sange på marskgården Klægager. Undervejs får vi smagsprøver på Det sønderjyske kaffebord, og hører om Klægager, hvor Ruth og Kristian Lorenzen er sjette generation på stedet. I 2005 restaurerede de nænsomt, med respekt for den oprindelige stil, det gamle stuehus fra 1857, forhaven og senere resten af gården. I 2017 blev stedet kåret til Danmarks smukkeste bondegård.