Jeg har altid elsket at lave mad. Det bedste er, når jeg kan lave så stor en del af måltidet som muligt helt fra bunden.

Min interesse for selvforsyning voksede for alvor, da jeg som 26-årig flyttede i et kollektiv uden for Aarhus sammen med min kone og vores første barn. Her dyrkede vi vores egne grøntsager og havde grise, høns og moskusænder. Altsammen som supplement til andre råvarer vi købte. Men det var ikke kun fødevarer, vi selv producerede. Vi havde også eget varmeværk og vandboring, og når noget skulle repareres, slagtes eller høstes, gjorde vi det selv.

Selvforsyning var dog kun en hobby. Jeg er egentlig uddannet inden for grafisk design og har arbejdet og undervist i det i flere år. Nu har selvforsyning helt overtaget, men pga. min fortid som designer tænker jeg måske lidt anderledes end de fleste bonderøve.

Min fascination af at lave ting selv har siden spredt sig til diverse håndværk. Hver gang jeg bliver præsenteret for noget nyt, har jeg lyst til at lære endnu mere. Træsnit, tømrearbejde, læder og senest at smede. Det har altid været nysgerrigheden, der driver mig og lysten til at kunne mere selv.