Siden slutningen af 1990`erne har jeg arbejdet med undersøgende journalistik og kulturstof – primært som reportagejournalist. Jeg har været tilknyttet Jyllands-Postens søndagsredaktion, Dagbladet Information, Nordjyske Medier og har de senere år arbejdet freelance for Weekendavisen, magasinet Euroman og fodboldmagasiner som Tipsbladet, Forza og 90M.

Derudover har jeg skrevet bøger om filosof og erhvervslederen Morten Albæk, fodboldspilleren Christian Poulsen, arkitekten Jørn Utzon og musikeren Poul Krebs. Sideløbende hermed har jeg været og er stadigvæk projektleder af “See The World”, et kultur-, historie-, undervisnings- og rejseprojekt for unge og lidt ældre til destinationer som Mellemøsten, Cuba, Peru, Nepal, Indien, Vietnam og Grønland.

I min pure ungdom var jeg aktivist og foredragsholder i miljøorganisationen Greenpeace. Siden blev jeg ansat som lærer på N. Kochs Skole i Aarhus.

I de senere år har jeg sideløbende med egne skriverier holdt foredrag på andre af landets højskoler og uddannelses- og oplysningsinstitutioner om “Den glemte krig” i Afghanistan og om dette at rejse til Jerusalem, Beirut, Havana og Thyborøn som reporter.

Derudover er jeg far til tre med hang til løbeture på skovbund, bad i saltvand året rundt, at padle kajak og spille seriefodbold.