Erling Kristensen

Jeg er sognepræst og har været det i 10 år. I de seneste fem år har jeg været sognepræst i Rødding og Øster Lindet sogne samt såkaldt “religionspædagogisk konsulent” for hele Ribe Stift. Før den tid var jeg i en årrække højskolelærer på Krabbesholm Højskole, hvor jeg underviste i fag som religion, filosofi, etik, idehistorie og naturfag. Jeg er teolog af uddannelse, men havde inden da læst geologi, som dog ikke havde det samme faste greb i mig som teologien og filosofien havde.

Jeg er uldjyde og kommer fra Herning og er i den forbindelse, som tidligere fodboldspiller i Herning Fremad (nu FC Midtjylland), uforbederlig og inderligt partisk FCM-fan. Jeg er gift med Birthe, som er arkitekt, og vi bor i Bramming.

Mine år som højskolelærer gav mig mange berigende erfaringer, både menneskeligt og fagligt gennem den nære kontakt med danske og udenlandske elever og kolleger. Jeg synes, at det er en enestående berigelse, når der opstår den særlige “levende vekselvirkning” (for at sige det med Grundtvig) mellem elever og lærere og personale og mellem teori og praksis i den unikke livsform, som en højskole som Rødding skaber rammer for.

Blandt mine interesser kan jeg nævne musik, forholdet mellem naturvidenskab og religion, forholdet etik og politik, modernistisk arkitektur og visse filmklassikere og mesterinstruktører, ikke mindst Stanley Kubrick. Jeg holder af vandreture, og bøger er jeg temmelig forfalden til især om teologi og filosofi.