Først var det noget med ord. Jeg var ni år gammel, da jeg proklamerede, at jeg skulle være journalist. Egentlig ville jeg gerne være forfatter, for jeg elskede at skrive, men min ni-årige logik sagde mig, at det kunne man ikke leve af – nej, så var det nok bedre at være journalist. Da jeg første gang stiftede bekendtskab med det journalistiske arbejde som elev på Rødding Højskole, fandt jeg ud af, at det var mennesker – og ikke ord – der interesserede mig. Jeg blev grebet af, hvordan rollen som journalist gav mig lov til at stille alle de spørgsmål, man ikke normalt stiller ved middagsbordet.
Siden er jeg blevet uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, og jeg har været et par år ved TV SYD, hvor jeg har arbejdet som nyhedsreporter, livereporter, VJ og webjournalist. Derudover har jeg sideløbende løst kommunikationsopgaver for en række virksomheder. Men det er stadig den grundlæggende fascination af menneskers fortællinger, der driver mig. For hvad tænker man egentlig, når man vågner og ved, man snart skal dø? Eller hvordan kan man tilgive, når man engang har overlevet rædslerne i en KZ-lejr i Auschwitz?
Og så til det rent personlige: Jeg tog mine første skridt i den gamle forstanderbolig på en efterskole ved Slagelse, hvor mine forældre underviste. På skolen boede elever, lærere og børn side om side, og døren i hjemmet stod altid åben. Det var et liv fyldt af mennesker. Mennesker af enhver art, type, alder, farve, socialklasse, seksualitet og politisk overbevisning. Og det gav mig en af mine stærkeste kompetencer som højskolelærer og journalist. Jeg kan tale med alle og forstå de fleste. Derfor var det lidt som at vende hjem, da jeg første gang satte mine ben på Rødding Højskoles gårdsplads som elev i 2012. De hvidkalkede mure, de røde tagsten og en stærk følelse af at være på en skole, hvor liv blev levet. Det var også her, jeg mødte min mand Kasper, der gik på samme elevhold. I 2016 vendte vi tilbage som lærere i Rødding, hvor vi nu bor og lever med vores to sønner Theodor og Vilfred.
Jeg er tidligere eliterytter og har alle dage været et konkurrencemenneske. Det gælder i alt fra boksning til brætspil. Men i disse år går min fritid mest med at rende efter vores to små sønner. Det gør jeg så til gengæld med glæde, og når tiden rækker til det, smider vi dem gerne i kufferten og drager ud for at vise dem det bedste af verden.
