Jakob Tvede Holgersen

Siden jeg var barn, har jeg interesseret mig for politik. Dramaet, personerne, ideologierne bag det hele og frem for alt den grundlæggende erkendelse, der følger af al politisk virksomhed: Tingene kan være anderledes, hvis ellers vi er villige til at kæmpe for det. Min interesse for politik og særligt ideerne, der ligger bag, førte mig til studier i bl.a. filosofi, politisk teori, kultur og historie på Københavns Universitet og Ludwig Maximilian Universität i München. Jeg har for nyligt færdiggjort min kandidat med et speciale om prekariatet, den nye, usikre arbejderklasse.

Ud over mit rent akademiske arbejde med politik er jeg involveret i politisk aktivisme, herunder kampen mod gentrificering (fordyrelse og ensretning af byen) og et i stigende grad usikkert arbejdsmarked. Jeg har i dette arbejde stiftet bekendtskab med mange forskellige aktivistiske strategier. Jeg har også eksperimenteret med alternative bo- og leveformer, fx har jeg forsøgt at leve uden penge et år i en kolonihave i Esbjerg og har rejst på tomlen i det meste af Europa og USA.

Jeg har undervist i bl.a. politisk aktivisme på Johan Borups Højskole i København.

Desuden har jeg et passioneret forhold til USA, fordi landet kan blive ved med at forundre og overraske. Jeg har boet og studeret i den lille by Bryan i Ohio, hvor jeg fik den sammensatte amerikanske kultur helt ind under huden i form af både amish-folk, religiøse masse-events og skydning i baghaven. I USA lærer man betydningen af kontraster, ligesom man møder de måske venligste folk i verden.

Når jeg ikke nørder politik, læser jeg skønlitteratur, hører historie-podcast, drikker fransk vin og spiller skak. Det bedste jeg ved, er en eftermiddag med gode venner rundt om “det kolde bord”, dvs. sild, snaps og fællessang. Jeg er bor sammen med min skønne kone, Kaia, der er oversætter og litterat.

Jeg underviser i hovedfaget Politisk perspektiv & USA og sidefagene Filosofi, Oprørets historie og SkakMania.