Fælles studietur til Leipzig og Dresden i Tyskland

onsdag den 16. oktober Pris 75 kr. (gratis for kursister) Arrangementer

Den fælles studietur går til Østtyskland, som vi vil opleve i egen bus. Vi bor i delstaten Sachsens to største byer: i den historiske kulturperle Dresden, der igen står smukt efter at være blevet totalødelagt under anden verdenskrig, og i det anderledes moderne, pulserende og unge Leipzig, fyldt med smarte butikker, caféer og kunstgallerier. Fra de to byer går turen rundt i landet på en alsidig tur, der byder på storslåede naturoplevelser i nationalparken Sächsische Schweiz, på moderne kunst og arkitektur fra den verdensberømte Bauhaus-bevægelse, besøg i berømte forfatterhjem og møder med unge politikere til snakke om arven fra det tidligere DDR og forskelle mellem Øst- og Vesttyskland. Glæd dig til en uge, hvor vi vil præsentere dig for noget af det allerbedste, vores store nabo mod syd har at byde på, og hvor du får en masse spændende oplevelser med dine højskolekammerater.