Jeg er vokset op med to præster som forældre, som i nogle år tog mine tre storesøstre og mig med til Canada. Hjemmet summede af musikalitet og debat. Jeg har gået på mange skoler og opsøgt mange fællesskaber – og livet består fortsat af en lang stræben indenfor boglige og kreative felter. Resultatet består bl.a. i et hovedstudium i litteratur med tilvalg i musikvidenskab, men i højskolens virkelighed kan jeg heldigvis sprede mig over alverdens skønne gråzoner af fagområder. Derfor ser man mig med et instrument i hånden af og til samt masser af noder, kopier og bøger med postits strittende i alle retninger.

Jeg er lige dele oprør og traditionsnostalgi som en klassisk præstedatter. Sådan har jeg det med litteraturen: På den ene side ydmyghed og nysgerrighed i åndsfællesskabet – og på den anden en trang til at rokke i båden og påpege, at kejseren ikke har noget tøj på.

Min egen litterære smag spænder vidt. Hos de gamle klassikere fra Homer til Blixen, nyder jeg storheden med et LOL i ny og næ. Det kan blive rigtig nørdet, med scifi, magi/fantastik og teoretiske overvejelser med fx Roland Barthes. Men centeret for det hele er altid den dybe følelse af en personlig erfaring, der fortælles godt, og som resonerer i os.

Jeg holder af at arbejde med, bredest beskrevet, når mennesker udtrykker sig – i musikken er stemmen den direkte, måske mest sårbare men også mest intense måde at komme helt tæt på et menneskes følelser, identitet og hjertebudskab. Stemmen fortæller historier, der giver livet mening og dybde. Vi har ord og vi har toner, tangenter at spille på eller taster i skrivningen.

Jeg er overbevist om, at vi alle har historier at fortælle og mindst én, måske flere, stemmer at skrive med. Måske skaber I her noget varende på vej mod egne forfatterskaber, eller på jeres vej gennem livet i almindelighed – og jeg glæder mig til at bistå med forløsningen.

Inden min ankomst til Rødding i efteråret 2018 var jeg i tre år gymnasielærer i musik og dansk i Nuuk, og dette får litteratureleverne at mærke: Jeg blev unægteligt forandret og har siden haft byen i blodet og kulturen i hovedet. Det er af afgørende betydning, at vi tager os tid til at udforske forholdet mellem landene i litteraturen og det bredere kulturkendskab. Så ad den vej skubber jeg gerne til horisonten i hovedfagsundervisningen i Litteratur & Horisont.

Ved siden af det faglige er jeg måske lidt af en sofakartoffel, der gerne har strikketøj, perlesyning eller andet i hånden. Jeg elsker temaer og kostumer, de skøre, kreative projekter, playlister, at spise og drikke godt, de passionerede samtaler og at dele store oplevelser med mine nærmeste – på rejser, festivaler, museer og den slags gode steder.