Vandringsaften med Madame Nielsen, forfatter

torsdag den 26. august Pris 75 kr. (gratis for kursister) arrangementer

For forfatter og multikunstner Madame Nielsen er vandring både en kunstform og en livsform. Hun har vandret i store dele af verden og givet sine oplevelser form i sin skrift. Denne gang vandrer hun Camino Frøs Herred og afslutter sin tur med en vandringsaften på Rødding Højskole.

Madame Nielsen er den endegyldige inkarnation af det kunstfænomen, vi de seneste cirka 20 år blandt andet har kunnet følge som Claus Beck-Nielsen, der erklærede sig selv død og i 2010 arrangerede sin egen begravelse, og under navnet Das Beckwerk. Gennem en række eksperimenter har Madame Nielsen udfordret vores vante forestillinger om identitet. I 2013 udkom den posthume Mine møder med de danske forfattere under navnet Claus Beck-Nielsen, og siden da er hun – på livstid, siger hun selv – Madame Nielsen og har udgivet en række romaner, herunder Den endeløse sommer (2014), der blev hendes internationale gennembrud, den meget roste Invasionen (2016), som dokumenterede hendes vandring i den såkaldte flygtningestrøm fra Grækenland til Danmark, og Alverdens-vandringerne (2019) om hendes vandringer fra centrum af alverdens storbyer og videre ud i landskaberne. Senest er udkommet kærlighedsromanen Lamento (2020).